Pia Kjærsgaards ugebrev

mandag den 23. april 2012

Morgenluft for grænsekontrol?

Dér stod de med alvorstunge miner i sommeren 2011. ”Et hårdt slag mod Europa”, ”et kæmpe tab”. Med disse ord beklagede den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle den nyoprettede, permanente toldkontrol ved de danske grænser. Danmark ”forårsager store skader” i Europa, lød det fra den tyske indenrigsminister Hans-Peter Friedrich – manden, som sammen med sin franske kollega for nylig har rettet en henvendelse til det danske EU-formandskab med ønsket om at give Schengen-landene lov til at indføre grænsekontrol i perioder på op til 30 dage.

Mon ikke, de fleste husker, hvordan Danmark blev hængt ud sidste sommer. Vi var på alles læber. Det lille land var i fuld gang med at ødelægge Schengen-aftalen om de åbne grænser og dermed en af de ideologiske grundpiller i hele EU-samarbejdet. De åbne grænser hører i EU's selvforståelse nemlig til en af de allerstørste ”bedrifter”, som samarbejdet indtil dato har præsteret.

Men nu er der præsidentvalg i Frankrig, og præsident Sarkozy har brug for succeshistorier i en tid med illegal indvandring og grænseoverskridende kriminalitet. Da den daværende regering og Dansk Folkeparti sidste år indførte kontrollen ved de danske grænser, var reaktionen fra det officielle Europa hysterisk og Tysklands angst for sin egen befolkning udtalt.

For den menige tysker syntes, at ideen var rigtig god, og avisartiklernes læserkommentarer var fulde af støtte til Danmark. I Tyskland har man da også begået den ene mærkværdige finte efter den anden i forsøget på at etablere grænsekontrol, som alligevel ikke er ”rigtig grænsekontrol”; f.eks. i delstaten Brandenburg, hvor antallet af biltyverier er eksploderet, siden Polen er kommet med i Schengen-samarbejdet, og hvor man derfor har indsat en ekstraordinær politistyrke på flere hundrede mand.

”Grænsekontrollen” findes tillige flere steder langs den fransk-tyske grænse, hvor der visse steder er etableret permanente anlæg, ligesom den findes i Holland, hvor der ved grænserne tages billeder af samtlige køretøjer. Også i Sverige, der faktisk roste vores kontrol, kontrollerer toldere rutinemæssigt trafikken ved Øresundsbroen eller i landets færgehavne. De åbne grænser har længe været en sandhed med modifikationer.

Man kan godt få den mistanke, at der med Danmark måtte statueres et eksempel. Derfor kom selveste EU-Kommissionen på banen med kontrolbesøg i Danmark. Det første – og eneste – besøg blev en fiasko, idet den høje undersøgelseskommission vist ikke mødte en eneste tolder. Man bebudede et nyt besøg, som dog blev overflødiggjort, efter at den røde regering skrottede toldkontrollen for at behage EU.

Men EU-Kommissionen nøjedes ikke med besøg i Danmark. Den ønskede ret til at nedlægge veto mod alle former for grænsekontrol indenfor Schengen-zonen, både tidsbegrænsede og permanente. Nu bør det retfærdigvis undersøges, hvem der overtræder Schengen-konventionen: Tyskland og Frankrig med deres ønske om tidsbegrænset, men til gengæld ægte grænsekontrol, eller Danmark med den permanente toldkontrol?

Det er egentlig ikke, fordi fortolkningen af EU's regler interesserer mig voldsomt. Vi har flere gange oplevet, hvordan de efter forholdene kan bøjes efter magthavernes forgodtbefindende – det gælder f.eks. kravene om overholdelsen af euroens konvergenskrav. De store lande kunne i lange perioder køre med store budgetunderskud, mens små lande straks blev banket i hovedet med en kølle.

Sagen om grænsekontrollen afslører endnu en gang for selv den mest tungnemme, at der er stor forskel på landene i EU. Tyskland og Frankrig er det egentlige omdrejningspunkt for samtlige beslutninger eller fortolkninger af regler. Det er dem, der svinger taktstokken. Derfor skulle Danmark kanøfles sidste sommer. Et lille land skulle ikke kunne tillade sig noget, og da slet ikke at udfordre et centralt punkt i EU's ideologi.

Alligevel er der håb forude. Der er nemlig ingen tvivl om, at den bagvedliggende årsag til det tysk-franske ønske er et stærkt folkeligt pres. Befolkningerne lider under den manglende grænsekontrol. Det er folket, der betaler prisen for de kriminelles hærgen og den illegale indvandring. Debatten vil fortsætte, og magthaverne vil før eller siden blive tvunget til at indse, at det gik for hurtigt med at afskaffe grænserne.

EU hader alt, hvad der har med grænser at gøre. For grænserne minder om nationalstaterne i den af EU udråbte ”postnationale” tidsalder. Befolkningerne holder derimod stædigt og irriterende fast i deres nationer og elsker dem højt.

Det tysk-franske ønske om en mulighed for at etablere grænsekontrol afslører ikke kun hykleriet i selve grundlaget for EU-ideologien. Når et præsidentvalg truer, viser man sig pludselige fra sin ”folkelige” side. Så klamrer magthaverne sig til taburetterne og skyer ingen midler for at opnå genvalg. Ønsket viser derfor også, at ikke en gang EU's magthavere har kappet de sidste fortøjninger til befolkningernes virkelighed.

Dansk Folkeparti hilser de nye toner velkommen. Vi vil fortsat arbejde for, at vi her i Danmark kan kontrollere vores grænser og dermed sikre vores tryghed.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard