Dansk Folkepartis ugebrev

Sagen fra Esbjerg bør åbne vore øjne

De fleste danskere er med rette blevet chokerede over, hvordan det gennem 23 år er lykkedes for en pædofil familiefar i Esbjerg at skjule sig for myndighederne, mens han på bestialsk vis har forgrebet sig på ni børn – tilmed under anvendelse af vold og trusler. Hvordan kunne det foregå over så lang tid? Hvorfor greb ingen ind?

Meget tyder på, at de ansvarlige myndigheder er alt dårlige til at opdage disse sager. Endvidere er dette ikke det første eksempel på, at forældre, der mishandler børn, med succes har kunnet flytte rundt i landet uden at blive opdaget, fordi kommunerne er for dårlige til at kommunikere med hinanden. Men i dette særlige tilfælde blev Esbjerg Kommune tilsyneladende først informeret om sagen, efter at manden havde siddet fængslet i over et år.

Pædofili er en af de værste og mest modbydelige forbrydelser, der findes. Børn, som udsættes for seksuelle overgreb, er i mange tilfælde ødelagte for resten af livet. Derfor er det afgørende, at vi går endnu videre med indsatsen imod pædofili. Det er glimrende, at der er indført børneattester, og at det ikke længere er frivilligt for eksempelvis børnehaver og idrætsklubber at rekvirere en attest.

Men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt. Hvordan forebygger vi, at løsladte pædofile ikke falder tilbage og hengiver sig til deres perverse lyster? Det er på høje tid, at vi beskæftiger os indgående med denne problemstilling. Hvor stor en procentdel af dømte pædofile gentager deres handlinger efter løsladelsen?

I Danmark har man været meget tøvende med at anvende medicinsk kastration af pædofile, selv om en undersøgelse fra Kriminalforsorgen har vist, at ud af 36, som mellem 1989 og 2000 blev behandlet medicinsk med kønsdriftsdæmpende medikamenter, begik ingen fornyet sædelighedskriminalitet.

Indvendingerne mod medicinen har gået på, at de behandlede bliver sløve og ligeglade, eller i andre tilfælde bliver voldelige, hvilket ikke er bevist. Og bør vi her ikke først og fremmest have ofrene – helt uskyldige børn – for øje? Er børnenes tarv ikke det allervigtigste? To ud af tre dømte for sædelighedsforbrydelser afsoner uden behandling af deres hang til sex med børn.

På det forebyggende område er vi nået et godt stykke, men hvad gør vi ved de allerede dømte, som ad åre skal sluses tilbage til en tilværelse i samfundet igen? Hvordan forhindrer vi mest effektivt, at de gentager deres syge handlinger?

For det første skal vi have helt styr på recidivprocenten – det vil sige, at vi skal have kortlagt antallet af pædofilidømte, som efter deres løsladelse på ny forgriber sig på børn. Dernæst skal alle pædofilidømte som udgangspunkt tvinges til behandling med kønsdriftsdæmpende medicin.

Kriterierne for tvangsbehandling af pædofile har hidtil været overordentligt strenge.

Kun hårdkogte sædelighedsforbrydere er kommet i betragtning til medicinsk kastration, og kun hvis man har vurderet, at faren for gentagelser var overhængende. Dette syn på medicinsk kastration bør underkastes en revision.

For Dansk Folkeparti udgør børnenes tarv omdrejningspunktet i indsatsen mod de pædofile. Det vil med andre ord sige, at børnenes velbefindende ligger os mere på hjerte end de pædofiles udfoldelsesmuligheder, der skal begrænses med alle til rådighed stående midler. Ved enhver form for sædelighedsforbrydelse skal der indgå et behandlingsforløb, og anvendelsen af medicinsk kastration skal ske langt hyppigere.

Socialdemokratiet har erklæret, at der skal indføres tvang i behandlingen af pædofile. Dansk Folkeparti tager dem på ordet og genfremsætter et tidligere fremsat forslag, som vi forventer vil opnå støtte. Ikke alene ønsker vi tvungen behandling. Vi kræver også, at pædofile skal kunne underkastes opsyn efter deres løsladelse, og at tvangsbehandlingen med eksempelvis kønsdriftsdæmpende medicin skal kunne fortsættes efter løsladelsen, så den får den fulde virkning.

Indsatsen mod pædofili er en kombination af forebyggelse, straf og behandling. Forebyggelsen skal gøre det så svært som muligt for pædofile at få adgang til børn. Straffen skal indikere, at der er tale om en meget alvorlig forbrydelse, ligesom den skal styrke befolkningens og ofrenes retsfølelse. Behandlingen skal efterfølgende sikre, at den pædofile ikke fortsætter sine ugerninger.

Måske sagen fra Esbjerg er den øjenåbner, der skal til.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup