Dansk Folkepartis ugebrev

v./ næstformand Peter Skaarup

- mandag den 31. oktober 2011

Statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøger i denne tid at placere Danmark på europakortet. Vi skal forstå, at vi har en overordentlig vigtig rolle at spille, når det gælder om at løse gældskrisen, og det kommende danske EU-formandskab skal derfor blandt andet bruges på at finde en løsning på krisen. Ikke overraskende har Helle Thorning-Schmidt afvist et britisk forslag om, at de ti EU-lande uden for eurozonen skal stå sammen i et alternativt samarbejde.

For som statsministeren siger, så er den danske krone allerede koblet til euroen, og vi er med i europlus-pagten. Ja, man mærker en afgrundsdyb frustration over, at Danmark ikke ”sidder med ved det store bord”, hvor beslutningerne træffes, fordi de genstridige danskere valgte at sige ja til kronen og nej til euroen. Det er nærmest lidt pinligt for Helle Thorning-Schmidt at rejse til Bruxelles som repræsentant for en overvejende EU-skeptisk befolkning.

I sidste uge ville jubelen ingen ende tage. Nu er Europa reddet, lød det. Bankerne har givet afkald på 50 procent af deres fordringer på Grækenland, og dermed skulle alle problemer være løst. Markederne reagerede positivt, men i løbet af kort tid steg pessimismen igen. Nøjagtigt den samme jubel og efterfølgende skepsis fulgte i kølvandet på den første store redningspakke til Grækenland i foråret 2010 – og den næste.

Ingen krise- eller redningspakker kan løse euroens strukturelle problemer. Det ved markedet udmærket godt. Det altovervejende problem består i, at et økonomisk svagt og gældsplaget land som Grækenland deler valuta med et vækstlokomotiv som Tyskland. Det forhold ændrer ingen redningspakke noget som helst ved. Tværtimod trækkes pinen ud – og problemerne vokser sig større. Hvad sker der, hvis ligeledes gældsplagede lande som Spanien eller Italien står for tur? Vil der overhovedet være penge nok, hvis det sker?

Helle Thorning-Schmidt har travlt med at varme op til det danske EU-formandskab. På hjemmefronten ser det nemlig ikke for godt ud. Den røde regerings image som ”løftebrudsregeringen” er cementeret med et tocifret antal løftebrud. Ekstra Bladet var søndag nået frem til 32 løftebrud og jeg kunne da sagtens have tilføjet nogle stykker og det kunne andre sikkert også. Tænk på hele indvandringspolitikken, hvor S og SF sagde, de ville fastholde den faste og fair udlændingepolitik, men nu lemper den på 25 områder. Ja, faktisk er realiteten, at næsten ingen af de oprindelige S-SF-løfter vil blive opfyldt. Så meget desto mere har regeringen derfor behov for at opfinde succeshistorier.

Da Danmark sidst havde formandskabet i 2002, blev EU's historiske udvidelse forhandlet på plads i et hektisk forhandlingsforløb. Danmark kunne sole sig i rollen som vigtig EU-aktør. Helle Thorning-Schmidt drømmer utvivlsomt om, at Danmark kan opnå samme rolle under det kommende formandskab, og regeringen leder som nævnt med lys og lygte efter succeshistorier.

Danmark er ikke med i euro-samarbejdet. Derfor har vi heller ikke bidraget til den seneste redningspakke, som en europæisk politiker meget malende sammenlignede med en åben hjerteoperation. For nu at blive i billedsproget kan man sige, at patientens tilstand er stabiliseret, men at der formentligt snart bliver brug for både respirator og hjertemassage igen.

Helle Thorning-Schmidt vil gerne deltage aktivt ved operationsbordet. Det er nemlig pinligt, hvis hun som en anden førsteårs-medicinstuderende må stå på sidelinjen og se til, mens de store og vigtige kirurger arbejder med patienten. Derfor er det også kun et spørgsmål om tid, før regeringen involverer Danmark aktivt i en hjælpefond under det velkendte motto, at ”Danmark også bliver påvirket af krisen, og derfor aktivt må hjælpe til”.

Det vil med andre ord sige, at Danmark kommer til at betale til genrejsningen af de sydeuropæiske landes økonomier. Men denne genrejsning er et Sisyfos-arbejde. Så snart stenen er rullet halvt op af bjerget, ruller den med forstærket kraft ned igen. Skatteyderne kommer til at betale regningen. Penge, der kunne være brugt til f.eks. bedre sundhed og hospitaler her i landet, vil falde i et bundløst hul, uden at krisen på nogen måde bliver lindret.

Der er desværre ingen trøst at hente hos Venstre. Her presser forhenværende klima- og energiminister Lykke Friis på for at lade Danmark deltage frivilligt i støttefonden. Hendes argument er, at Danmark tidligere bidrog med tre milliarder kroner, da Irland skulle reddes fra en truende bankerot.

I Dansk Folkeparti siger vi ”Nej, ikke en krone”. Vi nægter at lade Danmark medvirke til at forlænge krisen på danskernes bekostning. Så længe euroen fungerer som fælles valuta for vidt forskellige lande, er det umuligt at skabe vækst – simpelthen fordi betingelserne for vækst afhænger af tillid, og den tillid er ikke til stede.

Hvis Helle Thorning-Schmidt virkelig ønsker at sætte en dagsorden under det kommende danske EU-formandskab, bør hun i stedet fremlægge realistiske bud på en effektiv løsning af gældskrisen. Danmark skal ikke betale for, at uansvarlige regeringer i Sydeuropa har gældsat sig og ignoreret euroens spilleregler. På længere sigt findes der kun to løsninger: En opsplitning af eurosamarbejdet – også selv om det betyder et EU med to hastigheder, eller endnu bedre: en skrotning af euroen som fælles valuta og ideologisk projekt.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup