Pia Kjærsgaards ugebrev

Mandag den 2. Januar 2012

Nytårstale uden kød på benet

Statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale var så tilpas intetsigende, at det er svært at være uenig i noget som helst. Det overordnede budskab fra statsministeren er, at danskerne for alvor kan skyde en hvid pind efter alle de smukke valgløfter, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti i en lind strøm udgød i medierne i perioden op til folketingsvalget i september.

Med pessimismens slev rørte Helle Thorning-Schmidt rundt i en tynd og klar suppe helt uden de lovede kødboller fra valgkampen.

Og så er det faktisk pudsigt, at den ”krise”, som pludselig er blevet statsministerens hovedbudskab, allerede havde raset i et par år, da den sidste valgkamp blev skudt i gang. Men underligt nok fyldte krisebevidstheden dengang absolut intet i de to røde partiers valgretorik.

Og mon ikke en del af danskerne spørger sig selv, hvad regeringen sådan helt konkret har tænkt sig at gøre ved problemerne? Hvis de havde håbet at finde svaret i statsministerens nytårstale, er de blevet slemt skuffede. Der var nemlig ikke et eneste svar udover lidt tågesnak om reformer af dit og dat, og en lille smule om ret og pligt.

I stedet bød statsministeren på billig retorik fra valgkampen, da hun klandrede den foregående regering for at bære hovedskylden for den nuværende krise med den ældgamle traver om skattelettelser uden finansiering. Helt ærligt, er det ikke snart muligt at finde på noget nyt og komme ind i kampen? Hvor er engagementet? Hvor er følelserne?

Måske var retorikken der. Men substansen måtte man lede længe efter.

Helle Thorning-Schmidt nytårstale står i skærende kontrast til tidligere socialdemokratiske statsministres. Dem har jeg her i julen kunnet nyde i bogen ”Nu gælder det Danmark”, der indeholder en komplet samling af den danske statsministres nytårstaler – ikke mindst Thorvald Staunings berømte og meget dramatiske nytårstale fra 1940.

Det var dengang, der var ægte socialdemokrater til. Det var dengang, der var schwung og følelser i danske politikeres taler. Og det var dengang, da heller ikke en socialdemokratisk statsminister skammede sig over hverken at være dansk eller patriot og som en selvfølge turde sætte danskerne og danske interesser foran Europa og europæiske interesser!

Stauning sagde blandt andet: ”Vi skylder vort folk at stå sammen om opgavernes løsning. Nu gælder det ikke den enkelte og ikke politiske retninger. Nu gælder det Danmark og det danske folk.” Det var over 20 år før, præsident Kennedy sagde de ord, som også jeg ofte har citeret, om ikke at spørge sig selv, hvad landet kan gøre for mig, men hvad jeg kan gøre for mit land.

Man må blot konstatere, at Staunings format var en helt andet end den nuværende statsminister fra samme parti.

Anden Verdenskrig var brudt ud, da Stauning talte. Men Danmark var ikke besat endnu. Staunings tale handlede om nationens og Danmarks interesser. Han klyngede sig til et naivt håb om, at Danmark kunne slippe udenom krigen i Europa. End ikke Churchill bebrejdede Stauning hans neutralitetsdrømme men sagde, at ”Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget – Danmark er så frygteligt nær Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp.”

I dag er det nemt at være uenig i neutralitetspolitikken, som jo reelt ikke var neutral, fordi man samarbejdede med tyskerne. Men det er ikke det vigtige her.Det vigtige - kernen i budskabet - er ”Danmark og danskerne først!”

Dét trænger vi til, også i disse år. Det ser trist ud iEuropa, og i det danske folketing er et overvældende flertal – der er ganske ude af trit med danskernes holdning – mere pro-europæiske end pro-danske, mere Euro- og EU-fikserede end Danmarks-orienterede.

Vi har senest hørt Europol advare om, at hele Europas paskontrol, altså også den danske, er så lemfældig, at et hvilket som helst land i Europa er i fare for et angreb som det, der ramte USA 11. september 2001.

Ikke et ord om dette, lød der i statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale.

Ikke et ord heller om, at nu gælder det danskerne og Danmark.

I stedet bød Helle Thorning-Schmidts tale på de sædvanlige og velkendte floskler om, at udviklingen i Europa påvirker os herhjemme, og at ”det er i Danmarks og danskernes interesse”, at vi nu skal påvirke Europa, nu hvor EU-formandskabet er i danske hænder.

Men ikke et ord om, at et overvældende flertal af danskerne er modstandere af euroen, og at regeringen sammen med et flertal af Folketinget uden videre har sagt ja til den finansielle union – den såkaldte europagt – hvor Danmark hæfter for 40 milliarder kroner, selv om vi ikke en gang deltager i den fælles mønt. Det var fejt at skøjte hen over et så vigtigt tema.

Havde det ikke snarere været i Danmarks og danskernes interesse at afholde en folkeafstemning om så vigtigt et anliggende?

Én ting er sikker: Statsministeren har ret, når hun siger, at ”2012 ikke bliver året, hvor vi får løst alle vore problemer”. Men hvor ville det dog have været rart med visioner og konkrete løsningsforslag. Hvor ville det have været rart med lidt engagement, følelser og håb.

”Lad os gå ind i det nye år med tro og håb i behold. Og lad os styrke og udvikle kærligheden til vort land.” Sådan lød det fra Thorvald Stauning i 1940. Se, det var ord, der kunne bygges på. Ord fulde af kærlighed til folket, nationen og fædrelandet. Det var ord, som samlede i stedet for at splitte.

Det er dette vigtige budskab, vi har brug for i en krisetid – ikke slesk tale og billig partipolitik.

Godt nytår!

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard