Pia Kjærsgaards ugebrev

mandag den 12. marts 2012

Regeringens klapjagt på skaffedyrene

Mange iagttagere har fortolket de seneste reformudmeldinger fra den røde regering, som om der var tale om en slags ”blå vin på røde flasker”. Men der er højst tale om et politisk blålys. Naturligvis har Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup for længst indset, at der ikke er penge nok i kassen. Det vidste de forresten også før valget, men de tav.

Men at tolke de seneste forslag som ”blå politik” er hovedrystende forkert. De er usolidariske og rettet mod de helt forkerte grupper. Pensionister og forældre til handicappede børn – middelklassen - skal kort fortalt bøde for regeringens flottenhejmer-politik på udlændingeområdet.

Den røde regering lægger op til, at forældre til et handicappet barn ikke automatisk skal have ret til en gratis daginstitutionsplads, og de ældre kan ifølge social- og integrationsminister Karen Hækkerup ligefrem få ”forhøjet deres livskvalitet” ved at lade en selvfinansieret robotstøvsuger klare den sociale kontakt og rengøringen i hjemmet, samtidig med at kommunerne sparer masser af penge, så flere raske kan komme på førtidspension.

Fælles for den røde regerings usympatiske forslag er, at de rammer pressede grupper, som rent faktisk betaler – eller har betalt – deres skat og dermed har været med til at finansiere velfærdssamfundet. Til gengæld har regeringen været særdeles rundhåndet over for udlændinge på kontanthjælp eller starthjælp, ligesom førtidspensioner kastes i grams til indvandrere.

Dér var der i det mindste ét løfte, som regeringen levede op til. Det må man lade den. Som en af dens første embedsgerninger fjernede den med et enkelt hug flere tusinde menneskers incitament til at være i beskæftigelse. Det kan nemlig ikke længere betale sig at tage et job for en betydelig gruppe mennesker i det danske samfund. Visse ægtepar, som for en dels vedkommende aldrig har bidraget med en rød femøre til fællesskabet, kan nu øge deres forbrug væsentligt, mens pensionisten kan henslæbe sin alderdom til robotstøvsugerens summen.

29.600 kroner skal en person på kontanthjælp nu tjene for at have det samme som på kontanthjælp, hvis vedkommende er gift med en kontanthjælpsmodtager og har to børn. Ja, der er sandelig fest og glade dage i ghettoen. Her er der i øvrigt en overvældende chance for, at arbejdsmarkedet er en by i Rusland for de unge. Hver tredje inaktive unge har indvandrerbaggrund. Men regeringen er tavs.

I øvrigt viste regningen for fjernelsen af kontanthjælpsloftet og starthjælpen sig at blive næsten tre gange så stor som i første omgang bebudet af regeringen. 350 millioner kroner er vokset til 804 millioner kroner, fordi beskæftigelsesministeriet vurderer, at mellem 2000-3000 personer vil foretrække en tilværelse på overførselsindkomst frem for at arbejde og betale skat.

Den reelle regning vil dog blive meget større, når det rundt omkring i verden rygtes, at det er blevet økonomisk lukrativt at rejse til Danmark. Menneskesmuglerne skal nok vågne op til dåd med slagtilbud på asylfup, og prisen for en familiesammenføring med er herboende udlænding vil skyde i vejret. Her er både kontanthjælp og førtidspension i rigt mål.

Andelen af indvandrere på førtidspension er steget med 51 procent de sidste fem år. Her nøjes beskæftigelsesministeren med at være ”overrasket”, mens Kommunernes Landsforening slår ud med armene og siger, der ikke er nogen grund til panik. Årsagen til det øgede antal indvandrere på førtidspension er såmænd bare, at der er kommet flere indvandrere.

Nej, regeringen har en plan: De almindelige lønmodtagere og pensionisterne skal betale for regeringens rundhåndede politik. Danmark skal atter have den gule førertrøje på, når det gælder ulandsbistand og økonomisk hjælp til udlændinge her i landet. Med solidaritet har det intet at gøre. Med varetagelse af landets tarv ej heller.

Da danskerne gik til valg den 15. september sidste år, håbede de på forandring. Gennem et par år var de blevet udsat for et tæppebombardement af løfter fra Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet. Der var råd til masser af velfærd. Når bare økonomien blev ”kickstartet” og vi alle arbejdede lidt mere, ville en pengelavine blive sat i gang. Kronerne ville rulle ud til danskerne.

I dag ruller kronerne den anden vej. Ind i den tomme statskasse, hvor regeringen har indført ekstra skatter og afgifter for flere milliarder kroner. Det betyder ikke alene, at danskernes realløn falder, mens også at beskæftigelsen daler, fordi arbejdspladser flytter til udlandet.

Dansk Folkeparti medvirker naturligvis gerne til reformer af den danske velfærd. Det er der brug for, hvis systemet skal bevares for kommende generationer. Men vi nægter at lade pengejagten gå ud over ganske almindelige mennesker, som har et handicappet barn, eller ældre med behov for hjemmehjælp, herunder rengøring i hjemmet. Det er den sociale balance, som regeringen gambler med i sit reformudspil.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard