En ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg gør det nu i orden at afskedige en lærer, som insisterer på at bære slør. I 1995 blev en muslimsk lærer fyret som skolelærer i Schweiz, da hun nægtede at adlyde en opfordring fra skolen om at droppe tørklædet. Begrundelsen fra skolens side var, at tørklædet påvirkede børnenes identitet.
Nu er sagen endelig nået op til højeste instans for menneskerettigheder i Europa. Domstolen i Strasbourg finder afgørelsen korrekt. Domstolen fandt det tilstrækkelig begrundet, at en muslimsk kvinde med tørklæde faktisk påvirker børn i missionerende retning.
Så alt hvad vi har fået tudet ørerne fulde om i Danmark, viser sig at være ubegrundet. Hæren af smagsdommere, som har ført ”menneskerettighederne” i felten for deres egne tvangstanker, må nu se den højeste instans for menneskerettigheder gå stik i mod, hvad de selv har sagt og gentaget igen og igen.
Nu må det stå klart for enhver, at Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination og Nævnet for Etnisk Ligestilling i lang tid ikke har plejet andet end egne ideologiske kæpheste og så brugt ”menneskerettighederne” som dække for deres multikulturelle ideologi.
Kjeld Holm og Morten Kjærum burde have en dårlig smag i munden efter denne dom. For nu viser alt, hvad de har sagt om diskrimination af muslimer med slør og tørklæder sig at være direkte forkert. ”En tilsløret kvinde kan sagtens være chef for Det Kgl. Teater, hofdame eller nationalbankdirektør” udtalte biskop og formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, Kjeld Holm for to årsiden (Ekstra Bladet 19/3 2000).
I dag ved vi bedre. Eller rettere: Vi har vidst det hele tiden, men nu er der det højeste retlige belæg for sagen. Tørklædet er et religiøst symbol og passer ikke ind i en skole, der ikke må holdningspåvirke religiøst. Tørklædet symboliserer også en vanvittig kvindeundertrykkende mentalitet, som er helt ude af trit med moderne europæiske samfund.
Det har faktisk en virkning på børn, når læreren bærer et så tydeligt og massivt religiøst symbol som tørklædet. Det hindrer al integration og tilpasning til moderne normer. Derfor har tørklædet også været forbudt i årtier i et muslimsk land som Tyrkiet.
Efter denne dom må muslimer i Europa finde ud af, om de vil tilpasse sig demokratiske retsregler og så aflægge deres religiøse klædedragt, hvis de påtager sig et offentligt embede. Eller også må de rejse til de kvindeundertrykkende regimer, hvor den slags er daglig praksis. Hvilket ville være utroligt synd for kvinderne. Men for de hjemlige menneskerettighedsaktivister er retten til at bære tørklæde et spørgsmål om religionsfrihed for kvinder.
Der er intet over og intet ved siden af Grundloven. I det danske folketing kan vi vælge at gøre forskellige menneskerettigheder til dansk ret, men det gør dem ikke til andet end inspiration til national lovgivning.
På den anden side er det interessant at iagttage, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger linien med hensyn til at fortolke religionsfriheden i dagens Europa. Tidligere opretholdt domstolen forbudet mod det fundamentalistiske velfærdsparti i Tyrkiet, som bl.a. gik ind for at ophæve Tyrkiets verdslige lovgivning, der forbyder slør.
De store tabere i denne sag er først og fremmest de hjemlige menneskerettighedsaktivister, som i årtier har brugt et ganske uforpligtende begreb om ”menneskerettigheder” til at tæske løs på danskerne. Nu må det være klart for enhver, at Dansk Folkepartis krav om at få nedlagt Det danske Center for Menneskerettigheder og Nævnet for Etnisk Ligestilling var overordentligt velbegrundet.
De skamred en ide. Og de burde skamme sig.
