?xml:namespace>
Forslag til nationalpark Fyn er til høring lige nu. Der er mange gode tanker og spændende ideer i forslaget – men der er også væsentlige grunde til at være betænkelig.
?xml:namespace>
Jeg er på ingen måde imod at der etableres nationalparker – eller at vi gør tiltag for at fremme turisme og øvrige aktiviteter på Fyn. Jeg mener faktisk, at der er behov for at gøre noget for at fremme turismen. Men jeg er betænkelig ved at lokke lokalbefolkningen til at gå med til at sætte noget i gang, på forudsætninger som jeg kan være usikker på holder i længden.
?xml:namespace>
Nationalpark forslaget beskriver en række positive effekter på turisme, beskæftigelse og økonomi. Forudsætningen for de positive effekter er at der iværksættes en lang række projekter, som ifølge materialet kun iværksættes, hvis befolkning og lodsejere vælger at være med. Derfor giver det for mig ikke mening, at etablere en nationalpark, hvis ikke hovedparten af den lokale befolkning og lodsejere ønsker det.
?xml:namespace>
Organiseringen omkring Nationalpark Fyn er efter min mening udtryk for en centralistisk holdning, som ikke understøtter en lokal forankring. Der etableres en centralt placeret Nationalparkbestyrelse. Lokalt er der et Nationalparkråd, som har en rådgivende funktion overfor bestyrelsen – men som ikke har nogen reel kompetence. Forudsætningen for projektet er netop den lokale forankring – derfor mener jeg ikke det giver mening, at den besluttende bestyrelse ikke er lokal..
?xml:namespace>
En central Nationalparkbestyrelse vil naturligvis presse på for at få gennemført en række af de planlagte projekter. Er det realistisk at regne med, at den enkeltes ønsker så vil blive respekteret?
Jeg tror det ikke. Jeg kan frygte, at der vil blive lagt pres på - og den enkelte lodsejer vil blive tvunget med.
?xml:namespace>
I forhold til den kommende politiske behandling af sagen er det afgørende, at der tales lige ud af posen. At det åbent og ærligt gøres klart hvilke konsekvenser, der vil komme. Derfor kan jeg ikke acceptere at etablere en nationalpark uden en markant opbakning hertil – det vil simpelthen ikke give mening – eller være troværdigt i forhold til de forudsætninger, der er opstillet i projektet.
?xml:namespace>
Jeg tror, at såfremt der er stor opbakning til en nationalpark i den lokale befolkning og blandt de lokale lodsejere er det en rigtig god ide, som jeg som politiker vil støtte på alle måder. Men ligeså klart står det mig, at jeg er imod at oprette nationalpark i områder, hvor der er markant modstand mod det blandt lokalbefolkningen. Det handler jo ikke bare om at etablere noget godt for turisterne – vi skal først og fremmest sikre lokalbefolkningens trivsel. Kan de to ting så gå hånd i hånd, så er det glimrende.