Brochurer
 Principprogram
 Arbejdsprogram
 Mærkesager
 Politiske udspil

 
Retspolitisk valgoplæg 2005
01-02-2005
 

DANSK FOLKEPARTI

RETSPOLITISK VALGOPLÆG

Vi vil have et trygt land

- så nu er det forbryderne,
der skal til at være utrygge

Et styrket Dansk Folkeparti er garanten for, at
Danmark atter bliver et trygt og sikkert sted at være.

I Danmark skal borgerne overalt kunne færdes frit og føle sig sikre.

I Danmark skal forbryderne straffes hurtigt og kontant,
I Danmark skal forbrydernes ofre have al mulig hjælp og støtte.

Dansk Folkeparti vil gøre forbryderne utrygge

Christiansborg februar 2005

Opnåede resultater:

Dansk Folkeparti har sammen med regeringen foretaget en række helt nødvendige stramninger af retspolitikken .Vi er nået langt på kort tid, men der ligger store opgaver forude.

Dansk Folkeparti vil arbejde for:

  1. Straffene for vold og voldtægt skal hæves. Straffene for vold og voldtægt skal hæves, og der indføres minimumstraffe. Et eksempel: Straffen for fuldbyrdet voldtægt skal være på mindst to års ubetinget fængsel.
  2. Flere fængsler og arresthuse. Der er mangel på pladser i fængsler og arresthuse. Mange fængsler og arresthuse er nedslidte, narkoen flyder i fængslerne. Dette uvæsen skal standses - og der skal bygges nye flugtsikre fængsler og arresthuse.
  3. Lukkede ungdomsinstitutioner. Antallet af unge såkaldt utilpassede og stærkt kriminelle er i voldsom stigning. Der er brug for flere lukkede institutioner til disse i mange tilfælde vane-kriminelle unge.
  4. Den kriminelle lavalder nedsættes. Den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Mange unge på 12, 13 og 14 år udnytter at de ikke kan straffes, eller unge over 15 år udnytter de unge og tvinger dem til at begå kriminalitet. Dansk Folkeparti ønsker særlige ungdomsfængsler indført, hvor hovedopgaven dels naturligvis er straf, dels at få de unge tilbage på den rette vej.
  5. Der oprettes ungdomsdomstole. Der oprettes ungdomsdomstole, der kan dømme unge i alderen 12 til 18 år. Ungdomsdomstole kendes i alle europæiske lande og fungerer godt.
  6. Hizb-ut-Tahrir opløses. I overensstemmelse med Grundloven opløses og forbydes den danske gren af den stærkt fundamentalistiske arabiske organisation, Hizb-ur-Tahrir. Foreningen har utvetydigt opfordret til mord på jøder og på frafaldne muslimer, ligesom den har rettet terrortrusler mod Danmark og danske politikere. Det er kommet frem, at foreningen samler tilhængere i forbindelse med muslimske bedemøder, ligesom unge hverves foran skoler. Dette skal forbydes.
  7. Trafikkultur hos indvandrere skal undersøges. Det har vist sig at unge andengenerationsindvandrere er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne.
  8. Svindlende erhvervsvirksomheder, restaurationer og butikker lukkes. Erhvervsvirksomheder og butikker, som gentagne gange er grebet i at snyde med moms og skat, skal lukkes. Told- og Skattemyndighederne møder ofte ansatte i disse virksomheder, som er registreret på offentlig overførselsindkomst eller udlændinge, der arbejder uden at have lovligt ophold i Danmark.
  9. Skolelæger og sundhedsplejersker skal indrapportere mishandling. Skolelæger og sundhedsplejersker skal fremover forpligtes til mindst hvert andet år at foretage den nødvendige undersøgelse af skolebørn, og forpligtes til at anmelde eventuelle kriminelle forhold til politiet, herunder lemlæstelse/omskærelse af pigebørn.
  10. Indvandrerbander skal bekæmpes som var de rockere. Antallet af indvandrerbander er stigende og der skal sættes alt ind på at bekæmpe banderne, som ustandselig skal stresses af politiet. Erfaringerne fra rockerloven er gode - og indvandrerbander skal bekæmpes som om de var rockere.
  11. Familier udvises. Ved gentagen kriminalitet i indvandrerfamilier - og i de situationer, hvor familien ikke har villet medvirke til at forbedre situationen, ja, ligefrem modarbejdet myndighederne, skal familien kunne udvises af landet.
  12. Racismeparagraffen og blasfemiparagraffen ophæves.
  13. Etnisk tilhørsforhold på sigtede og dømte skal i statistikkerne. Kriminalstatistikkerne herhjemme er mangelfulde, idet der ikke registreres etnisk tilhørsforhold på dømte. Dansk Folkeparti vil fremsætte forslag i Folketinget om at myndighederne og Danmarks Statistik pålægges at føre også denne statistik.
  14. Oprettelse af flere lukkede retspsykiatriske afdelinger. Mange pladser er nedlagte på de retspsykiatriske hospitaler, hvorved mange syge kriminelle i dag anbringes blandt almindelige psykiatriske patienter. Det ødelægger behandlingen for alle. Dansk Folkeparti vil sikre det nødvendige antal pladser til de retspsykiatriske patienter.
  15. Stop for narkohandel på sygehusene og ved psykiatriske centre. I dag indlægges mange på sygehusene og på psykiatriske centre med alvorlige narkoproblemer. Det medfører desværre, at der på visse hospitaler er en omfattende handel med narkotika. Dansk Folkeparti kræver, at alle kræfter sættes ind for at fjerne narkosalget på og omkring disse institutioner.
 Tilbage