Af Pernille Bendixen. Ellekratvej 63. 5200 Odense V.
Byrådsmedlem og folketingskandidat for DF.
Af en udsendelse i TV2Fyn 29/8 fremgik det, at SF’s Anne Baastrup har svært ved at få øje på forskelle mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Altså lige bortset fra de stramninger på udlændingeområdet, som Dansk Folkeparti har fået gennemført, og som Socialdemokratiet nu har tilsluttet sig. I hvert fald indtil valget er overstået.
Udmeldingen fra Anna Baastrup er interessant, for hvis der ikke er forskelle mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti kan det kun betyde, at en S/SF-regering vil afskaffe kapitalismen og indføre en socialistisk markedsøkonomi.
I SF’s principprogram vedtaget på SF’s landsmøde 16.-18. maj i Odense fremgår det således, at SF vil omdanne Danmark til et land, hvor ”den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor. Der vil dog være et islæt af privateje.”
Videre fremgår det af principprogrammet, som Socialdemokratiet ifølge Anna Baastrup åbenbart er enig i, da der ifølge Baastrup jo ikke er nogen forskel på de to partier, at der skal gennemføres ”en revolutionær proces, hvor et flertal af befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.”
Det her lyder unægtelig noget mere vidtrækkende, end de forvirrede 12 minutter, de to partier i øjeblikket fører fælles valgkamp på. På den anden side må man lade dem, at de har eksperten til gennemføre en socialistisk markedsøkonomi. Nemlig Ole Sohn, der efter sigende skal være økonomiminister, hvis S og SF får magten.
Han var som bekendt lige indtil det sidste en stor beundrer og tilhænger af det DDR, hvor man også havde en socialistisk markedsøkonomi, der til slut forarmede befolkningen totalt.
Som Winston Churchill engang udtrykte det: ”Kapitalismens nedarvede last er den ulige fordeling af goderne. Socialismens nedarvede dyd er den lige fordeling af elendigheden.”