Pia Kjærsgaards ugebrev

- mandag den 27. februar 2012

Dansk Folkeparti lancerer i dag en kampagne for en dansk folkeafstemning om dansk deltagelse i europagten. Den kommer til at vare fire uger, og Dansk Folkepartis budskab ”spørg folket” vil være synligt overalt i gadebilledet.

Motivet er EU, der klemmer Danmark med sin klamme, blågule hånd.

Den røde regering og de øvrige EU-begejstrede partier mener tilsyneladende, at det sidste ord i den sag ER sagt. Flere gange har regeringen med et ekko fra EU gentaget, at Danmark ikke kommer til at afgive suverænitet. Men det forekommer underligt, al den stund EU får ret til at vende tommelfingeren opad eller nedad til den danske finanslov, som ellers udelukkende er et anliggende for folkevalgte danske politikere.

Den røde regering og dens EU-venner ved kun alt for godt, at et stort flertal af danskerne ville stemme nej, hvis euroen kom til afstemning her i landet. Meningsmålinger har vist, at mere end to tredjedele af danskerne er modstandere af den fælles valuta. Måske fordi de ser, hvordan euroen i disse dage klemmer alt liv ud af Grækenland og den hårdt prøvede græske befolkning, der enten forlader landet eller stiller op op i køen foran suppekøkkenet.

Men de EU-begejstrede danske partier har gennem en menneskealder valgt at vende det blinde øje til danskernes sunde EU-skepsis. I tilhængernes bog er enhver EU-modstand nemlig direkte farlig og vil uundgåeligt fremmane nationalismens spøgelse. Så når den røde regering vil have ikke-eurolandet Danmark gjort medansvarlig for euroens fremtid og underlægge os en utopisk budgetdisciplin, som kun en lille håndfuld EU-lande kan leve op til, er der tale om politisk hjerteblod.

Danskerne er ganske enkelt for dumme, mener man. De hverken vil eller kan fatte vigtigheden af EU. De har ikke forstået, at EU i sin nuværende centralistiske udgave er vores eneste redning. Sådan ræsonnerer den røde regering og det EU-begejstrede Venstre. Aldrig har den tanke strejfet dem, at danskerne måske netop fra begyndelsen har haft den helt rigtige mavefornemmelse. Ganske som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”.

Nu er det vel i grunden svært at beskylde danskerne for at være i besiddelse af den brølende og aggressive form for nationalisme, der kastede Europa ud i to ødelæggende verdenskrige. Ikke desto mindre hives nationalismens skræmmebillede altid frem af mølposen, når EU-skeptikere eller modstandere tillader sig at så tvivl om EU-projektets bæredygtighed eller det demokratiske sindelag hos de ikke-folkevalgte kommissærer i Bruxelles.

Så snart talen falder på EU, lader de danske tilhængerpartier ganske enkelt som om flertallet af danskerne slet ikke eksisterer. De fejes ind under gulvtæppet – i bedste fald som tåbelige ignoranter, i værste fald som utaknemmelige kværulanter.

Men siden 1972 har vi dog haft en tradition for at følge grundloven. Det kunne ikke en gang de mest forbenede EU-fanatikere løbe fra. Derfor er den danske befolkning i modsætning til de fleste europæere blevet spurgt, hver gang Danmark tilsluttede sig en traktat, som medførte suverænitetsafgivelse.

Tilhængerne har imidlertid sjældent brudt sig om resultaterne af disse afstemninger. Slet ikke, da danskerne den 2. juni 1992 sagde nej til Maastricht-traktaten – og heller ikke da man i 2000 forsøgte at få danskerne til at ændre meninger om et af de fire forbehold, der ellers fik unionen til at ”glide ned” ved afstemningen om Edinburgh-traktaten den 18. maj 1993.

Afstemningen om euroen i september 2000 var en lammende øretæve til tilhængerne. Så lammende, at de reelt ikke har turdet lade danskerne stemme siden. En tid så det ud som om, vi skulle stemme om EU-forfatningen i september 2005, men efter hollændernes og franskmændenes nej nogle måneder forinden, blev afstemningen taget af bordet. Da den kosmetisk moderede forfatning så dagens lys i form af Lissabon-traktaten, undlod man behændigt at spørge danskerne.

Nej, tilhængerne tør ikke længere høre folkets stemme. Dermed indrømmer de også indirekte, at EU er et højst ufolkeligt projekt, der intet har med europæernes hverdag at gøre. Men den danske grundlov kan tilhængerne ikke manipulere med. Og derfor mangler vi stadig en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af suverænitetsafgivelse i forbindelse med en dansk tilslutning til europagten. Den skylder regeringen ikke alene danskerne, men også den grundlov, som den har skrevet under på at ville overholde.

Det nyttet ikke med at par uldne formuleringer om, at Danmark ”nok” ikke vil blive mødt med sanktioner i tilfælde af dårlig budgetdisciplin – og at vi nok kommer med til alle møderne. Vi har krav på klare svar. Kan Danmark idømmes bøder, ja eller nej? Vi taler trods alt om bøder på op til 0,1 procent af bruttonationalproduktet.

Er regeringen og et flertal i Folketinget parat til at tage dette ansvar på sig – uden at have belyst konsekvenserne? I Dansk Folkeparti siger vi klart nej. Danskerne skal høres. Det gælder vores nationale selvbestemmelse. Det gælder vores fremtid som selvstændig nation. Jeg håber derfor, at vores kampagne vil sætte skub i den debat, regeringen for alt i verden vil undgå.

Pia Kjærsgaard