Pia Kjærsgaards ugebrev
Mandag den 17. maj 2010
Snart dages det, Brødre?
Det ligner unægtelig en ny alliance af de helt store. Fagbevægelsen hånd i hånd med Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Men ikke nok med det; lanceringen af Socialistisk Folkepartis og Socialdemokratiets Store Plan ”En Fair Løsning” foregik symbolsk i kapitalismens hellige haller i Børsen. Signalet er klart: Vi kan være venner med alle, såvel fagbevægelsens top som arbejdsgiverorganisationerne.
Jeg skal ikke gå i detaljer med selve økonomien i Den Store Plan, men vil nøjes med at konstatere, at den har fået ganske drøje hug med på vejen. For det første leverer den ingen svar på de kortsigtede og ganske alvorlige økonomiske udfordringer, som Danmark står over for, og for det andet vil den blæse den offentlige sektor endnu mere op. Der er tale om en plan til samlet 48,5 milliarder kroner, hvoraf 15 milliarder skal skaffes ved hjælp af de snart berømte 12 minutters ekstra arbejde til danskerne om dagen. Som jo også betyder en time mere om ugen, eller at man skal afgive en uges ferie om året.
Hvordan beregningen er foretaget, og hvordan man egentlig regner ud, hvornår lønmodtagere har arbejdet 12 minutter mere, har jeg svært ved at se. Mange af lønmodtagere kan næsten ikke løbe hurtigere, end de allerede gør, og stadig flere tager endda arbejdet med hjem, hvorved arbejde og fritid flyder sammen til en stor masse. Men Den Store Plan ligger fast, og fagbevægelsens top i skikkelse af LO-chefen Harald Børsting er helt med på idéen.
Som det fremgik af en interessant artikel i Politiken Søndag, havde man internt i S og SF længe håbet, at ”ti minutters” mere arbejde ville være tilstrækkeligt, fordi det lå bedre i munden og virkede mere spiseligt for fagbevægelsens medlemmer, men ti minutter var angiveligt ikke nok til at lukke milliardhullet i planens finansiering. I samme artikel nævnes det i øvrigt, at det var magtpåliggende for LO at vente med planen, indtil overenskomsterne var endeligt stemt hjem. Utvivlsomt en fornuftig beslutning.
Er denne nye forbrødring mellem fagbevægelsen og S-SF et fremskridt eller et tilbageskridt for fagbevægelsen? Iagttagere har peget på, at dele af fagbevægelsens top har set planen som en mulighed for at komme på banen igen efter en årelang ørkenvandring, hvor medlemmerne langsomt, men sikkert er sivet bort. Nu vejrer man endelig morgenluft. Men jeg vil påstå det modsatte: Toppens accept af planen mangler opbakning fra menige medlemmer og tillidsfolk, og den vil udvide kløfterne mellem top og bund.
Det begyndte for alvor ved sidste Kommunal- og Regionsrådsvalg, hvor fagbevægelsen gav kæmpe økonomiske tilskud til venstrefløjspolitikerne. Disse politikere ”betaler” nu tilbage i form af fagforeningsindflydelse på Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis politik.
Den Store Plan og de 15 milliarder kroner står og falder med de kommende trepartsforhandlinger mellem en eventuelt kommende S-SF-regering, fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne. Med andre ord er pengene ren fiktion. Ingen kan med sikkerhed sige, hvad organisationernes hårdtarbejdende medlemmer vil sige til at skulle løbe endnu hurtigere for at få Villy Søvndals og Helle Thorning-Schmidts økonomiske visioner til at hænge sammen.
Og planen vil ikke fjerne mange lønmodtageres forståelige lede ved fagbevægelsens forbrødring med en bestemt blok i dansk politik.
Jeg synes af flere årsager, at det er ærgerligt, at fagbevægelsen bryder med sin ellers øgede uafhængighed og politiske frihed. Jeg fornemmede, at der gennem de seneste år i fagbevægelsen havde bredt sig en forståelse af, at dens medlemmer nøjagtigt ligeså godt kunne stemme på Venstre og Dansk Folkeparti, og at tiden krævede et opgør med de tidligere så snærende bånd til venstrefløjen. Gennem årene har jeg talt med mange fornuftige fagforeningsfolk, og jeg har næsten hver gang fået den opfattelse, at det først og fremmest var deres medlemmers velfærd, der lå dem på sinde – og ikke hensyn til en bestemt partifarve.
Fagbevægelsens top skyder ikke alene sig selv i foden ved at levere støtte til ”En Fair Løsning” på medlemmernes vegne uden forudgående konsultation med baglandet – den ødelægger også det fordomsfrie samarbejde på tværs af partiskel, som har præget de sidste mange års konkrete arbejdsmarkeds- og velfærdspolitik. I stedet for forbedringer præsenterer den sine medlemmer for længere arbejdstider. ”En Fair Løsning” kommer dermed til at minde om 1930´ernes korporatisme-tankegang, hvor regering, fagbevægelse og arbejdsgivere samlet leverede planer for statens produktion.
Hertil kommer, at ”En Fair Løsning” udelader en masse vigtige finansieringskilder for fremtidens velfærd. Planen indeholder således ikke et ord om den gevinst, der ligger i at få gjort langt flere indvandrere aktive på arbejdsmarkedet. Den nævner ikke med et ord de øgede midler til velfærdsforbedringer, som ville være resultatet af effektivisering og afbureaukratisering i kommunerne. Nej, venstrefløjens bud på en ”fair løsning” er altid mere, mere og mere – i stedet for bedre, bedre og bedre.
Dansk Folkeparti har nægtet at lægge stemmer til regeringens bebudede besparelser i kommunerne på fire milliarder kroner. Det er ikke udtryk for en uansvarlig økonomisk tankegang, sådan som kritikere påstår - vi har anvist den umiddelbare finansiering ved at pege på såvel udlandsbistanden som indtægtsregulering af børnechecken, og/eller en begrænsning af antallet af hvor mange børn den kan gives til. Og på længere sigt findes der endnu flere finansieringsmuligheder gennem effektiviseringer og afbureaukratiseringer.
Hvad har kommunerne eksempelvis mest brug for? Hærskarer af kommunikationsrådgivere eller hjemmehjælpere? Hvordan skal kommunerne investere deres penge? På prestigeprojekter eller på kernevelfærdsydelser som skoler, børnepasning og ældreomsorg? Der findes mange muligheder, endnu flere bud på, hvordan tingene kan gøres bedre, og hvordan kvaliteten kan sættes i højsædet. I stedet for venstrefløjens tro på, at alt udelukkende er et spørgsmål om flere penge.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard