Pia Kjærsgaards ugebrev

- Mandag den 21. november 2011

Rød blokpolitik

Så kom finansloven for 2012. Det står nu fast, at danskerne skal beskattes med ekstra fem milliarder kroner i form af øgede skatter og afgifter, og at den røde løftebrudsregerings ”vækstdagsorden” snarere bremser end øger væksten. Samtidig ser vi konturerne af den kommende tids røde blokpolitik.

Husker nogen den årelange valgkamp? Husker nogen alle de flotte hensigtserklæringer om et ”opgør med blokpolitikken?” Helle Thorning-Schmidt talte om en ny begyndelse og samarbejde hen over midten. Nu skulle der gøres op med den borgerlige regerings blokpolitik med Dansk Folkeparti.

Myten om den borgerlige regerings blokpolitik var et effektivt middel i valgkampen – for de fleste danskere har et oprigtigt ønske om, at politikere samarbejder bredt i Folketinget.

Men nu har vi fået rød blokpolitik, så det batter – med Enhedslisten i rollen som regeringens parlamentariske grundlag. Det har vi allerede fået en forsmag på med reklameafgiften på 400 millioner kroner, som besværliggør vilkårene for erhvervslivet og kommer til at koste danske arbejdspladser.

Kompensationen – 280 kroner årligt i ”supplerende grøn check” til de svagest stillede danskere for de øgede afgifter – er direkte latterlig, når gennemsnitsdanskeren kommer til at betale ca. 4000 kroner i øgede afgifter. Samtidig rammer afgifterne socialt skævt. Rygerne straffes uforholdsmæssigt hårdt, og på den baggrund virker det som en direkte hån, når repræsentanter fra den røde regering taler om det forebyggende aspekt.

”Kickstarten” af dansk økonomi kommer først og fremmest Border Shop og Otto Duborgs grænsehandel i Tyskland til gode. Her har de grund til at glæde sig over udsigten til en genopblomstring af grænsehandlen. Nu kan det ikke blot betale sig at købe øl og vin, men også cigaretter, sodavand, slik og en lang række andre varer, som den røde regering har belagt med øgede afgifter – og det kan igen betale sig at køre langt.

Med andre ord får regeringens stalinorgel af afgifter også konsekvenser for miljøet, når for eksempel også afgiftsplagede nordjyder begynder at køre mod den dansk-tyske grænse i jagten på billige varer.

Hertil kommer, at den røde regering som bebudet har fjernet de såkaldte fattigdomsydelser, kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Må jeg minde om, at den foregående regering og Dansk Folkeparti ikke indførte disse ydelser for plage modtagerne af kontanthjælp. Vi indførte dem for at give et øget incitament til at søge arbejde – og for udlændinges vedkommende, fordi vi ikke ønskede at gøre Danmark til et trækplaster for økonomiske flygtninge.

Med fjernelsen af disse ydelser har regeringen åbnet en Pandoras æske. Ingen kan beregne, hvad starthjælpens afskaffelse vil komme til at koste i form af øget indvandring til Danmark. Der er dermed reelt udstedt en blankocheck.

Helle Thorning-Schmidt har en formidabel evne til at ignorere virkeligheden. Noget lignende er aldrig før set, og flere har da også påpeget, at ligheden med den tidligere irakiske propadandaminister, ”Komiske Ali”, er slående. Men mens Komiske Ali hurtigt blev sat ud af spillet af de fremrykkende amerikanske styrker, fortsætter Helle Thorning-Schmidt i én uendelighed.

Spørgsmålet om Ole Sohns gøren og laden som tidligere formand for DKP bliver ganske enkelt ignoreret, og alle sidder måbende tilbage og spørger sig selv, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Statsministeren har ganske enkelt sat nye standarder inden for disciplinen smart spin og bortforklaringer, og tilsyneladende hopper medierne på limpinden.

Umiddelbart efter valget slog Helle Thorning-Schmidt fast, at hun ville være statsminister for ”hele Danmark”. Det har vist sig at være usandt – både politisk og geografisk. Valget blev afgjort med ca. 8000 stemmer. Med andre ord var stillingen næsten uafgjort mellem de to blokke. Er Helle Thorning-Schmidt statsminister for alle partiers vælgere?

Og er Helle Thorning-Schmidt statsminister for vælgerne i det sydfynske område, hvor akutfunktionen i Svendborg - stik imod Socialdemokratiets valgløfter – bliver nedlagt? Eller er hun statsminister for vælgerne i de udkantsområder, hvor nedrivningspuljen bliver fjernet, således at det nu bliver endnu sværere at tiltrække nye beboere?

Nej, Helle Thorning-Schmidt er først og fremmest statsminister, fordi hun vil være statsminister. Og Villy Søvndal er udenrigsminister, fordi han vil være udenrigsminister. ”Rollespilsregeringen” leger regering, fordi det er sjovt at have magt og lege ministre. Så kommer vælgerne i anden række – ikke mindst de vælgere, som satte deres kryds ved Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti ud fra et dybfølt ønske om forandring.

Disse vælgere har kun fået to ting: Stribevis af løftebrud og rød blokpolitik.

Med venlig hilsen