Christiansborg, onsdag den 25. august 2010
PRESSEMEDDELELSE
DF: Endnu et tilfælde af uacceptabel selvtægt fra Greenpeace
Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, er fortørnet over nyheden om, at Greenpeace aktivkister på ulovlig vis har monteret ulovligt overvågningsudstyr på en række fiskekuttere i Gilleleje, så organisationen kunne udspionere fiskernes aktiviteter.
- Det er grotesk, at Greenpeace gang på gang udviser total mangel på respekt for lov og orden, i deres besynderlige kamp for at frelse verden, siger Ib Poulsen.
Han er godt tilfreds med, at sagen nu efterforskes af politiet som ulovlig indtrængen på privat ejendom, og at politiet nu leder efter de aktivister, som har monteret de ulovlige GPSer på fiskekutterne. Ib Poulsen er ikke uenig i, at man skal sætte en stopper for ulovligt fiskeri, men det skal ikke være Greenpeace, som beslutter,hvad der er rigtigt og forkert i de sager.
- I Danmark har vi Fiskerikontrollen til at kontrollere,om fiskerireglerne bliver overholdt. Derfor er det helt uacceptabelt, at en organisation som Greenpeace går ind og begynder deres egen kontrol af samfundets borgere, og legerpoliti på den måde, siger Ib Poulsen.
Ib Poulsen peger også på, at det er grotesk at de danske fiskere ikke kan få lov til at fiske i området på grund af en dansk-svensk aftale om fiskestop 10 måneder om året, når der samtidig er tyske kuttere, som tager op og fanger torsk i Kattegat.
- Det bekymrer åbenbart ikke Greenpeace-aktivisterne, når tyske fiskere fanger torskene, siger Ib Poulsen.