Pia Kjærsgaards ugebrev
- mandag den 17. december 2007
 

Stop volden! 

Den forgangne uge har været en af de mest voldelige i nyere danmarkshistorie. Der er nærmest ikke gået en dag, uden at der er blevet skudt med skarpt, og at nogen er blevet likvideret med enten skud eller knivstik. Lørdag rendte en vred og ukontrolleret misbruger rundt på Vesterbro og stak to uskyldige mennesker ned, herunder den ene så alvorligt, at han bliver lam, hvis han overlever. En mand blev stukket ihjel i Esbjerg. Indvandrerbander hærgede Taastrupgaard-bebyggelsen tidligere på ugen med omkring 75 projektiler affyret mod almindelige menneskers lejligheder, blot for at markere, at det er ”deres territorium”. Det var et mirakel, at ingen mistede livet.  

Det gjorde til gengæld en indvandrer på Nørrebro som følge af et bandeopgør natten til torsdag. Efter at den unge mand med forbindelse til indvandrerbandemiljøet blev likvideret med koldt blod på Nørrebro, mødte hans venner og bekendte op på Rigshospitalet – bevæbnede og klar til at fortsætte krigen der. Natten til søndag blev en ung kvinde voldtaget i Sønderborg – og umiddelbart inden havde to nye EU-borgere fra Bulgarien indrømmet at stå bag den ufatteligt rå kidnapningsvoldtægt, hvor en mand fik bank og kæresten tvunget ind i en bil. 

Den eskalerende vold er skræmmende, og det mest ubehagelige er næsten den selvfølge, med hvilken mange mennesker i de kriminelle miljøer er bevæbnede og parate til at bruge deres våben ved den mindste anledning. Tilfældige forbipasserende og beboere i de ”forkerte kvarterer” er nærmest prisgivet de hæmningsløse kriminelles luner.  

Forholdene blev så groteske i ugens løb, at sammenrendet af integrationskonsulenter og andre eksperter, der normalt kritiserer Dansk Folkeparti for ”tonen” i debatten, pludselig krøb til korset og bekendte, at vi står foran et stort problem med ”utilpassede” udlændinge. Indvandrerbanderne bliver stadig flere, større og mere afstumpede, og de mange eksperter har intet, der minder om en løsning i ærmet. Socialdemokraterne, som aldrig tøver med at bøje af, når problemerne med udlændinge og konsekvenserne af indvandringen bliver for store, foreslog sågar, at man skulle give banderne frit lejde, hvis bare de afleverede deres våben og lovede bod og bedring! Respekten for ofrene for bandeterroren er til at overse hos socialdemokraterne, mens det samtidig er rystende, at socialdemokraterne stadig mener, at svaghed og eftergivenhed skulle være løsningen på voldsomme kriminalitetsproblemer. 

Det er ekstra sørgeligt at konstatere, at en meget stor del af den vold og usikkerhed, der nu er blevet dagligdags, skyldes forkerte politiske beslutninger. EU-udvidelsen og de åbne grænser betyder, at kriminelle fra Østeuropa strømmer ind over grænsen, begår grov kriminalitet og er involveret i handel med narkotika og våbensalg. Grænsebevogtningen er nedlagt, og de østeuropæiske kriminelle ved, at de relativt lave danske straffe gør det attraktivt at begå kriminalitet i vores ellers fredelige og velstående land. Det skal ses i sammenhæng med, at EU truer med nye udvidelser med staterne på Balkan, der for nyligt var præget af krig og ufred og derfor flyder over med våben og krigstrænede unge mænd. 

Indvandrerbanderne er nu i bogstaveligste forstand trængt ind i danskernes stuer i den bedste sendetid. Enten som det skete for beboerne i Taastrupgaard i form af byger af kugler, der fløj de chokerede beboere om ørerne, eller via tv-skærmen, hvor danskerne med hovedrysten modtager de seneste nyheder om bandernes hærgen og skyderier på åben gade, overfald på buskontrollører –  nu også på deres private adresser – eller ved at stene brandmændene, der rykker ud for at slukke de mange brande, der antændes i indvandrerghettoerne. Den udvikling er lige så uacceptabel som den er forudsigelig. 

Derfor skal vi have flere betjente på gaderne, og vi skal have gjort bandemedlemmerne det klart, at konsekvenserne af deres grænseløse adfærd er hårde og falder prompte. 

Dansk Folkeparti har fremsat forslag om at få 2.000 ekstra betjente på gaden. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok, fordi det er nødvendigt at dæmpe uroen øjeblikkeligt. I den forgangne weekend har Københavns Politi været meget synligt i bybilledet, især i nattetimerne, hvor meget uro traditionelt udspiller sig. Der er blevet udført flere hundrede visitationer, og ifølge politiet selv har deres massive tilstedeværelse medvirket til at holde volden og uroen nede. Det er jeg ikke i tvivl om er tilfældet. 

Årtiers letsindig indvandringspolitik kombineret med åbne grænser og en stigende accept af voldelig adfærd hos en del unge mennesker og deres forældre, som vi har set det fra ungdomshusets brugere, betyder, at volden er eskaleret i hele samfundet. Det gælder naturligvis volden i nattelivet, men den er også vendt mod offentligt ansatte, politi og redningsfolk og tilfældige ofre, der bare befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, når kuglerne hviner rundt i gaderne. 

Dansk Folkeparti fik ved det netop overståede folketingsvalg et overbevisende mandat af vores mange vælgere til at gøre noget ved den eskalerende vold. Politiet skal derfor fortsætte deres nye strategi med at visitere vidt og bredt, og via massiv tilstedeværelse i urocentrene lægge en naturlig dæmper på gemytterne. Vi kommer heller ikke uden om at få flere betjente på gaden over hele landet og døgnet rundt. Her må regeringen komme os i møde og reagere hurtigt.  

Danskerne skal vide, at de kan ringe til politiet, når der opstår uro og problemer, og politiet skal vide, at der er mandskab nok til at rykke ud, når det er brænder på. Jeg misunder ikke politiet, som nu skal tage kampen med årtiers forfejlede indvandringspolitik og tæmme de fuldstændigt grænseoverskridende indvandrerbander, der opfører sig som var de i Libanon under borgerkrigen. Men der er ingen vej uden om: Volden skal stoppes nu. 

Med venlig hilsen 

Pia Kjærsgaard

 Tilbage
 Print