Morten Messerschmidt: Et EU i to hastigheder

Kronik af Morten Messerschmidt og Mogens Camre, Information den 16. august 2008

EU-dommene om familiesammenføring, som har præget den seneste måneds mediebillede, er gode eksempler på den grundlæggende syge struktur, der præger EU.

Her overlades politiske beslutninger på snart sagt alle områder til ikke-folkevalgte dommere, mens politikerne står tilbage som umælende får uden indflydelse. På den vis er der ikke noget nyt i de meget omtalte domme. Det unikke er, at de har fået visse ja-politikeres øjne op for, at det rent faktisk udgør et problem, når dommere tiltager sig magt, som var tiltænkt de andre to dele af magtens tredeling.

Netop magtens tredeling er ofte det, der fremføres som et forsvar for EF-Domstolens politiske virke. Og egentlig lyder det jo meget rigtigt, at domstole er nødvendige ved siden af lovgiver og administration - og domstolene skal være uafhængige; ergo må de ikke kritiseres.

Men de fleste vil også kunne indse, at en tredeling af magten nødvendigvis forudsætter, at der er en adskillelse af, hvad de tre magtenheder skal tage sig af. Efter grundloven skal de danske domstole rette sig efter loven. Med andre ord er de danske domstole underlagt Folketinget - dog ikke forstået sådan, at Folketinget kan instruere domstolene om et bestemt resultat. Men Folketinget afgør rammerne for domstolenes virke. Hver magtenhed har altså sin ramme.

Et sygdomstegn på EU
Og det er her, vi finder ét af traktatens grundlæggende sygdomstegn. EF-traktaten indeholder nemlig - i modsætning til grundloven - ikke en bestemmelse om, at EF-Domstolen skal rette sig efter loven. Derimod foreskriver artikel 220, at EF-Domstolen skal værne om lov og ret. Heri ligger selvsagt en langt mere dynamisk og politisk fortolkningsmulighed, end hvad vi kender ellers. Artiklen skal utvivlsomt ses i lyset af den gamle bestemmelse om en stadig snævrere union. For med disse to formuleringer, er der oprettet hjemmel til, at EF-Domstolen kan fuldføre integrationen på de områder, hvor de mange medlemslandes indbyrdes politiske stridigheder giver problemer. Og det er på denne baggrund, at EF-Domstolen siden sin oprettelse har ageret politisk.

Mod mere EU-magt
Er det, hvad man forstår ved retsstatens grundtanke om tredeling af magten? Naturligvis ikke. Men det har fra starten ikke været meningen at respektere magtens tredeling. Grundtanken har altid været, at Unionen skulle blive stadig snævrere og overtage stadig mere magt fra medlemslandene.

Dette på trods af, at modstanden mod en udvidelse af EU´s magtbeføjelser er tydelig i de fleste EU-lande. Det må anses for sandsynligt, at folkeafstemninger om Lissabon-traktaten ville have ført til et nej i flere af de nye medlemsstater og i alle de udviklede EU-lande med undtagelse af Belgien og Luxembourg - som økonomisk lever af EU.

EU-landene er ikke en homogen masse, og europæerne er, trods en nogenlunde sammenlignelig kultur, ikke ét folk. Kravet om national suverænitet er stærkt, og der kan ikke fremføres en eneste holdbar begrundelse for, at der er fordele ved at overføre mere suverænitet til EU - der er tværtimod adskillige gode grunde til at rulle EU´s indflydelse tilbage til det, som er nødvendigt for at få frihandelsområdet til at fungere.

Vi bliver overøst med propaganda for EU´s succes. Der bruges enorme summer af skatteydernes penge på EU-Kommissionens propaganda for EU-projektet, men en stor del af budskabet er falsk.

Hovedpåstanden er, at EU´s planøkonomi gør os rigere. OECD´s tal over medlemslandenes BNP, (købekraft-korrigeret) viser imidlertid, at ud af de 10 rigeste OECD-lande er kun fire EU-lande, nemlig Luxembourg, Irland, Holland og Østrig. De europæiske lande udenfor EU: Norge, Schweiz og Island er alle med på top-10-listen.

En del af problemet er, at de reformfjendtlige medlemsstater lukrerer på den omfattende økonomiske bistand fra os andre, som betaler høje skatter for at bidrage til stater, som ikke vil beskatte deres egne borgere. Det er ikke i vores interesse - så meget mere som en stor del af bistanden går direkte i de forkerte lommer, fordi EU´s økonomiske forvaltning er syg.

Elitestyre i Bruxelles
EF-Domstolens dynamiske fortolkning af EU-retten er det seneste bevis for, at EU vil begrænse de europæiske demokratier og erstatte dem med et embedsmands- og dommerstyre, som træffer de beslutninger, den herskende elite ønsker. En dansk accept af EF-Domstolens konstante udvidelser af EU-retten er klart grundlovsbrud.

Det har Højesteret fastslået i den dom, som retten afsagde i den sag om grundlovsbrud, som en kreds af EU-modstandere anlagde mod statsministeren efter ratifikationen af Maastricht-traktaten. Det hedder i dommens præmisser, at afgivelse af suverænitet udover i nærmere bestemt omfang kun er mulig ved folkeafstemning jævnfør grundlovens § 20, medmindre der kan mønstres 5/6 flertal i Folketinget.

Det, EU´s domstol gør, er præcis at fratage medlemsstaterne suverænitet i et ukendt og uforudset omfang. Det er ikke foreneligt med grundlovens ord.

Efter den irske folkeafstemning i juni må vi fastslå, at Lissabon-traktaten ikke kan gennemføres. Den er ganske vist ratificeret i 22 lande, men reelt er der tale om statskup mod landenes befolkninger, gennemført af deres egne regeringer under massivt pres fra EU-systemet. Irerne kan forventes at stemme endnu mere massivt nej, hvis de tvinges til en ny afstemning, og en ny britisk regering må forventes direkte at afvise en traktat, som reelt er en forfatning.

Europa kan ikke med demokratiske midler underlægges EU´s overherredømme. Hvis nogle folk ønsker det, så lad dem. Alt tyder på, at det bliver en meget lille union. Hvis den tyske og den franske regering tør tvinge deres befolkninger med - det er jo det, de er i gang med - så er det først og fremmest deres problem. I første omgang kan de måske skabe politisk apati overfor dette overgreb, men på lidt længere sigt vil de løbe ind i et oprør.

Danmark bør klart meddele EU, at vi ikke vil fortsætte forhandlinger om Lissabon-traktaten. Det er tidsspilde at lade, som om irerne kan tvinges.

Andre modeller og tempi
Vi har behov for en åben debat om de alternativer, der findes. Unionstilhængerne har konsekvent argumenteret for, at alt, hvad der kom fra EU, repræsenterede den eneste mulige løsning. Først var det forfatningen, der var det eneste saliggørende. Nu er det Lissabon-traktaten. Men der findes masser af andre modeller.

Hvorfor skal EU for eksempel have et grundlovscharter om menneskerettigheder, når alle EU-lande er med i menneskerettighedskonventionen? Skulle det være nemmere at bekæmpe kriminelle, blot fordi man får flertalsafgørelser? Ville det ikke være enklere blot at lukke grænserne? Gør Lissabon-traktaten noget for at afskaffe struktur- eller landbrugsstøtten? Og ønsker europæerne en fælles præsident, udenrigsminister og forsvarsagentur? Alle spørgsmål kan formodentlig besvares negativt - i hvert fald for Danmarks vedkommende. Hvis andre lande ønsker en anden model, er det deres sag.

Den logiske beslutning er derfor et EU i flere hastigheder. Eller et Europa à la carte, som ja-partierne så nedladende formulerer det.

Lad dem, der vil overdrage udlændingepolitikken til EU, gøre det - og lad os andre se, hvordan det går. Modellen kendes allerede fra euro´en, hvor de tre sundeste økonomier i EU-15 - Storbritannien, Sverige og Danmark - også er de tre eneste udviklede EU-lande, der står uden for euro´en. Mon ikke denne tempoforskel, som kun har gavnet de tre lande, kunne tjene til inspiration for et fremtidigt EU i flere tempi, som til gengæld respekterer, at landene ikke er ens, og befolkningerne ikke vil det samme?

 Tilbage