Pia Kjærsgaards ugebrev

 

- Mandag den 21. december 2009

 

Klimatopmøde med totalitære undertoner

 

Det er vist kun gået de færrestes opmærksomhed forbi, at Danmark just har været vært for et usædvanligt stort anlagt og yderst ambitiøst klimatopmøde. Regningen løber op i et milliardbeløb og tilfredsheden med resultat kan vel dårligt siges at matche indsatsen.

 

Tværtimod var det forudsigeligt, at de olieproducerende, muslimske diktaturstater som Saudi Arabien og Sudan ville gøre en stor indsats for at sabotere klimatopmødet. De færreste eksperter havde vel ret beset heller ikke forventet, at det lukkede og menneskerettighedskrænkende kinesiske styre pludselig ville springe ud af skabet, som klimabekymrede, basisdemokrater?

 

Derimod lod det danske formandskab sig i kampens hede lokke til på forsmædelig vis at undsige tibetanernes ret til at virke som et frit folk. Denne utilstedelige behandling af tibetanerne var dog ikke noget, som gjorde kineserne mere imødekommende i forhold til slutdokumentet, den såkaldte Københavner-erklæring, der som navnet antyder endte med at blive en hensigtserklæring.

 

Og godt det samme.

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ideen om et klimatopmøde i København ikke er groet i Dansk Folkepartis have, derimod har vi hele tiden advaret imod at hæve ambitionsniveauet. Dels fordi vi ikke kender den fulde sandhed om, hvordan mennesket påvirker klimaet, og dels fordi vi på ingen måde ønsker en ny verdensorden, hvor store summer af penge inddrages fra de danske skatteydere og overdrages til korrupte og krigeriske diktatorer i den tredje verden.

 

Den person som måske gjorde størst indtryk på os alle under klimatopmødet var netop forhandlingslederen for de såkaldte G77 lande dvs. verdens mindst udviklede lande. Lumumba Stanislaus Di-Aping hed G77 landenes talsmand, som ydermere er udsendt af Sudan.

 

Styret i Sudan, som er boykottet og forhadt af verdenssamfundet, fordi det har ca. 300.000 menneskeliv på samvittigheden, har således kun ganske få støtter på den internationale scene. Den vigtigste støtte er dog ubetinget Kina, som aftager størstedelen af landets olie og som forsyner det med våben, så folkedrabet i Darfur kan fortsætte, uden at verdenssamfundet for alvor kan eller vil gribe ind.

 

Herfra skal der således ikke lyde nogen kritik af det danske formandskab og statsminister Lars Løkke Rasmussen og afgående klimaminister Connie Hedegaards håndtering af FNs medlemsstaters brogede forsamling af repræsentanter. De har utvivlsomt gjort en stor indsats for at få det hele til at klappe. Men, lige så grotesk det er, at det danske formandskab skulle bruge tid og ressourcer på den sudanesiske folkemorder-repræsentant, førnævnte Lumumba Stanislaus Di-Aping, lige så sigende er det for, hvor skrøbelig og uholdbar en konstruktion FN-systemet er.

 

Når folkemordere fra Zimbabwe og Sudan, socialistiske gabehoveder som Venezuelas Hugo Chavez samt islamistiske ekstremister fra Iran og Saudi Arabien - lande med store olieinteresser - tildeles vetoret i forbindelse med en så stor aftale, så skal man ikke være professor i statskundskab for at kunne regne ud, at klimatopmødet nemt ville kunne saboteres af de selv samme lande.

 

Disse diktaturstater har i realiteten meldt sig ud af verdenssamfundet og deres ledere myrder og terroriserer oppositionen i deres respektive hjemlande. Den slags regimer har naturligvis ingen respekt for det danske formandskab. Heller ikke selvom Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt benyttede lejligheden til slå politisk plat på situationen ved at kritisere statsministeren.

 

For var det ikke netop Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal, der var villige til at ofre tibetanernes håb om frihed, som lokkemad for det kommunistiske, kinesisk regime, der som ”tak” alligevel undlod at give nogen indrømmelser på klimatopmødet? Og var det ikke oppositionens ledere, som tidligere på året skældte Lars Løkke Rasmussen ud for ikke at være ambitiøs nok i forhold til at opnå en juridisk bindende klimaaftale, hvorefter de også skældte ham ud, da det viste sig, at han havde været for ambitiøs?

 

I Dansk Folkeparti har vi bestemt ingenting i mod, at vi sparer på energien og forsøger at finde mindre forurenende alternativer til de fossile brændstoffer. Vi støtter derfor gerne tildeling af forskningsmidler til alskens nye metoder til produktion af ren energi. Men, alarmklokkerne ringer konsekvent, når der går halleluja-stemning i vigtige politiske spørgsmål. Når en teenagepige kan stå i TV Avisen og fortælle: ”At nu går jorden under,” fordi resultatet på et klimatopmøde ikke blev som ønsket, så er det tydeligvis gået for vidt.

 

Jeg er glad for, at klimatopmødet nu er slut, og det endda midt i den koldeste december længe set. Jeg har været længe nok i politik til at opleve nye politiske fænomener blomstre op og visne igen på rekordtid – og det vil ske igen.

 

Meget tyder på, at en del yngre danskere får et meget stort ønske opfyldt juleaften, nemlig at få en hvid jul. Og det endda midt i en i ophidset diskussion om klimaets påståede nedsmeltning.

 

Lad mig her benytte lejligheden til at ønsker jer alle en rigtig glædelig jul.

 

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard