Pia Kjærsgaards ugebrev

Der har igen været sat fokus på fætter-kusine ægteskaber. Ægteskab mellem så nærtstående familiemedlemmer ses såvel blandt danskere som blandt udlændinge. Forskellen er bare, at hos os sker det af og til. Mens det hos eksempelvis tyrkere, somaliere og pakistanere nærmest er tradition. Og deri ligger hele forskellen – den forskel, som lægelige eksperter advarer mod.

Vi laver heldigvis ikke apartheid-love i dette land, og derfor kan det ende med, at selvom det var gentagen indavl blandt visse etniske grupper, vi ville til livs, kan det ende med en lov, der generelt forbyder fætter-kusine ægteskaber. Det er et dilemma. For på den ene side må og skal vi tackle problemet, og på den anden side vil en lovgivning være unfair over for det danske fætre-kusine par, der som de måske første i deres slægt i hundrede år vil gifte sig.

På samme måde har der været flere eksempler på, at 24-års reglen og tilknytningskravet i forbindelse med familiesammenføringer har virket urimeligt overfor danskere.

Med fuld ret kunne man så spørge: Hvordan har jeg kunnet være med til at vedtage en lov, som i enkelte tilfælde kan ramme urimeligt? Og hvordan vil jeg også i fremtiden være med til at vedtage love, som i enkelte tilfælde vil kunne ramme urimeligt?

Svaret er nødværge.

Svaret er, at når Danmarks politiske lederskab i mere end 20 år med en tossegod udlændinge-lovgivning har ført landet ud til kanten af katastrofen, er vi i dag i en situation, hvor vi – for at undgå en værre skæbne – piskes til at lave andre love, som desværre også rammer enkelte danskere, det ikke har været hensigten at genere.

Men 24-års reglen og tilknytningskravet, som i øvrigt for 99,9 procents af tilfældene fungerer fortrinligt, og som hindrer tvangsægteskaber, er bare ét eksempel på, at vi, som i dag er ved at rydde op i det virvar, Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) efterlod sig, kommer til at foretage os ting, vi helst ville være fri for.

Vi står midt i en periode, hvor samfundet skævvrides og ændres alene på grund af udlændingene, og sagen er, at vi bliver nødt til at lave om på gode gamle love, fornuftige regler og danske traditioner for bare nogenlunde at kunne rette op på Schlüters og Nyrups katastrofekurs.

Lad mig komme med nogle flere eksempler:

Tag Friskoleloven, som vi herhjemme med rette kan være stolt af – inspireret af Grundtvigs og Christen Kolds lyse frihedstanker. At en forældrekreds kan gå sammen om at lave en privat, fri skole for deres børn og at staten derefter støtter med 85 procent, er uhørt i Europa. Ja, vi vil meget gerne gerne holde fast i Friskoleloven, som generationer har glædet sig over, men en dag kan det ende med, at vi bliver nødt til at afskaffe den. Hvorfor? Jo, fordi Friskoleloven ikke tog højde for, at den kunne misbruges og perverteres til sorte, middelalderlige koranskoler.

Et tredje eksempel: Alle synes, det er en god ide, at der ydes tilskud til mødre, der gerne vil passe deres børn selv derhjemme. Men staten kan ikke lave det til en generel lov, men må overlade det til hver enkelt kommune at indføre. For blev det lov, ville kommuner, der lider under indvandrerbyrden, gå rabundus. Fair nok, men urimeligt over for de danske forældre, der bor i kommuner, der er tynget af indvandrerbyrden.

Eller hvad med børnechecken: Den har sådan set fungeret udmærket, siden den blev indført, men nu må vi lave den om, således at den kun gives til de to sidstfødte børn i en familie. Hvorfor? Jo, fordi man dengang børnechecken midt i firserne blev indført, ikke kunne forestille sig en situation, hvor en familie med 7-8 børn ikke længere var et særsyn.

En ændring af børnechecken er nødvendig fordi den ikke er gearet til enorme børneflokke. Men en ændring er urimelig overfor de enkelte danske familier, der har tre børn eller flere.

Det er også urimeligt, at ordentlige mennesker ikke længere må have lov til at gå med en lommekniv af en vis størrelse. Men igen et eksempel på, at vi – for at indrette os på den virkelighed, indvandrervolden i storbyerne har skabt – er nødt til at tilpasse os, og derved ramme lovlydige og ordentlige mennesker.

Tilpasning er i det hele taget nøgleordet. Vi tilpasser vore love, således at de kan stemme overens med den multietniske virkelighed.

Og i vor dagligdag, i vore vaner og traditioner er vi også ved at være godt tilpassede:

Vi er så småt ved at acceptere, at der gives fridage på islamiske helligdage.
Vi har accepteret, at unge muslimske mænd ikke behøver at tage ordrer fra kvindelige ledere.
Vi kan ikke opdrive en kylling i dette land, der ikke er halal-slagtet.
I forsvaret og i politiet er man ved at indrette sig på muslimernes krav.
Arbejdsgivere, der vil befri kvinder for sløret, bliver anmeldt for racediskrimination.
I mange skoler har man afskaffet julens krybbespil for ikke at genere muslimerne.
Vi accepterer, at muslimske kvinder kan blive fri for at blive undersøgt af mandlige læger.
Vi siger ja til muslimske gravpladser, der aldrig må sløjfes.
Skolerne får badeforhæng og kønsopdeling for at tækkes imamerne.
Desværre kunne jeg blive ved, for der er tilsyneladende næsten ingen grænser for de tilpasninger, vi danskere generelt indlader os på.

Min holdning kender man: Jeg nægter at komme dertil, at jeg bare trækker på skuldrene og melder mig ind i tilpasningsklubben.

Dansk Folkeparti bliver således aldrig et tilpasningsparti.