Sundhedscentre
Ansvaret for sundhedsområdet kommer i den nye kommunalreform meget tættere på borgerne. Kommunen får det direkte ansvar for at forebygge og pleje og for at sørge for, at folk kan få de nødvendige hospitalsydelser.
Produktionen af hospitalsydelser skal Danmarks fem nye regioner stå for. Men det er kommunen, der står politisk til ansvar for, at borgerne får en ordentlig kvalitet.
Dansk Folkeparti mener, at alle kommunens borgere skal tilbydes gratis førstehjælpskurser. Kurserne afholdes i samarbejde med f.eks. Dansk Røde Kors.
Kommunale Sundhedscentre
Dansk Folkeparti har kæmpet for at få sundhedscentre indført. Som et led i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om forbedring af behandlingen for kræft, er der i 2006 afsat 50 mio. kr. til forsøg med kommunale sundhedscentre. Aftalen er indgået den 8. juni 2005.
Den 31. august 2005 blev der fordelt i alt 100 mio. kr. til forsøg med 18 sundhedscentre landet over. Det er tanken, at alle kommuner skal have sundhedscentre, og Dansk Folkeparti vil søge flere midler hertil på Finansloven. Sundhedscentre er en hjertesag for Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti ser gerne, at sundhedscentrene kommer til at stå for genoptræning, rehabilitering og forebyggelse inden for diabetes, lungesygdomme, rygestop m.v.
Mad
Den mad, som serveres for ældre, skal være sund, nærende og varieret. Prisen skal være rimelig. Vi støtter gerne anvendelsen af økologiske råvarer.
I børnehaver og skoler skal der spises dansk mad, og vi accepterer ikke, at indvandrere skal bestemme, at der kun skal spises halal-slagtet kød.
Behandling af voldsofre
I det omfang kommunen skal tage hånd om borgere, der har været udsat for vold, skal behandlingen være i orden og prioriteres højt.
Psykisk syge
Medborgere med psykiske lidelser skal have adgang til hjælp og pleje i gode omgivelser. Dansk Folkeparti vil sikre det nødvendige antal bosteder.
Handicappede
Pleje og omsorg af ældre og handicappede er en kommunal opgave. Det skal sikre, at disse grupper af borgere får et værdigt og trygt liv med ens vilkår overalt i landet.