"Hvis svenskerne vil gøre Stockholm, Göteborg og Malmö til skandinaviske Beirut´er med klan-krige, æresdrab og massevoldtægter, så dem om det. Vi kan altid sætte en klap i Øresundsbroen."

Ja, sådan skrev jeg i et af mine ugebreve i 2002 - og nu står jeg her "hinsidan".

Naturligvis mente jeg det ikke bogstaveligt, at vi skulle afbryde forbindelsen til Sverige.

Men jeg var så træt af den kritik, som det etablerede Sverige lod regne ned over den nye danske regerings udlændingepolitik.

Dengang hed den svenske statsminister Göran Persson - og indenrigsministeren hed Mona Sahlin.

Det er hende, der i Rosengård advarede svenskerne mod "danske tilstande" - Danske tilstande - og så i Rosengård? Må jeg lige være her. Som om Danmark var en eller anden bananrepublik - eller et diktatur.

--------

Jeg vil gerne sige tak for invitationen til at komme og tale for jer i dag her i Höganäs.

Jeg er ikke kommet for at blande mig i svensk indenrigspolitik - for det er KUN et anliggende for det svenske folk. Nej, jeg er kommet fordi den svenske debat på mange måder minder om den danske debat for 10-15 år siden - og så alligevel ikke.

Og jeg er kommet fordi Sverige også angår Danmark. Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og være tavse vidner til den politiske udvikling til Sverige.

Når Sverige hvert år giver opholdstilladelse til tusindvis af indvandrere, er det også Danmarks problem.

Når det etablerede Sverige med alle midler forsøger at kvæle ytringsfriheden, vil jeg ikke være tavs.

Men hvad er det så for "danske tilstande", som Mona Sahlin er så bange for?

Er det retten til en fri politisk debat?

Er det ytringsfriheden?

Er det pressefriheden?

Er det befolkningens ret til at blive hørt, når de er bekymrede over konsekvenserne af masseindvandringen, den voldsomme kriminalitet, den økonomiske trussel mod velfærdssamfundet - at befolkningen føler sig som "fremmede" i deres eget land og ikke længere kan genkende deres lokalområde?

Eller er det snarere frygten for, at det socialdemokratiske magtmonopol - "jernnæven i fløjlshandsken" - er i fare for at blive brudt? Det magtmonopol, som uanset regeringsfarve har præget Sverige?

"Jeg tror, at det som gør så mange svenskere misundelige på indvandrergrupper, det er, at I har en kultur, en identitet, en historie - noget som binder jer sammen. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og den slags tåbelige ting"

Genkender I citatet i denne fordanskede version?

Ja, det var Mona Sahlin - kvinden, der ønsker at repræsentere det svenske folk som statsminister. Politikeren som advarer mod "danske tilstande".

Undskyld, men hvad blev der af Selma Lagerlöf, August Strindberg, Evert Taube, Ingmar Bergmann, Vilhelm Moberg og Astrid Lindgreen? Hvor er de smukke landskaber, Valborgsaftenen, de rødmalede træhuse, hembygdsgårdene - alt det som også vi danskere elsker ved Sverige?

Er det bare tåbelige ting?

Hvor kommer dette afgrundsdybe selvhad dog fra? Som om svenskerne havde noget at skamme sig over?

Og meget bedre ser det ikke ud på den borgerlige fløj i Sverige...

Hvad med statsminister Frederik Reinfelt og hans påstand om, at "Ursvenskt är bare barbariet"? Var det kærlighed til fædrelandet? Var det en statsminister værdigt?

----------

Der findes nogle mennesker, der siger, at et folk har de politikere, som det fortjener. At et land har den presse, som det fortjener. Jeg er ikke længere enig - og det er også en af grundene til, at jeg står foran jer i dag.

Der findes masser af gode fornuftige svenskere.

Svenskere, som tager deres land og deres nationalitet alvorligt.

Svenskere, som er bekymrede over udviklingen i deres land, og som brændende ønsker et opgør med den kvælende dyne af politisk korrekthed, der dominerer svensk politik og svenske medier.

Det ved jeg, fordi jeg dagligt modtager e-mails og breve fra Sverige.

