Christiansborg 2009
7. Socialpolitik

Opbygningen af velfærdssamfundet indledtes med socialminister K. K. Steinckes socialreform i 1933. Reformen var et opgør med det forhadte skønsbaserede system – populært betegnet fattighjælp. I perioden oprettedes der i Danmark et såkaldt universelt velfærdssystem – et system baseret på lige adgang til ydelser for alle borgere – i modsætning til det forsikringsbaserede system, som eksempelvis kendes fra ikke-skandinaviske lande.

Dansk Folkeparti ønsker at bibeholde et velfærdssamfund, hvor de sociale ydelser tildeles som behovsrelaterede ydelser såvel som rettighedsbaserede generelle ydelser, der tilfalder hele befolkningen. Forudsætningen for, at den danske velfærdsmodel også i årene fremover vil nyde den nødvendige opbakning i befolkningen, er, at der i samfundet er den nødvendige solidaritet og sammenhængskraft. Et uhomogent samfund vil aldrig være i stand til at opretholde en velfærdsmodel, hvor anseelige beløb omfordeles mellem forskellige befolkningsgrupper.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at et samfund er bedst tjent med, at der ikke er store økonomiske eller kulturelle skel i befolkningen. Statens opgave er således at udligne skellene befolkningen imellem efter devisen om, at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder.

Viljen til at betale en forholdsvis høj skat er afhængig af, at sammenhængskraften i samfundet er til stede. Samfundets sammenhængskraft afhænger af mange forskellige faktorer, men undersøgelser viser, at et af de væsentligste forhold er, at indbyggerne i et samfund overordnet har nogenlunde samme værdier og holdninger. Muligheden for at opretholde det danske velfærdssamfund skal således ses i sammenhæng med opretholdelsen og udbygningen af en stram udlændingepolitik, der sørger for, at kun personer med rimelig adkomst til Danmark får adgang til landet. Samtidig bør velfærdsgoderne fordeles på en måde, der betyder, at skatteborgerne har tillid til, at nytilkomne ikke omgående får del i og ret til samme ydelser som de borgere, der i årevis har finansieret velfærdssamfundet, men forpligtes til at yde en indsats i det danske samfund forud herfor. Opretholdelsen af samfundets sammenhængskraft er således afgørende for velfærdsstatens overlevelse.

Dansk Folkeparti mener, at det er det offentliges fornemste opgave at sørge for, at ingen borger lades uforskyldt i stikken. Indsatsen for at forbedre forholdene for fysisk, psykisk, socialt udsatte og truede personer skal derfor forstærkes. Det skal ske dels gennem et omfattende netværk af forebyggende og behandlende sociale foranstaltninger, herunder revalidering, psykologisk og psykiatrisk bistand, dels ved at disse grupper i det omfang, de ikke er i stand til at varetage et almindeligt arbejde, tildeles offentlige ydelser på et rimeligt niveau, der muliggør, at udsatte grupper ikke i tilslutning til deres problemer skal bekymre sig om manglende økonomisk formåen.

Alle, der har evnerne og muligheden for at indgå på arbejdsmarkedet, skal tilskyndes hertil. Særligt er det afgørende, at indvandrerne – herunder specielt indvandrerkvinderne – indgår på arbejdsmarkedet i et helt andet omfang end tilfældet hidtil har været. Der er en stor uudnyttet arbejdskraftressource hos indvandrerne, som ikke hidtil er blevet aktiveret, fordi der er udvist for stor tolerance over for hjemlandenes kultur og traditioner, der indbefatter, at kvinden som hovedregel skal være hjemmegående.

Langt de fleste borgere, der har gået ledige i en rum tid, oplever det som en stor befrielse at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er et fåtal af danske ledige, der nærer ønske om at leve deres tilværelse i lediggang. Mange oplever det imidlertid som en uoverstigelig forhindring at skulle søge et job. En del har et begrænset socialt netværk, der vanskeliggør jobsøgningsprocessen. Kommunerne skal sammen med jobcentrene derfor forpligtes til gennem en håndholdt indsats og efter en individuel vurdering at målrette aktiverings- og jobtilbud efter den enkelte kontanthjælps- eller dagpengemodtagers evner og muligheder herunder også ved opsøgende arbejde over for de enkelte virksomheder. De ledige skal opkvalificeres, så de er bedre rustede til at kunne besætte de stillinger, der er ubesatte.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at dagpenge- og kontanthjælpssystemerne udgør et helt centralt element i det samlede velfærdssystem. Udgangspunktet skal altid være, at personer, der modtager offentlig forsørgelse og som ikke er syge, står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Niveauet for ydelser i dagpenge og kontanthjælpssystemet skal muliggøre en god livsførelse. Manglende økonomisk formåen skal ikke slutte sig til de problemer, som den ledige i forvejen har på grund af den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Motivationen til at deltage på arbejdsmarkedet skal ikke hentes ved at reducere ydelsesniveauet i dagpenge- og kontanthjælpssystemet, men alene gennem skattemæssige begunstigelser af erhvervsaktive f.eks. i form af et forøget beskæftigelsesfradrag. For ethvert menneske er det utroligt givende at deltage aktivt på arbejdsmarkedet, idet tilknytningen til arbejdsmarkedet forbedrer muligheden for at indgå i sociale relationer og netværk og dermed virker fremmende for ens sociale liv.

Omfanget af velfærdspolitikken har været genstand for livlig politisk diskussion i Danmark, men det har ikke været betvivlet, at en stor omfordeling fra rig til fattig i et samfund har tre afgørende forudsætninger: Nemlig at alle bestræber sig for at trække på samme hammel, at velhavende ikke rejser bort, og at udlændinge ikke kan komme til landet og straks gøre krav på penge til livets opretholdelse.

Dansk Folkeparti er modstander af den manglende grænsekontrol og vil arbejde for, at den eksisterende velfærdsmodel fastholdes for de mennesker, som har deltaget i at skabe den, og som tilslutter sig de kulturelle forudsætninger for det danske samfund.

Dansk Folkeparti vil kæmpe imod, at danske borgere fratages de rettigheder, de selv har skabt ved deres arbejde og skattebetaling. Enhver ligestilling af danske skatteborgere med udlændinge, som ikke har bidraget til det danske velfærdssystems opbygning, indebærer en udhuling af velfærdssystemet og et øget skattetryk.

Danske borgere, som tager ophold i udlandet, erhverver ingen ret til at modtage sociale ydelser fra forsikringssystemer, de ikke har deltaget i, hvilket er helt naturligt. Dansk Folkeparti er tilhænger af, at udlændinge, der får ophold i Danmark, tilsvarende henvises til særlige forsikringsordninger.

Førtidspension

Borgere, der vurderes ikke at have nogen arbejdsevne, skal tildeles førtidspension. Disse personer skal ikke fastholdes i et kontanthjælpssystem, der er målrettet mennesker, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Førtidspensionen skal være ens og højere for alle, uafhængigt af hvornår førtidspensionen er blevet tilkendt.

Mulige førtidspensionister må ikke presses igennem et langt, udsigtsløst og opslidende forløb med arbejdsprøvninger, revalideringer mv. Dette kan yderligere undergrave den i forvejen sårbare sociale og fysiske situation. Fleksibiliteten og hensynet til mennesket skal sættes i højsædet.

Skulle der på et senere tidspunkt opstå mulighed for, at den pågældende på trods af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har mulighed for og lyst til at udnytte sin arbejdsevne, skal det sikres, at dette kan lade sig gøre. Dansk Folkeparti ønsker et rummeligt arbejdsmarked, således at personer med nedsat arbejdsevne, ved hjælp af de nødvendige støtteforanstaltninger og hjælpemidler kan klare et fleksjob eller andre former for jobtilbud, og dermed kan blive helt eller delvis selvforsørgende. Men det skal ske uden pres fra de kommunale sagsbehandlere.

Handicappede

Handicappede har krav på et værdigt og trygt liv – både i økonomisk og menneskelig henseende. Handicappede skal i størst muligt omfang sidestilles med personer uden handicap. Det gælder f.eks. i forhold til uddannelse, bolig og arbejdsmarked. Sidstnævnte forudsætter naturligvis, at den handicappede selv har lyst til at indgå på arbejdsmarkedet.

Handicappede skal have krav på et uddannelsestilbud, der er tilpasset den pågældende. Det samme gælder i forhold til boliger. Arbejdsmarkedets parter bør i størst muligt omfang arbejde for at skabe plads til handicappede medarbejdere på virksomhederne.

I den danske lovgivning eksisterer der et forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Der er behov for, at handicappede tilgodeses gennem et decideret diskriminationsforbud, der giver alle med et handicap en lovfæstet ret til ikke at blive diskrimineret i adgangen til offentlige og private ydelser. Derfor forestiller Dansk Folkeparti sig en rettighedslovgivning, som forhindrer, at handicappede forskelsbehandles.

Et handicap kan undertiden være en stor belastning i hverdagen. De merudgifter, som et handicap medfører, skal kompenseres fuldt ud fra det offentliges side.

Familier, hvor forældrene eller børnene er handicappede, skal sikres den nødvendige hjælp og støtte. Yngre handicappede skal have krav på et egnet botilbud blandt jævnaldrende.

At en handicappet når folkepensionsalderen medfører ikke, at handicappet forsvinder. Derfor skal handicappede også efter, at folkepensionsalderen er nået, modtage de samme handicapkompenserende ydelser som hidtil.

Ældrepolitik

Generationernes samvær og sammenhold er en vigtig faktor for at skabe tryghed og indbyrdes forståelse og for at opretholde de fælles normer og værdier. Et samfund, hvor de forskellige aldersgrupper kender hinandens vilkår, behov og problemer, har sammenhængskraft og stabilitet.

Vore ældre skal tilbydes gode og trygge rammer for deres alderdom. Ingen ældre mennesker i Danmark bør lide økonomisk nød. Vi har meget at takke den ældre generation for, og de skal belønnes med en høj folkepension, en velfungerende hjemmepleje, en effektiv sundhedssektor – herunder sundhedscentre målrettet geriatriske sygdomme – og et righoldigt udvalg af forskellige boligformer.

Dansk Folkeparti vil derudover prioritere den forebyggende indsats - for at mindske de problemer, der ofte melder sig, når mennesker bliver ældre - højere end tilfældet er i dag.

Ensomhed er et voksende problem for ældre mennesker, fordi familierne ofte er spredt geografisk, og fordi flere mennesker allerede mens de er aktive på arbejdsmarkedet vælger at bo alene. Mange bekendtskaber er knyttet til arbejdslivet, og ikke alle er lige gode til at holde fast i bekendtskaberne ved overgang til pension. Det er derfor vigtigt, at samfundet skaber gode muligheder for kommunikation mellem mennesker.

Derfor vil Dansk Folkeparti arbejde for på sigt at gøre al offentlig transport gratis for personer over en given alder.

Ved planlægningen af byggeriet af ældreboliger skal der søges etableret nærmiljøer, der fremmer kontakten mellem beboerne. Det skal ligeledes sikres, at ældre har billig adgang til at benytte det offentlige transportnet eller særlige kørselsordninger.

Mennesker over pensionsalderen udgør et stort aktiv for samfundet. Samfundet skal sørge for, at der er et righoldigt udbud af aktiviteter for ældre mennesker. Folkepensionen skal ikke stå i vejen for, at ældre mennesker, der har tid og lyst, kan arbejde. Personer, der nærer ønsker om at blive på arbejdsmarkedet i større eller mindre grad, skal naturligvis have mulighed herfor – også uden at blive trukket i deres ydelser.

Ældres helbred bliver stadigt bedre. Kommunerne skal imidlertid fortsat fokusere på den forebyggende indsats. Sundhedscentre kan med fordel varetage opgaver i relation hertil.

Med Dansk Folkepartis indtog på den politiske scene er årtiers tilsidesættelse af de ældres behov ophørt. Dansk Folkeparti har sikret store tilførsler af midler til pensionister, ældrepleje og ældre medicinske patienter. Dansk Folkeparti vil fortsat sørge for at forbedre vilkårene for vore ældre, både for så vidt angår den ældres økonomiske forhold som inden for plejesektoren.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at forskellene på den ældrepleje, som forskellige kommuner tilbyder, er blevet for stor. Dansk Folkeparti finder det derfor nødvendigt at indføre kommunale minimumskrav, så der sikres et acceptabelt serviceniveau i hver enkelt kommune. Mindstekravene skal ligge på et højt niveau, så staten dermed sikrer en ordentlig og rimelig ældrepleje.

Kommunerne skal naturligvis fortsat have mulighed for at levere en bedre service end det kræves i minimumskravene, og Dansk Folkeparti vil også på kommunalt plan medvirke til en forbedring af forholdene for de ældre. Den ældre bør med rette kunne stille krav om minimum et dagligt bad, ugentlig støvsugning og vask samt minimum to ugentlige gåture i selskab med hjemmehjælperen.

Folkepension

Stadig flere folkepensionister lever et godt liv og har i kraft af pensionsopsparinger og udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension også en god økonomi. Imidlertid er der stadig ældre, der på trods af den supplerende pensionsydelse, stadig har et meget lavt rådighedsbeløb. Det danske samfund skylder de mennesker, der gennem et livs arbejdsindsats har skabt forudsætningerne for vore dages samfund, at de kan leve en tryg tilværelse, også økonomisk. Derfor ønsker Dansk Folkeparti fortsat at forbedre vilkårene for de vanskeligt stillede pensionister eksempelvis gennem en gradvis forøgelse af den supplerende pensionsydelse.

Hjemmehjælp

Dansk Folkeparti finder, at det er et nødvendigt led i en tidssvarende ældrepolitik, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til at imødekomme behovet for kvalificeret hjemmehjælp.

Der skal sikres plejepersonalet væsentligt bedre løn- og arbejdsvilkår, således at erhvervet kan tiltrække endnu flere stabile og dygtige medarbejdere end i dag. Plejepersonalet udfylder en afgørende funktion i det danske samfund, og deres arbejdskraft kan ikke erstattes af udenlandsk arbejdskraft, ligesom nærvær og indføling skal være blandt de egenskaber, som plejepersonalet besidder – også derfor må arbejdet ikke blive et lavstatusområde.

Personalet bør bestå fortrinsvis af mennesker, som har gennemgået en social- og sundhedsuddannelse. De skal have arbejdsforhold, der gør det muligt for dem at yde en medmenneskelig indsats, som både de ældre og hjemmehjælperne selv kan være tilfredse med.

Den enkelte ældre skal i størst muligt omfang være med til at tilrettelægge hjemmehjælperens tid i hjemmet. Der skal være tilstrækkelig tid til, at hjemmehjælperen kan yde en personlig hjælp herunder at hjælperen naturligvis har tid og ro til også at tale med den ældre.

Hjemmehjælperes indsats skal ikke måles i minutter og sekunder men altid i brugertilfredshed. Derfor er der behov for et opgør med tidstyranniet i hjemmeplejen. Den ældre må aldrig føle, at vedkommendes hjem reduceres til en arbejdsplads. Dansk Folkeparti er imidlertid naturligvis tilhængere af at indføre tekniske hjælpemidler – herunder scannere – som kan lette hjemmehjælpernes arbejde.

Det skal tilstræbes, at det er den samme hjemmehjælper, som fast kommer hos brugeren, og det skal garanteres, at hjemmehjælpen ikke svigter under sygdom og ferie. Den enkelte ældre skal sikres en fast kontaktperson i hjemmeplejen, som den ældre kan henvende sig til, hvis vedkommende er i tvivl om plejemæssige forhold.

Klagerådene kontrollerer hjemmehjælpen, men har for lidt kontakt med personalet og brugerne. Det bør pålægges klagerådene – mindst én gang om året – at foretage en brugerundersøgelse, hvor svarene går direkte til klagerådets medlemmer udenom den sociale administration.

