Tak til Karin Riis-Jørgensen ( 4. juli) for dels de spændende betragtninger om europæisk økonomi og dels hendes interesse for, hvordan jeg vil løse fi-nanskrisen. I min optik er EU på nogle områder nødvendig for at løse de strukturproblemer, der danner grunden for den igangværende krise. Således måtte jeg som medlem af Folketingets europaudvalg for mindre end et år siden sammen med venstrefløjen stemme regeringspartierne ned for at fremme et fælleseuropæisk finanstilsyn og bedre regler for kapital-og hedgefonde til sikring af, at vi ikke i fremtiden oplever investeringsadfærd, der slår bunden ud af finansmarkedet.

Jeg undrede mig dengang over, at både V og K modsatte sig ordentlige spilleregler på finansmarkedet. For mig stod det længe klart, at disse udfordringer ikke kunne løses på nationalt plan og derfor krævede EU-regulering. Det er imidlertid ikke på alle områder, at EU er løsningen. Tværtimod udgør EU til tider selve problemet. Flere internationale undersøgelser har vist, at Danmark og de øvrige nordiske lande er de bedst egnede til at håndtere krisens udfordringer. Derfor er det paradoksalt, at de konstante udvidelser af EU´s indre marked nu anfægter selve grundpræmisserne i vores velfærdsmodel.

Det gælder eksempelvis vores arbejdsmarkedspolitik, hvor EF-domstolen har underkendt konfliktretten og overenskomstmodellen. Det gælder en række domme, der har underkendt vores pensionssystem. Og det gælder ikke mindst metock-dommen, der har rokket alvorligt ved vores udlændingepolitik.

Som bekendt hænger udlændingepolitik og velfærden uløseligt sammen, da en stor tilstrømning af udlændinge fra den tredje verden medfører højere sociale udgifter, der nødvendigvis må finansieres ved at tage penge fra sygehuse, daginstitutioner mv. EU er derfor ikke, hvad man på Holbergs tid ville kalde en deus ex machina.

EU er på mange områder selve problemet. Og det er disse områder, jeg ønsker at ændre. Naturligvis skal EU have en domstol. Men ligesom grundlov og retsplejeloven i Danmark indeholder minutiøse regler for domstolenes virke, skal vi have sat grænser for EF-domstolens politiske aktivisme, herunder anfægtelsen af vores udlændinge-og velfærdspolitik. Naturligvis skal vi gå imod statsstøtte og protektionisme. Men jeg vil ikke som EF-domstolen lade hensyn til dyrevelfærd eller børns sundhed vie under beskyldning for, at det er protektionisme. Med andre ord er ingenting sort og hvidt. Derfor indtager jeg en pragmatisk, kritisk holdning til EU.

Og dette er -blandt andet -hvad de kommende fem år skal gå med. Jeg ved godt, at der i unionskredse er ringe vilje til at tale om problemerne med EF-domstolen, det demokratiske underskud mv. Heldigvis er befolkningerne klogere end EU-eliten og indtager en stadig mere skeptisk holdning. Dette så vi 7. juni - og dette er, hvad jeg har tænkt mig at levere i de kommende fem år.