I begyndelsen tænkte jeg nok, at Sverige og den svenske befolkning selv måtte tage ansvaret. Men det etablerede Sveriges massive kampagne mod Sverigedemokraterne er så ondsindet, at jeg er nødt til at udtale mig.

Den svenske elite vil sige, at jeg skal blande mig uden om. Den svenske elite vil bede mig rejse ud af Sverige - og hjem til Danmark, hvor vi "kan avle os tilbage til stenalderen", som en svensk avisleder elskværdigt skrev. Jeg er ikke velkommen her. Dansk Folkeparti er ikke velkomment her. Det etablerede Sverige ryster i bukserne på grund af os!

Men undskyld, hvem er det lige, der blander sig? Var det ikke netop Göran Persson, Mona Sahlin og Lars Leijonborg, som blandede sig i den danske udlændingepolitik? Var det ikke svenske medier, der omtalte os som "Danskjävlar", da en folkevalgt, demokratisk regering valgte at gennemføre en række rimelige stramninger af udlændingepolitikken? Hvem begyndte?

Sverige er stivnet i politisk korrekthed!

Sverige står bomstille!

I Sverige hersker "tystnaden"!

De svenske magthavere må da indrette deres samfund præcis, som de vil. Men jeg er i min gode ret til at fortælle dem lige præcis, hvad jeg mener om det. Nøjagtigt som svenske politikere og kulturpersonligheder udbreder deres manglende viden om Danmark.

Forfatteren Jan Guillou må da hjertens gerne fortælle, at jeg er farligere end Osama Bin Laden. Den slags ler vi højt og længe ad i Danmark.

I Dansk Folkepartis pressetjeneste i Folketinget hænger artiklen med Jan Guillou endda på væggen - jeg mener, det er ikke hver dag, man bliver sammenlignet med verdens farligste terrorist, som i dag for præcis ni år siden gennemførte terrorangrebet på USA - et angreb som kostede flere tusinde mennesker livet.

Og Lars Leijonborg fra Folkpartiet var da velkommen til at sidde i en debat med mig på Dansk TV og rive en af Dansk Folkepartis brochurer i stykker, fordi han ikke havde andre argumenter. De fleste danskere "roade" sig!

Men det er synd for den svenske befolkning. I Danmark kan vi le ad de svenske politikere. Men svenskerne skal leve med dem!

Da svensk TV-4 for nyligt afviste at bringe en valgvideo fra Sverigedemokraterne, havde jeg fået nok! Videoen var - set med danske øjne - helt harmløs.

I Dansk Folkepartis valgvideoer lægger vi heller ikke fingrene i mellem. Alligevel bliver de vist på dansk TV.

I Dansk Folkeparti lagde vi Sverigedemokraternes video på vores hjemmeside. Så kunne folk selv se og vurdere - også svenskere, som er hjerteligt velkomne på vores hjemmeside.

I Danmark kalder vi det ytringsfrihed. I Sverige kalder de etablerede politikere og mediernes smagsdommere det "hets mot folkgrupp".

Men er det "hets mot folkgrupp" at pege på, at der ER en sammenhæng mellem velfærd og indvandring?

Er det "hets mot folkgrupp" at gøre opmærksom på, at ældre mennesker ikke får den pleje, de skal have, fordi udgifterne til indvandringen og den manglende integration tvinger velfærdssamfundet i knæ?

Er det ikke snarere "hets mot svenskerne"?

-------

Jeg forstår godt, at den almindelige svensker ikke tør udtale sig offentligt om udlændingepolitikken.

Historien har vist, at det i Sverige kan koste mennesker deres job - deres levebrød - at gøre opmærksom på indvandringens konsekvenser.

Men historien viser også, at undertrykkelse af bekymringer, ØGER trykket - og at tryk avler modtryk.

Jeg husker, hvor politikere fra etablerede svenske partier for skjult kamera luftede rent racistiske holdninger lige før Riksdagsvalget i 2002. Fordi de troede, at ingen "lysnade". Da de blev konfronteret med deres udsagn, nægtede de at have sagt sådan.

Det var ynkeligt!

Det var det rene hykleri!

Undertrykkelsen af debatten har også en anden - og endnu mere alvorlig konsekvens: At bekymrede mennesker i Sverige allierer sig med udemokratiske og ekstreme højrebevægelser.

Når politikerne nægter at tale åbent om problemerne, og når medierne ikke tillader kritik af den førte politik. Ja, så henviser de i virkeligheden debatten til gaden!

I undergrunden udkæmpes kampen i det skjulte. Med uacceptable og udemokratiske midler. Det fører til voldelige overgreb mod indvandrere og brandattentater mod moskeer. Men åbenbart ønsker svenske politikere for alt i verden at "tvätta" deres hænder - det er jo ikke "deres fejl" - og så har de kun ét svar: Endnu mere undertrykkelse af den frie debat.

I Danmark findes der en lille gruppe ynkelige mennesker på den ekstreme højrefløj. Og der findes en endnu mindre gruppe af nynazister. De er til grin i offentligheden. Ingen tager dem alvorligt, når de en sjælden gang marcherer i gaderne.

Det skyldes naturligvis til dels de særlige danske historiske erfaringer. Nazityskland holdt Danmark besat i årene fra 1940 til 1945. Danskerne havde nazismen inde på livet.

I dag kan efterhånden få nulevende overlevende modstandsfolk fortælle om kampen mod den tyske besættelsesmagt. Og de kan fortælle, hvordan det lykkedes at redde langt de fleste danske jøder over til Sverige. Som dengang var neutralt. De kan fortælle, hvordan det var at stå i det mørklagte Danmark og kigge over på den lysende svenske kyst.

Dengang var Sverige frihed og håb. I dag flygter jøderne fra Malmö - drevet på flugt af islamister, nynazister og den ekstreme venstrefløj.

Danskerne er vaccinerede mod nazismen. Og om vi i Dansk Folkeparti får kendskab til, at vi har medlemmer, som kommer med racistiske udtalelser - eller har tilknytning til den ekstreme højrefløj, så ryger de ud af partiet OMGÅENDE! Vi vil ikke finde os i nedsættende bemærkninger om andre mennesker.

Jeg plejer at sige sådan: Det skal være svært at komme ind - men til gengæld meget nemt at ryge ud. En del af Dansk Folkepartis succes - og altafgørende for mediernes respekt - skyldes, at vi aldrig har accepteret medlemmer med sympatier for det ekstreme højre.

Medierne har beskyldt os for "topstyring". Mit svar er: Selvfølgelig! Naturligvis! Et parti er et fællesskab nøjagtigt som andre fællesskaber - et fællesskab med klare regler for, hvordan vi omgås hinanden og andre.

Hvis et parti skal opnå respekt, må der ALDRIG kunne skabes tvivl om, at det står fast forankret på demokratiets grund.

Sverigedemokraterne har på trods af den omfattende hetz mod partiet en stor chance for at komme i Riksdagen, når svenskerne går til valg om godt en uge.

Det stiller partiet over for nye udfordringer. Bliver partiet "vågmästare" (tungen på vægtskålen)? Hvem skal man samarbejde med? Eller nægter de øvrige partier at samarbejde? Spørgsmålene er mange.

Men én ting er helt afgørende for succes - og her taler jeg ud fra min erfaring med næsten 30 år i dansk politik: Viljen til kompromis. Hellere sætte et lille fingeraftryk på lovgivningen end slet ikke at have nogen indflydelse overhovedet.

Når Sverigedemokraterne kommer i Riksdagen - og det tror jeg, I gør - så starter en ny kamp: Kampen for reel indflydelse. Og i virkeligheden allerede den NÆSTE valgkamp!

Jeg føler, at tiden er kommet, hvor det officielle Sverige ikke længere kan undertrykke debatten. Presset er ganske enkelt for stort. Svenskerne kan se, at regnestykket ikke længere går op.

Jeg forstår godt, at Mona Sahlin er bange - rigtig bange. I Danmark er det lykkedes for Dansk Folkeparti at vende den politiske udvikling. Ingen partier ønsker reelt at vende tilbage til masseindvandringens periode i 1980´erne og 1990´erne.

Selv om der er forskel på Sverige og Danmark, er jeg sikker på, at en lignende positiv udvikling kan skabes i Sverige!

Jeg håber på hele den svenske befolknings vegne, at "Danske tilstande" vil kendetegne svensk politik i fremtiden.