Massemorderen Anders Behring Breiviks syge manifest skal sættes op som en teaterforestilling på Caféteatret. En sådan opsætning kan naturligvis ikke forbydes, men det må være tilladt at pege på, hvor perverteret selve ideen er. For det første er der nærmest tale om en blåstempling af Breiviks ugerninger. For det andet afslører kunstnere en sygelig optagethed af det kriminelle og afsporede.
Desværre falder denne optagethed fint i tråd med den udbredte forkærlighed for alle lovovertrædere. Det være sig i medierne eller kunstverdenen.
Man kan for så vidt ikke bebrejde kunstverdenen, at den er optaget af kriminalitet , for medierne lefler dagligt for gerningsmændene, der fejres som en slags grænseoverskridende helte. Den ene dag læser man i et af formiddagsbladene et gribende portræt af en kriminel kvindehandler, der har importeret hundredvis af kvinder fra Østeuropa. Den næste dag er det indgående beskrivelser af massemorderen Peter Lundins kærlighedsliv, eller » Her er dit liv « med morderen Jørn » Jønke « Nielsen. Medierne undskylder det med » relevans « , og at de blot opfylder publikums ønsker.
Kunstverdenens undskyldning må være, at det bliver sværere og sværere at skabe opmærksomhed i en verden fuld af døde fisk i blendere, rådnende svinekroppe i montrer og lort på dåse.
Efter det feje islamistiske angreb på USA den 11. september 2001, udtalte den tyske komponist Karlheinz Stockhausen, at World Trade Centers fald nok var det » største kunstværk « nogensinde. Senere modererede han sine udtalelser ved at indrømme, at publikum nok ikke havde efterspurgt dette stykke kunst , som derfor måtte betegnes som en forbrydelse. Men Stockhausens udtalelser vidner om en farlig amoralitet i kunstverdenen.
Vi kan måske derfor i fremtiden forvente » Amagermanden « omsat til ballet, Brønderslevsagen i skikkelse af eksperimenterende scenekunst, eller en romantisk teaterforestilling i fire akter om Peter Lundins kærlighedsliv? Det værste er, at såvel kunstverdenen og medierne med deres behandlinger af kriminelle gerningsmænd er med til at udviske gerningsmændenes personlige skyld, for næsten altid søges forklaringerne på deres handlinger i det omgivende samfund. Det skal derfor slås fast med syvtommersøm, at Breivik udmærket var klar over, hvad han gjorde. Beslutningen om at myrde løs på Utøya var hans alene. Begreberne » godt eller ondt « eksisterer hverken i medierne eller kunstverdenen, men derimod den ene vanvittige forklaring efter den anden, der skal forklare det uforklarlige.
Men ved at afskaffe en grundlæggende sondring mellem godt og ondt, afskaffer man også det personlige ansvar og den personlige skyld. Som i tilfældet Anders Behring Breivik.
