AFVISTE IRAKISKE asylsøgere besatte fredag Københavns Domkirke for at hindre den hjemsendelse, der pludselig er nært forestående som følge af en aftale mellem myndighederne i Danmark og Irak. Reaktionen var desværre en hel del, som jeg havde ventet: Formanden for menighedsrådet i Vor Frue Kirke, Ole Ehlers, udtalte ganske vist, at han helst så, at irakerne forlod kirken, men på den anden side ville han ikke opfordre politiet til at skride ind og fjerne besætterne.
Med andre ord ville Ole Ehlers og med ham sognepræst Jesper Stange ikke sørge for, at danske myndigheders afgørelser blev ført ud i livet. Hvis Danmark var en udemokratisk bananrepublik, kunne det forsvares, men i Danmark må vi være enige om, at vi har et folkestyre, og i virkeligheden er menighedsrådets passivitet dermed en hån mod den danske befolkning, der nu engang har valgt vore politikere - og dermed også den lovgivning, som gælder her i landet.
Uvist af hvilken årsag valgte de afviste irakiske asylsøgere søndag en ny kirke som mål for deres besættelse. Valget faldt på Brorsons Kirke på Nørrebro. Det er sikkert ikke tilfældigt, at de netop har valgt en kirke i det sogn, hvor også Blågårds Kirke befinder sig - den kirke, som i 1991 og 1992 husede 78 afviste palæstinensere i næsten et halvt år med det resultat, at Folketinget i 1992 vedtog en særlov, som gav opholdstilladelse til 321 afviste palæstinensiske asylsøgere, hvis sager ellers var blevet gennemprøvet ved samtlige instanser.
13 år senere viste en undersøgelse, at 42 procent af palæstinenserne i mellemtiden havde begået kriminalitet, og at 74 procent var på overførselsindkomst. 135 var blevet straffet ved domstolene, og 238 blev i 2005 forsørget af det offentlige.
Særloven var i virkeligheden ikke udtryk for andet end rent anarki og vilkårlighed, for også dengang havde de ansvarlige myndigheder på udlændingeområdet konkluderet, at der ikke var noget retligt grundlag for asyl til palæstinenserne. Men et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vedtog at tilsidesætte de myndigheder, som de selv have sat til at administrere loven; i februar 1992 var særloven en realitet.
Den nuværende situation minder lidt om dengang, men også kun lidt, fordi De Radikale heldigvis er sat effektivt uden for politisk indflydelse, og fordi et stort flertal i Folketinget, som foruden regeringen og Dansk Folkeparti også omfatter Socialdemokratiet, fastholder, at de afviste irakiske asylsøgeres ophold i Danmark savner ethvert juridisk grundlag. Hertil kommer, at offentligheden ikke længere uden videre godtager alle de letkøbte politiske floskler, som udbredes af venstrefløjen, politisk korrekte sognepræster, autonome unge og andre givetvis velmenende mennesker.
UBEHAGELIGE MINDER fra fortiden dukker frem. Ikke mindst argumenterne fra irakernes danske støttegruppe Kirkeasyl, som går på, at kirken er et sted, hvor folk i nød altid har kunnet søge beskyttelse. Det tør i den grad siges at være et misbrug af kirken, der vil noget. For det første er irakerne ikke forfulgt i deres hjemland, og for det andet er forholdene så sikre, at selv de irakiske myndigheder efter flere års tovtrækkeri har sagt ja til at modtage deres egne statsborgere.
De afviste irakiske asylansøgere er kun forfulgt af det, vi alle som borgere eller gæster i Danmark er underlagt: at love og regler skal overholdes, og at kirkebesættelser er i strid med loven. De irakiske asylsøgere har ganske rigtigt opholdt sig i Danmark i årevis, men ikke med de danske myndigheders gode vilje. De irakiske børn har ikke haft optimale forhold i Danmark, hvor flere af dem er født. Men den situation kan de takke deres forældre for.
Dansk Folkeparti kræver, at regeringen griber ind og får de afviste asylsøgere sendt ud af landet hurtigst muligt. For hver dag forlænges deres problemer i Danmark, og uanset hvor længe de bliver i Brorsons Kirke, vil resultatet være det samme: De bliver sendt hjem.
Nu er det kun et spørgsmål om, hvor lang tid deres danske hjælpere med deres misforståede humanisme ønsker at trække pinen ud. Jeg nærer ikke stor tillid til, at menighedsrådet i Blågårdens Sogn vil være mere villige til at finde en løsning end menighedsrådet i Vor Frue Kirke. Det betyder i sidste ende, at politiet må gribe ind og fjerne besætterne uden varsel. Hverken menighedsråd eller sognepræster ejer kirken - den er offentlig ejendom.
Når irakerne er sendt hjem, vil Dansk Folkeparti foreslå, at hjemsendelsesaftaler i fremtiden hemmeligholdes, således at afviste asylsøgere ikke længere får mulighed for at spekulere i manifestationer til ære for medierne. Kirkebesættelsen bør være en påmindelse til os alle om, at denne sag fra start af skulle være håndteret langt mere konsekvent og håndfast, end den er blevet.
