Ugebrevet udkommer hver mandag. Tilmelder du dig Pias ugebrev, får du også automatisk ugebrevene fra Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl.

Du kan herunder søge efter et specifikt ugebrev.

Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 19. april 2010

 

Skyen ingen kunne forudsige

 

 

37.000 kroner for en hyrevogn til Madrid. En kendt britisk komiker med taxa fra Oslo til Bruxelles. Timelange køer ved billetskranker i lufthavnene og telefonstorm på rejsebureauerne. Nogle vil ud, andre vil hjem. Men i den klare luft er lyden af jetmotorer forstummet, nøjagtigt som flyvemaskinernes hvide striber på den blå himmel er borte. Lufthavnene står hen som øde kulisser og virker allerede som levn fra en svunden civilisation. Stilheden er uhyggelig. 

 

Siden i torsdags har store dele af det europæiske luftrum været lukket af askeskyen fra den islandske vulkan Eylafjállajökull. Hundredtusindvis af passagerer er strandet rundt omkring i verden, eller kan ikke komme ud af landet. Flyselskaberne taber dagligt et trecifret millionbeløb, og det er slet ikke gjort op, hvad det kommer til at koste lufthavnene, charterbranchen og de virksomheder, som har tabt ordrer eller ikke kan afsende eller modtage varer via luften.

 

Men dyrt bliver det. Meget dyrt! Og en del af regningen vil uundgåeligt komme til at ramme de europæiske nationaløkonomier - dels fordi vi nu en gang er nødt til at have luftfart i et moderne samfund, dels fordi intet luftfartsselskab vil kunne bære omkostningerne af egen kraft, hvis flyveforbuddet trækker ud, eller bliver et periodisk tilbagevendende fænomen, fordi vulkanudbruddet varer ved i lang tid. Hertil kommer, at drivkraften i økonomierne udgøres af de virksomheder, som virker i dem.   

 

Ingen ved, hvornår flyvningen kan genoptages, og i hvilket omfang, fordi det er umuligt at se meget mere end få timer frem. Men når det sker, skal vi ikke forvente, at tilstanden bliver normal lige med det samme. Dels har flere dages lukning af det europæiske luftrum forårsaget et kolossalt flaskehalsproblem, dels står flyselskabernes fly ikke lige, hvor der er mest brug for dem. Dertil kommer det kaos, som er opstået ved, at mange ikke har kunnet komme hjem til deres arbejde – samt alle problemerne med at gøre skaden op.

 

Lukningen af det europæiske luftrum viser, hvor sårbare og små, vi er. I forhold til naturen er vi ganske magtesløse, og jo mere teknologisk avancerede og afhængige af hurtig transport, vi bliver, desto lettere bliver vores effektivitet sat ud af spillet, når ellers helt normale naturfænomener indtræffer. Dansk Folkeparti har foreslået, at vi i god tid tager stilling til, hvad vi gør, hvis det opstår igen, og vores medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, vil have EU-Kommissionen til at redegøre for særligt truede brancher, fordi vulkanudbruddet truer hele brancher, som i forvejen har været trængte som følge af krisen.

 

Her er måske en opgave, hvor EU giver mening. Det er klart, at vi ikke kan stå alene med en opgave som denne, men at vi er afhængige af hinanden – og man kan tilføje, at en beregning af de økonomiske og menneskelige konsekvenser af vulkanudbrud og gode ideer til, hvordan vi forebygger en lignende situation i fremtiden, er nødvendige tiltag i denne situation. Den kræver et omfattende internationalt samarbejde og udveksling af informationer – for det gælder faktisk dansk såvel som europæisk velfærd og vækst.

 

Men der skal ikke alene forskes i de kortsigtede konsekvenser af et vulkanudbrud. Det gælder tillige om at være forberedt, hvis langvarige vulkanudbrud får miljø- og klimamæssige konsekvenser. Hvor stor er vores viden om følgerne af tidligere, historiske udbrud, og hvordan garderer vi os mod omfattende forurening og deraf følgende reducerede høstudbytter? Og hvordan etablerer vi mere kortsigtet enten alternativer til luftfarten – eller forsker i flytyper, der er bedre rustede til at klare flyvninger under ekstreme forhold?

 

Spørgsmålene er mange, men det er afgørende nødvendigt, at vi både på nationalt og internationalt plan allerede nu indleder et omfattende arbejde, som kan kaste lys over dem. Det gælder ikke alene menneskeliv, det gælder hele grundlaget for vores velfærd og vores samfundsmodel.

 

Det er naturligvis rart for mennesker i St. Magleby på Amager, at de for en gangs skyld kan nyde fuglesang og sidde i haven, uden at kopper og tallerkener klirrer, når flyene letter – ligesom det da er nyt, at en journalist kan stå på en tom landingsbane i Aalborg Lufthavn og lave en reportage. Men det er mindre sjovt, når samfund som Grønland og Færøerne bliver afskåret fra omverdenen, eller når danske familier på egen hånd må se, hvordan de klarer sig i en lufthavn i Bangkok.

 

Og navnlig vil smilet endegyldigt forsvinde, når vi bliver præsenteret for regningen. Den bliver nemlig så stor, at den nødvendigvis må betales af os alle – hvis vi da ellers fortsat ønsker at kunne sætte os op i et fly. Selv hvis lufttrafikken kommer i gang i dag eller i morgen – ja, selv hvis den allerede er kommet i gang i skivende stund, varer det meget længe, førend vi kender de økonomiske og menneskelige konsekvenser af flere dages flyveforbud til bunds. Og der kan gå uger, førend der i lufthavnene hersker ”business as usual”.

 

Hvis jeg skal få øje på et lyst aspekt af dette trafikale og økonomiske kaos, må det være, at der som regel skal alvor til for at få os til at vågne op. Vi er nu blevet gjort pinefuldt opmærksomme på, hvor afhængige vi er blevet af luftfarten, og hvor sårbare, vi er. Nu skal vi i gang med at finde løsninger. Når det kommer til luftfart, kan man ikke alene tale om nationale løsninger – for her er vi alle forbundet med hinanden.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard