Løbet er kørt - det lader til, at der nok ikke er noget at gøre ved det ...

Det resignerede, det opgivende - det er det, der kendetegner politikere i ind- og udland, når talen falder på Kosovo. Man er grundig træt af den konflikt og irriteret over, at serberne ikke bare hyggeligt vil tilpasse sig den nye tingenes tilstand. Ja, løbet er kørt. Det er den besked, som serbiske diplomater dag efter dag får, når de i alle vestlige hovedstæder får foretræde for ministre og parlamentsmedlemmer. Og hvor må det dog have været frustrerende for de serbiske diplomater, som også har løbet storm mod Christiansborg, rustet til tænderne med imponerende skriftligt materiale, bare at vide, at uanset, hvad de sagde, og uanset, hvilke argumenter de fremlagde, så var det ligegyldigt. Løbet var kørt: Serbien mister sin provins, og et medlemsland rives itu.

Meget er således gået skævt, siden NATO i 1999 besluttede sig til at bombe Beograd. I min ledende artikel i tidsskriftet Dansk Folkeblad skrev jeg dengang blandt andet: 1500 års kristendom i den serbiske provins Kosovo er forbi. Den sluttede, da den sidste serbiske soldat havde forladt provinsen, mens den albanske undergrundshær, UCK, fejrede begivenheden sammen med soldater fra NATO.

Lederen skabte vild forargelse, og jeg blev stillet til regnskab i aviser, i tv og i radio, for artiklen var jo skrevet på et tidspunkt, hvor alle, efter den mest ensidige mediehjernevask i mands minde, syntes, at det var alle tiders, at NATO hjalp albanerne med at smide serberne ud af Kosovo. Vi havde jo hørt om, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og serberne skulle straffes. Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.

Bombardementet af Beograd og sejren over serberne blev fejret, idet man nu så frem til et multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere fredeligt kunne leve side om side.

Så vidt drømmene! For da serberne overgav sig, kunne UCK uhindret tage magten i Kosovo. Og det skal jeg love for, man gjorde. På ni år har UCK, som nu udgør administrationen, bortjaget mere end 400.000 serbere, ligesom man har udplyndret, brændt og bortsprængt masser af kirker og klostre - herunder mange middelalderbygninger. En kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af uerstattelige synagoger.

Nu er vi så kommet til målstregen i det løb, der er kørt. Og jeg og mit parti er af mange grunde urolige med hensyn til det, der nu kommer, og vi er i sagen ikke tilfreds med den danske regering. Vi ville gerne, at Danmark havde bakket op bag den række af EU-lande, som for nogle måneder siden sagde nej til Kosovo-selvstændighed, men som nu har bøjet sig for presset fra USA. Normalt bakker vi jo op om regeringen i udenrigspolitikken, men hvad angår Kosovo, siger vi fra.

For nogle måneder siden var jeg med Udenrigspolitisk Nævn på besøg i Pristina og mødtes her med tidligere medlemmer af UCK, som nu er kommet højt til tops i Kosovos regering og parlament. Jeg erfarede her, at man fra Kosovos side i de forhandlinger, der har været ført med FN, slet ikke har engageret sig i andre muligheder, end at Kosovo skulle blive en selvstændig stat.

Det var ligeledes under de formelle samtaler min fornemmelse, at et selvstændigt Kosovo kun er første skridt mod en sammenslutning med Albanien. Og det giver jo mening, for det er jo netop ikke et særligt folk, der bor i Kosovo, men ganske almindelige albanere - og det er jo evident, at albanere gerne vil bo i Albanien.

Men hvad vil et selvstændigt Kosovo så føre til?

Ja, på kortere sigt må en genopblussen af volden forventes, og det kan i værste fald kan blive til en ny, blodig borgerkrig. 12-15 procent af befolkningen i Kosovo er serbere, og kun et sidste øjebliks kompromisløsning i form af, at den nordlige del af Kosovo forbliver en del af Serbien, vil måske kunne holde disse serbere i ro. Fra moderlandet kan de forvente støtte. I titusindvis af frivillige i uofficielle militsgrupper er med våben i hånd klar til at strømme ind fra Serbien, når selvstændigheden proklameres. En genopblusning af volden må nødvendigvis medføre en styrkelse af de fremmede tropper, der står i landet. Der er dog ingen tvivl om, at man, såfremt den militære vilje fortsat er til stede, atter vil kunne gennemtvinge sikkerhed.

Et næste skridt i sagaen kan herefter blive, at Kosovo, hvor absolut intet produceres, og som fuldstændig er afhængig af EU-støtte, om nogle år vil lade afholde en folkeafstemning om en sammensmeltning med det mere velstående Albanien. Dette skridt vil være en naturlig følge af, at 90 procent af indbyggerne i Kosovo er albanere, og at hver og én af disse ønsker en sammensmeltning med moderlandet, og - uanset at de vestlige regeringer i dag afviser denne mulighed - hvem vil til den tid kunne sætte sig op mod et folkeligt krav og en beslutning fra en selvstændig stat?

Tirana har i denne forbindelse spillet kortene godt - nemlig ved totalt at blande sig udenom. Man hører aldrig en lyd fra Albanien i denne sag. Hvorfor skulle Tirana da i øvrigt også blande sig, når alting går præcis, som man bare kunne drømme om.

Intet under, at man i Albanien elsker USA, som har været bannerfører for et selvstændigt Kosovo. Ja, selv præsident Bush, som i den grad savner kærlighed og kun møder rasende demonstranter, hvor end han kommer, bliver i Tirana hyldet som helt.

Personligt er jeg overbevist om, at Kosovos tilslutning til Albanien vil ske senest 10 år efter, at Kosovo har proklameret selvstændighed. Men var et Storalbanien nu det, vi ville, da vi bombede Beograd i 1999?

Hvad var det så, der gik galt? Jo, alle er vel enige om, at det ideelle ville have været, at ledelserne i Serbien og Kosovo havde fundet en mindelig løsning. Men som nævnt finder jeg, at denne mulighed blev besværliggjort af Attisaris rapport, som frem for at åbne for muligheder fik karakter af en facitliste, som afslutter enhver forhandlingsmulighed.

Når Dansk Folkeparti mener, at man er i færd med at gøre Serbien stor uret, og i Udenrigspolitisk Nævn agter at modsætte sig Danmarks anerkendelse af et selvstændigt Kosovo, sker det med disse argumenter:

1. I FN´s charter understreges ethvert medlemslands territoriale integritet.

2. Det kan ikke være rigtigt, at en af verdenssamfundet fuldt anerkendt stat på denne måde med magt rives over. Det kan ikke være fair, at en ældgammel stat og nation pålægges en historisk vidtrækkende straf, blot fordi man i en periode på nogle få år havde en ganske forfærdelig ledelse.

3. Beslutningen om at ændre et FN-medlemslands territoriale grænser alene af den grund, at en etnisk befolkningsgruppe har vokset sig større, vil skabe en præcedens, som alle lande med store etniske befolkningsgrupper med god grund burde frygte.

4. Serbien har i vore øjne strakt sig langt ved at tilkendegive at ville acceptere et fuldt selvstyre for Kosovo mod at beholde overhøjheden over Kosovo og dermed bevare Serbiens territoriale integritet.

5. Vi anser det som nævnt som sikkert, at et selvstændigt Kovovo i løbet af få år vil søge sammenslutning med Albanien. Meget tyder på, at denne sammenslutning allerede så småt er på vej.

Endelig er der de danske tropper, som arbejder i området omkring Mitrovica, og som vi også under turen med Udenrigspolitisk Nævn med stor glæde havde lejlighed til at besøge.

Efter vor opfattelse vil tropperne efter dansk anerkendelse af et selvstændigt Kosovo få en helt ny placering; en placering, som er såvel uønsket som farlig. Tropperne har et godt navn og image hos såvel serberne som albanerne. I tilfælde af dansk anerkendelse af Kosovo, vil kosovoserberne nødvendigvis vende sig mod de danske soldater, som ikke længere vil blive set som neutrale i konflikten. Det er vores opfattelse, at regeringen derfor, efter anerkendelsen, på ny bør overveje den danske tilstedeværelse.