Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt er nu helt med på, at Socialistisk Folkeparti kommer med i den regering, hun håber at danne efter næste folketingsvalg. I så fald er der ikke nogen som helst tvivl om, at partiets gruppeformand, Ole Sohn, bliver minister.

Og det synes også ligetil. 54årige Ole Sohn har fungeret effektivt og godt som gruppeformand for SF. Han er sympatisk, skarp, præsentabel, velformuleret, dannet og vellidt på Christiansborg såvel af medspillere som af modspillere.

Når jeg nu overhovedet blander mig i, hvem Helle Thorning-Schmidt udpeger som minister, hænger det sammen med interessen for den måde, hvorpå man i det offentlige rum belønner/straffer herhjemme. Og fænomenet Ole Sohn er et sigende eksempel herpå.

To centralistiske diktatur-ideologier, nazismen og kommunismen, er nu lykkeligvis forsvundet fra Europa. Takket være visionære og kompromisløse statsmænd som Winston Churchill og Ronald Reagan ligger de to ideologier nu begravet i historiens store arkiv. Og godt det samme - for da de rød-sorte ideologi-eksperimenter var nedkæmpet af de lyse, frihedens kræfter, havde eksperimenterne kostet millioner og atter millioner menneskeliv.

De sidste danske afdelinger af nazistpartiet, DNSAP, og kommunistpartiet, DKP, blev anført af henholdsvis dyrlæge Frits Clausen og af skolelærer Ole Sohn. Deres skæbner skulle blive så vidt forskellige, om end de to havde så meget til fælles, både hvad angår tankegods og ideologi:

Begge veluddannede, velformulerede, præsentable, og begge i 30´erne, da de overtog lederskabet af de danske afdelinger af udryddelses-ideologierne; Frits Clausen som 39-årig i 1933 og Ole Sohn som 34-årig i 1987, efter at han havde siddet med i DKP´s Centralkomité siden 1981.

Havde Frits Clausen og Ole Sohn levet på samme tid, kunne de måske nok i venskabelighed have drillet hinanden lidt med, hvilket af deres partier, der nåede at få udryddet flest mennesker - og Ole Sohn havde vistnok vundet denne lille kappestrid. Men ellers bør der ikke have været den store uenighed mellem Clausen og Sohn, for de ideologiske forskelle mellem DNASP og DKP kan jeg ikke få øje på.

Men skæbnerne blev altså vidt forskellige. Da nazistyret var nedkæmpet i 1945, var det samtidig slut med naziføreren Frits Clausen. Fornedret, hadet og hånet blev han smidt i Vestre Fængsel, hvor han - velfortjent i øvrigt - afgik ved døden to år senere. Han holdt til sit sidste åndedræt fast ved sin perverse udryddelses-ideologi. Det samme kan ikke siges om kommunistføreren Ole Sohn.

Aldrig så snart kommuniststyret var nedkæmpet i begyndelsen af 1990´erne, surfede han cool og elegant fra DKP og over i det en anelse mere stuerene SF. Og ikke nok med det: Han begyndte i samme sekund at bekæmpe og jage kommunister.

Takket være sine gode russiske sprogkundskaber og sine venskabelige forbindelser i Moskva og Berlin skaffede han sig adgang til KGB´s og Stasis arkiver.

Derovre østpå begravede han sig så et par år i gulnede papirer og dokumenter fra Gulag-kz-lejrene, inden han, efter at støvet havde lagt sig, vendte tilbage til sit fædreland. Nu som bestseller-forfatter. I bog efter bog afslørede han kommunismens elendigheder, hvilket stribevis af forskere som Andrej Sakharov, Aleksandr Solsjenitsyn og vor egen Bent Jensen i øvrigt for længst havde gjort på et tidspunkt, da Ole Sohn virkede ganske uinteresseret.

Skægt nok for resten, at forestille sig den tysk-kyndige Frits Clausen i en lignende situation nogle år tidligere springe rundt blandt Berlins og Hamburgs ruiner på jagt efter dokumenter, der kunne afsløre nazismen - og hvor han så senere blev hyldet bestseller-forfatter i sit fædreland, inden han meldte sig ind i Socialdemokratiet eller hos de konservative.

Og hvem ved - måske Frits Clausen ligefrem var blevet minister.