Der er ét eller andet underligt ved denne Peter Michael Lauritzen, som nok engang 2. juli fremturer imod min person. Aldrig har jeg anfægtet hans ret til at undervise. Alligevel er det, hvad jeg nu beskyldes for efter 23. juni at have udtrykt forargelse - og forundring. Ikke over PML´s synspunkter generelt. Dem kan han sikkert finde andre, der interesserer sig for. Men for hans og andres ubændige trang til at drage paralleller mellem Dansk Folkeparti og totalitaristiske, despotiske ideologier.
Det kan da godt være, at PML finder mine betragtninger om islamisme og den med det multietniske samfunds opståen medfølgende forråelse af samfundet for uvidenskabelige. Det lader jeg andre afgøre, idet jeg dog ihukommer en række anerkendte professorer fra såvel ud- som indland og endda helt uden for det teologiske fakultet, der faktisk deler min og Dansk Folkepartis kritik af islamisme og de problemer, som en stor islamisk indvandring påfører Danmark.
Uden sammenligning hertil er det dog at påstå, at der findes lighedstræk mellem Dansk Folkeparti og totalitarisme, herunder nazisme eller andre afstumpede ideologier, som PML og hans ligesindede efter forgodtbefindende tillader sig at insinuere. Og dette er såmænd i al uakademisk fredsommelighed, hvad jeg lader mig forarge over. Fuldstændig som jeg antager, at PML ville reagere, om han blev beskyldt for pædofili eller lignende afstumpet adfærd, reagerer jeg på sådanne angreb, hvis meningsløshed synes åbenbar.
En tak til PML skal der dog lyde for i dette sit indlæg af 2. juli i det mindste at forsøge at argumentere for sine synspunkter og ikke blot lade dem stå hjælpeløst demagogisk og frit svævende i luften. Men at han i sin nyformulerede argumentationskæde kommer frem til, at jeg er dømt for racisme, gør desværre kun hjælpeløsheden større.
I Danmark kan man ikke dømmes for nogen som helst ideologi. I Danmark er ideologier nemlig ikke forbudte - uanset hvor tåbelige de måtte være. Derfor giver udsagnet og altså dermed argumentet absolut ingen mening. Man kan lige så lidt dømmes som liberalist eller kommunist, som man kan dømmes som racist. Hertil kommer, at der intet er i den plakat, som Dansk Folkepartis Ungdom i sin tid producerede, der bare nærmer sig racisme. Den handler derimod om det multietniske samfund som en efterhånden noget falleret, men dengang stadig levende utopi på venstrefløjen.
Jeg nærer ingen trang til at begrænse PML´s ytringsfrihed. Påstanden må igen henføres til rene fabulanterier. Hvad jeg derimod til stadighed undrer mig over, er, hvordan antageligt højtuddannede folk til stadighed som grundlag for deres argumenter tyer til injurierende, usande eller fordrejende fremstillinger. Det tjener hverken den politiske debat - endsige akademikerstanden, som jeg forstår PML kærer sig om, noget prisværdigt formål. Om PML gør det, må stadig stå hen i det uvisse.