Desuden bør klagerådene være sikret viden om, hvem der udfører hjemmehjælpen hos den enkelte bruger på et hvilket som helst tidspunkt. Denne oplysning nægter mange kommuner at give klagenævnet.

For at undgå kriminelle elementer i hjemmeplejen bør det være obligatorisk, at kommunen ved ansættelsen indhenter en offentlig straffeattest hos politiet, som dækker de sidste 5 år. Straffe for tyveri og vold bør automatisk medføre, at hjemmehjælperen ikke bliver ansat, heller ikke som vikar. Ny straffeattest skal indhentes hvert 5. år.

Hospitaler

I betragtning af, at ældre ofte har komplicerede og sammensatte sygdomme, må der stilles krav om tværfaglig og koordineret indsats mellem sygehusenes faggrupper, specialister, kommuner og praksissektoren.

Ældre medborgere skal så vidt muligt tilbydes enestuer eller tosengsstuer på hospitalerne. Ældre mennesker har brug for ro omkring sig for at kunne restituere oven på en sygdom.

Plejehjem, plejebolig og ældreboliger

Fra 1990 til 2006 blev der 34.423 flere ældre på 80 år eller mere, medens antallet af plejehjem og ældreboliger ikke er steget tilsvarende. Det betyder frasortering af mange, som har et berettiget krav om en plejehjemsplads. Kommunerne tilbyder i stedet hjemmehjælp, som gives til ca. 200.000 personer. En del ældre, som således må blive i eget hjem, bringes herved i en situation, som er uværdig for dem, men også for hjemmeplejen, som ikke er i stand til at yde den hjælp, der er behov for.

Antallet af plejehjemspladser ligger klart under, hvad der er behov for. Mange ældre har lyst til samvær med andre ældre mennesker. Derfor skal der være et retskrav på en plejehjemsplads.

Dansk Folkeparti vil arbejde for at oprette egentlige alderdomshjem, hvor også sunde og raske ældre kan tilbringe deres otium. Rammerne skal være tidssvarende med bedre faciliteter og et større kvadratmeterantal, end det har været vanligt.

De svageste ældre vil nyde godt af at være sammen med mere robuste ældre mennesker. Og stemningen på alderdomshjemmene vil blive bedre, når der også er åndsfriske ældre til stede. I dag har mange plejehjem desværre udviklet sig til en slags endestation – et sted man bliver placeret, når der ikke er andre muligheder.

For at der kan skabes et godt og trygt miljø for menneskers livsaften, må der stilles meget store omsorgsmæssige kvalitetskrav til plejehjemmene.

Bruger- og pårørenderådene skal have større kompetence, og Dansk Folkeparti mener derfor, at der skal etableres egentlige bestyrelser på de kommunale plejehjem, hvori disse kan indgå som medlemmer.

Embedslægens tilsynsbesøg skal også omfatte omsorg og pleje sammen med det rent sundhedsfaglige tilsyn, der således bliver mere helhedsorienteret. Men det er vigtigt, at der udover embedslægens tilsynsbesøg foretages jævnlige tilsyn af uvildige personer, der er kyndige på omsorgs- og plejeområdet.

Udlicitering

Dansk Folkeparti ser med skepsis på resultaterne af udliciteringen af ældreplejen. Det skyldes ikke, at de privatansatte er dårligere til at løse opgaverne end de offentligt ansatte men, at der i realiteten kun udliciteres for at spare penge.

Det er uomgængeligt nødvendigt, at der fastsættes klare kvalitetskrav, og der bør i licitationsmaterialet indgå beskrivelse af de arbejdslønninger, der er nødvendige for at gennemføre opgaverne.

Ved udliciteringen hviler ansvaret fortsat på kommunen, og kontrolsystemerne må naturligvis gælde i samme omfang som ved ydelser fra de kommunale tjenester.

I tilfælde hvor der overvejes udlicitering, skal det til enhver tid sikres, at udliciteringen medfører bedre forhold for vore ældre medborgere.

 Tilbage
 Print