I ethvert samfund er der folk, som falder ved siden af. Uanset hvor megen velfærd eller gratis undervisning et samfund tilbyder, vil der altid være nogen, som på grund af opvækst eller andre omstændigheder får en forkert start på tilværelsen og måske deraf aldrig kommer rigtigt i gang med livet. Jeg har tillagt det sådanne omstændigheder, når jeg på gaden fra tid til anden må tåle diverse tilråb. Som repræsentant for Dansk Folkeparti må man lægge ryg til lidt af hvert. At bodegatyper og andre, der ikke har fået det ud af uddannelsessystemet, som vi andre fik, tyer til sådanne udladninger, er trist og trivielt - men en del af virkeligheden. En anden del af virkeligheden er imidlertid, at også højtuddannede repræsentanter for landets fornemste institutioner tyer til sådanne primitive antydninger og perverterede associationer.

Man må således forundres over, hvordan en lektor ved Frederikshavn Gymnasium, dr. phil. Peter Michael Lauritzen ("På kanten" 18.6.) kan finde på at beskrive mig som en gæv og ung fyr af nordisk, lyshåret støbning og en mild, betinget dom for racistisk udtalelse. En dr. phil. kan jo næppe kategoriseres som en utilpasset tosse. Alligevel falder han for fristelsen til at anvende samme sprogbrug, samme associationer og endog henvise til min hårfarve for at understrege sit ubehag ved mine synspunkter.

Interessant er det, at jeg efter mere end 10 års politiske virke, hvor der dog er sat visse fodspor i sneen, ikke har efterladt et eneste citat, som denne dr. phil. finder nyttigt for sine påstande. Derimod er det min hårpragt og nordiske støbning - hvad det så er - der artikuleres ud fra. På den ene side er dette naturligvis en kapitulation. Man kan anskue det sådan, at mine argumenter simpelthen er så overbevisende, at modstandere som Peter Lauritzen ikke magter et rationelt modargument. I så fald må udbyttet af de mange skønne universitetsår være ret ringe. Men årsagen er snarere en anden: virkeligheden er rykket for nær.

Dansk Folkeparti var EU-valgets vinder. Hvad der før blot anedes i horisonten, er nu virkelighed midt i blandt os. Og hvis der er noget Dansk Folkepartis modstandere hader, så er det denne virkelighed. Derfor må virkeligheden skrives om. Derfor må Dansk Folkepartis repræsentanter associeres med nazister, racister, tosser og imbeciler. Og naturligvis gør det da indtryk. Naturligvis bliver også jeg såret af at høre disse beskyldninger. At blive beskyldt for nazistiske sympatier, er dybt krænkende. Og det samme er det, når folk som Peter Lauritzen søger at skyde mig racistiske synspunkter i skoen. Han mener at have fundet argumentation i en dom fra 2003. Men der er intet i denne dom, som bare indikerer, at jeg eller andre i DFUs hovedbestyrelse har, har haft eller på noget tidspunkt havde racistiske synspunkter.

I enhver seriøs sammenhæng defineres racisme som en ideologi, hvorefter mennesker rangordnes i forskellige grupper efter biologisk race. En sådan ideologi er afstumpet. Og hverken jeg, Dansk Folkeparti eller Dansk Folkepartis Ungdom har, har haft eller vil på noget tidspunkt få nogen relation til sådanne infame overvejelser. Ærligt talt, er det en fornemmelse overhovedet at insinuere det? Ja, det hører til i bodegaretorikken. Og så blandt dr. phil.´er, forstås.

Men hvordan ender højt uddannede og elokvente folk som en lektor og dr. phil., der har alle uddannelsesmæssige forudsætninger for et velartikuleret angreb eller bidrag til den politiske debat, da med så afsindige påstande? Han kan jo netop ikke karakteriseres som en stakkel, der er faldet uden for samfundet. Måske er det snarere samfundet, der er faldet uden for Peter Lauritzen. Måske er det virkeligheden, der har bevæget sig bort fra dr. phil.´en, medens det for de andre grupper forholder sig omvendt? Er det i så fald synd for Peter Lauritzen som det er for drankeren og drengen, der aldrig fik noget ud af skolen? Eller er det snarere synd for os andre, der har betalt i dyre domme for at uddanne dr. phil.´er, der alligevel henfalder til argumenter, som kan samles op på bodegaen? Svaret svæver i vinden