RACISME ER en ækel og afstumpet ideologi, der heldigvis kun få gange i verdenshistorien har været praktiseret som samfundsform. Uagtet hvor ækel og afstumpet en tankegang der reelt her er tale om, er det imidlertid fejlagtigt at tro, at nogen i Danmark kan dømmes til eller for racisme. Her fordrer en straffedom, at der findes et delikt i enten straffe-eller særlovgivning. Og i dansk ret er ingen ideologi - uanset hvor tosset - ulovlig og dermed strafbar.

Når således Lars Trier Mogensen, redaktør for Politikens lederkollegium, 24.6. skriver, at jeg er dømt for at være racist, er det ikke blot udtryk for en grundlæggende misforståelse af det danske retssamfund; men det fremstår også som et lettere frustreret råb om hjælp fra en samfundsdebattør, der er løbet tør for argumenter.

JEG KUNNE naturligvis være ligeglad og trække på skulderen over, at der i ethvert samfund findes smågale typer, der strør eder og forbandelser omkring sig hele tiden. Om det er drankeren på bænken, der råber, eller om det er Lars Trier Mogensen på Rådhuspladsen, der hvæser efter mig, kommer ud på ét - det er den samme afmagt, der ligger bag. Nemlig en uskøn kombination af trangen til at blive hørt og en manglende evne til at artikulere sig præcist.

Når jeg alligevel falder over Lars Trier Mogensen, mens jeg nok vil lade bodegatyperne i fred, skyldes det, at Lars Trier Mogensen ved - eller i hvert fald burde vide - bedre. Han ved godt, at jeg ikke er racist. Og derfor siger han det da heller ikke ligeud, men anfører blot, at jeg skam har dom herfor. Voila, og ansvaret er flyttet fra Politikens parnas til Østre Landsret.

PROBLEMET er bare, at det er forkert. For der er intet delikt. Og der er intet i den plakat, som Dansk Folkepartis Ungdom i sin tid producerede, der bare nærmer sig racisme. Den handler derimod om det multietniske samfund som en efterhånden noget falleret, men dengang stadig levende utopi på venstrefløjen. Derfor er Lars Trier Mogensens påstand ubehagelig ukorrekt. Ubehagelig, fordi han - i modsætning til drankeren på bænken - godt ved, at han lyver. Jeg nægter at tro, at man kan indtage en så fornem post som redaktør for Politikens lederkollegium uden at kende til sådanne ret banale forhold.

For årsagen skal slet ikke findes i Lars Trier Mogensens kendskab eller ukendskab til de reelle forhold. De skal findes i hans afgrundsdybe mishag ved de reelle forhold, herunder den realitet, at jeg og DF blev europaparlamentsvalgets vinder.

JEG NÆRER intet behov for at please Lars Trier Mogensen. Hvis han vælger - og Politikens Hus med, for den sags skyld - at lægge mig for had, er det hans helt gennemdemokratiske ret. Men må jeg ikke opfordre til, at man som Hørups arvtagere holder sig blot nogenlunde på den pæne side af det ordentlige og rigtige? Finder Lars Trier Mogensen mishag ved mig, skal det være ham tilladt. Jeg nærer ingen trang til at være afholdt af Lars Trier Mogensen. Men jeg vil ikke finde mig i en påstand om at være dømt for forhold, der end ikke eksisterer i straffeloven. Selv Lars Trier Mogensen må finde saglige argumenter for sine tvivlsomt saglige tanker.