Den seneste tids gasstrid mellem Rusland og Ukraine har synliggjort Europas sårbarhed, når det gælder afhængigheden af import af energi. Set fra dansk side udgør situationen ikke umiddelbart nogen trussel, da vi i en årrække har mere gas, end vi selv skal bruge. Men når vores gasressourcer ophører om få år, er det svært at komme uden om, at det er olie og gas, som i praksis udgør vores største forsynings- og sikkerhedsmæssige trussel. Vi er i dag tvunget til at fylde vores biler med olie og benzin, og det sætter os i en ubehagelig klemme i forhold til de muslimske regimer i Mellemøsten. Samtidig medfører vores afhængighed en massiv pengestrøm mod Mellemøsten - penge som vi kunne bruge meget bedre herhjemme, og som Mellemøsten i vidt omfang bruger til opkøb af vore infrastrukturvirksomheder.

I den danske energidebat har fokus de seneste år alene været på klima og på vore rent nationale forhold. Det går ikke. Fremadrettet skal energipolitikken i langt højere grad sikre os politisk uafhængighed, og den hjemlige indsats må tilpasses udviklingen i den europæiske energipolitik. Her gælder det ikke mindst en klar sondring mellem, hvad der er omfattet af det fælles europæiske kvotesystem - som f.eks. vores elforsyning - og hvor vi som nation har et ansvar. Det sidste omfatter blandt andet vore biler og opvarmning af danske huse med olie- og naturgas.

Det kræver mod til at ændre ved den bestående energipolitik, herunder ikke mindst vores energisparepolitik. Den skal sikre et mindre forbrug af olie og gas, og derfor har det seneste års problematisering af kul været fejlslagen. Ligeledes har den megen fokus på at spare på el været nytteløs, da el er omfattet af det europæiske kvotesystem. I særdeleshed er det nytteløst, at Elsparefonden bruger ca. 100 millioner kr. på at spare på el, når dette ikke har nogen som helst CO2-effekt og ikke gør os mindre afhængige af Mellemøsten.

Den store opgave er derimod at finde veje til energibesparelser i de huse, som opvarmes med naturgas og olie. Her taler mange om øgede afgifter. Det er muligt, det virker, men problemet med grønne afgifter er, at de vender den socialt tunge nedad. Så hvis der ikke samtidig sker en kompensation til de ringest stillede familier, er en sådan model naturligvis uacceptabel.

Vejen frem er, at Danmark får et energisystem, som er fleksibelt og hvor vi kan bruge mange former for brændsler. I vores el- og fjernvarmeforsyning har vi allerede i dag denne fleksibilitet. Vi kan hurtigt skifte til kul, når trykket i gasrørene falder. Denne fleksibilitet skal vi naturligvis opretholde, og derfor må den planlagte udbygning med vedvarende energi ikke betyde, at kul trænges ud af elforsyningen. Kul vil være en nødvendig del af elforsyningen i mange år fremover. Og forpligtelsen til at reducere skal ensidigt fokuseres på de områder, hvor vores afhængighed af Mellemøsten og Rusland er størst - nemlig på gas og olie. Og det må og skal energisparepolitikken bidrage til at nå.