Vi er samlet her i dag for at fejre vores frie forfatnings 153 års fødselsdag.
Det er en begivenhed, som det kun er forundt få lande i denne verden at fejre, og det gør vi os nok ikke tilstrækkeligt klart i det daglige.
Demokrati betyder som bekendt folkestyre, og ser vi verden rundt, er der alt for mange folk, der ikke får lov at styre deres eget land og deres eget liv.
Folkestyrets forudsætning er frihed. Kun et frit folk kan træffe meningsfulde beslutninger om sit liv. Frihed er forudsætningen for vækst, for velfærd, for retfærdighed og for tryghed. Den frihed, vi har kendt i størstedelen af de 153 år, der er gået siden junigrundloven 1849, er ikke en selvfølge. Den er i dag mere truet end på noget tidspunkt siden 2. Verdenskrigs afslutning.
Ser vi ud over verden, må vi erkende, at det kun er et mindretal, som har friheden til at udvikle et samfund med kvaliteter som vort. Verden over ser vi fattige samfund, samfund præget af sult, vold, overbefolkning, massiv undertrykkelse af menneskerettighederne, korruption og uvidenhed. En milliard mennesker lever for under en dollar om dagen. Milliarder af mennesker producerer så lidt, at de ikke kan leve et acceptabelt liv. Fordi de ikke er frie.
Arbejde er forudsætningen for økonomisk vækst, men hvis mennesker ikke har frihed til at beholde den væsentligste del af udbyttet af deres arbejde, er der intet incitament til at tage fat. Derfor blev de kommunistiske samfund så fattige og tilbagestående - staten snød folket for hovedparten af produktionsresultatet, og så var der ingen grund til at slide i det.
I mange fattige lande i den tredje verden er friheden frataget mennesker ved religiøs eller kulturel indoktrinering. De muslimske samfund er fattige, fordi et religiøst-politisk system fra middelalderen forhindrer mennesker i at tænke frit. Systemet forhindrer mennesker i naturvidenskabelig erkendelse af verdens sammenhæng og bilder dem ind, at en gud for 1300 år siden har skrevet en bog, som er lov for, hvordan verden i al fremtid skal styres og indrettes.
Og i vort eget land er der folk, hvoraf nogle endda har gået på universitetet, der vil tvinge os til at bøje os i ærbødighed og respekt for synspunkter, som alle fornuftige mennesker indtil for få år siden kaldte overtro. De vil lukke munden på os, og indgiver politianmeldelse mod dem, som ikke tier om truslerne mod vores kultur.
I Danmark - i Europa - ser vi i disse år en skærpet kamp om værdier og holdninger. Socialdemokrater og socialister, som i mange år har haft en dominerende indflydelse i Europa, har ikke blot bevæget sig længere og længere bort fra de holdninger og meninger, som almindelige mennesker har. Det som førhen var arbejderpartier, er blevet partier for intellektuelle eliter, som mener, at de skal opdrage folket, og de har haft travlt med at opbygge mekanismer, der kunne sikre dem mod nogensinde at tabe magten.
Da socialdemokraterne i 2000 mistede magten i Østrig, var de socialdemokratiske, europæiske regeringschefers reaktion så hysterisk, at Østrig blev sat under EU-observation og boykot - helt i strid med EU-traktaten i øvrigt - og tre såkaldte vismænd skulle overvåge det fuldt ud demokratiske Østrigs indre forhold.
Det socialdemokratiske projekt har i Danmark været kendetegnet ved stadigt stigende skatter, stadigt flere offentligt ansatte, stadig flere indvandrere og stadig større problemer med forringede, offentlige serviceydelser, fra hospitalerne til skolerne. Det projekt, har socialdemokraterne selv set, var så upopulært, at det gjaldt om, at folket enten ikke opdagede, hvad der skete, eller blev skræmt fra at tale om det. De, som sagde sandheden, var ikke stuerene, mente Poul Nyrup. Det tog danskerne sig ikke af, fordi det danske folk har den sunde fornuft i behold og ikke lader sig skræmme hverken af Poul Nyrup eller biskop Holm.
I Danmark har vi set etableringen af råd og nævn, befolket med såkaldt sagkyndige og eksperter, som altovervejende var venstreorienterede, der skulle sikre, at folket blev belært om, hvad det måtte mene og især ikke måtte mene. Råd og nævn, som skulle kue den ytringsfrihed, som er lovfæstet i den grundlov, vi fejrer i dag.
Vi har set EU´s meningsovervågningsenhed i Wien, det såkaldte observatorium mod racisme og fremmedhad, som med stasiagtig nidkærhed registrerer og nedskriver alt, hvad der står i Europas aviser om indvandrere og de dermed forbundne problemer og som sender vejledninger til aviser og nyhedsmedier om, hvordan de skal beskrive - og lade være med at beskrive - problemer med asylfup og indvandring, sådan at folket ikke opdager, hvad det er, der sker i Europa. Den seneste rapport om Danmark er fordrejet, ud i det latterlige. Den beskriver ligegyldige mishagsytringer fra frustrerede danskere som grov racisme, men den udelader totalt de mord, de massevoldtægter, de overfald og røverier, som begås af udlændinge mod danskere. Overfald og dødstrusler mod jøder er åbenbart ikke racisme i overvågningscentrets øjne. For centret er det kun muslimer, der skal beskyttes, og det er jo tankevækkende.
De kugler, der dræbte den hollandske professor Pim Fortuyn den 6. maj, var nok affyret af en enkelt fanatiker, men de blev affyret i en atmosfære, skabt af de korrekte politikere og deres hjælpere i meningskontrol-organisationerne og i godhedsindustrien, som har angrebet og dæmoniseret enhver, der blot beskrev problemerne ved indvandringen og som ikke var parat til at aflevere Europa til en fremmed kultur.
Der findes ingen fornuftig forklaring på, hvorfor socialdemokrater og socialister og den særlige afart af venstreorienterede, der her i landet kaldes radikale, har haft så travlt med at fylde Europa med mennesker fra alverdens problemkulturer. Det drejer sig jo ikke i noget betydeligt omfang om mennesker, som er forfulgte i flygtningekonventionens forstand, men for det altdominerende flertals vedkommende om mennesker, der kommer for at få del i Vestens rigdom.
Det ser ud til, at hovedårsagen til, at socialdemokraterne ville gøre Europa multietnisk er en rystende naivitet, og manglende forståelse for, hvorfor nogle lande er rige og andre er fattige. Vi må alle nære bekymring for, at en så stor del af verdens befolkning lever i fattigdom og undertrykkelse. Vi må alle nære medfølelse for mennesker, der er undertrykt under diktatur - uanset om det er kommunistisk, fascistisk eller muslimsk-fundamentalistisk. Vi må alle have medlidenhed med mennesker, der lever i kulturer, der ikke kan udvikle moderne samfund, men det er bare mange, mange andre, end de nødlidende, der komme som flygtninge.
Det er absurd at tro, at vi kan løse fattigdomsproblemerne ved at flytte udviklingslandenes befolkninger til Europa. Det er skræmmende, at nogen har kunnet tro, at det voldsomme befolkningsoverskud i 3. verdens landene har krav på at blive flyttet til Europa. Der er kun én løsning på fattigdomskløften, og det er børnebegrænsning kombineret med udvikling af de fattige lande. Desværre er vanskeligheden ved det, at mange af de fattige landes ledere og størstedelen af deres folk ikke accepterer den nødvendige udvikling. Det er også svært på nogle årtier at gennemføre den udvikling bort fra middelalderen, som vi har brugt 500 år til, men der er ingen anden vej til overlevelse. Der vil over de næste 50 år blive født tæt ved 3 milliarder mennesker, næsten alle i udviklingslande, som ikke producerer ret meget af værdi. Det er opskriften på en katastrofe af uanet omfang, hvis ikke vi - den vestlige verden - formår at påvirke udviklingslandene til at ændre kurs. Men vi skal gøre os klart, at fundamentalisterne hader os, fordi de vil fastholde middelalderen - kun i dens tankeverden kan de overleve.
Vi har ikke erklæret islam krig, men den islamiske fundamentalisme har erklæret USA og dermed os krig. Europa kan ikke lurepasse sig udenom denne trussel, selvom de evige godhedsapostle gør alt hvad de kan for at bortforklare truslens sande indhold.
Desværre er der en udbredt tro - især blandt venstreorienterede - på, at udviklingslandenes fattigdom er en følge af vores rigdom. Vi tager alle ressourcerne, siger de politisk korrekte skolelærere til deres elever.
Det er en total misforståelse. Vi producerer selv vores rigdom. Der er ressourcer til alle 6 milliarder på denne klode, men de skal opdyrkes, udvikles, produceres. De fattige lande er fattige, fordi de ikke producerer noget. Hele den muslimske verden på 1,3 milliarder mennesker, som sidder på 70 pct. af verdens energiressourcer, har kun et nationalprodukt på en femtedel af Japans - og det skyldes forskellen på Japans kultur og den muslimske kultur.
Det er nærmest ufatteligt, at de socialdemokratiske regeringer i Europa ikke har gjort noget for at stoppe især de muslimske landes massive indvandring til Europa. Det er ufatteligt, at de så længe har kunnet fornægte, at islam er uforenelig med Europas demokrati og menneskerettigheder. Det har længe været klart, at kulturkløften er så dyb, at de færreste kan overvinde den og, at de fleste aldeles ikke agter at blive integreret. De forestiller sig, at det er os, der skal ændre kultur - det er islam, der skal overtage Europa. Og man kan jo vanskeligt bebrejde Hizb-ut-Tahir, Minhaj ul-Quran eller de fundamentalistiske imamer, at de tror, at de kan overtage Danmark, når man ser hvor uansvarligt, vi hidtil har behandlet fjendens forposter i vort eget land.
Men Europa er ved at vågne: Danmark, Holland, Italien, Portugal, Østrig, Frankrig er vågnet. Ja selv Sveriges statsminister, Göran Persson, er blevet klogere, og siger, at integrationen ikke er lykkedes, så Sverige kan ikke tage flere indvandrere. Det ville være dumt, siger han. Dumhed er et mildt ord for den indvandrerpolitik, Sverige har ført. Den overgår selv vores dumhed. I Sverige har socialdemokraterne bastet og bundet ytringsfriheden, så ingen tør sige det, alle ved. Men vi er ikke ene om at søge at begå nationalt selvmord. Det meste af EU står overfor meget omfattende indre problemer af social, økonomisk, kulturel og retssikkerhedsmæssig art i de kommende år, samtidig med, at fundamentalisternes ydre trusler vil kræve øget beredskab, militært som civilt.
Vi ser omsider i Danmark en realistisk debat om de nye problemer, der præger vores hverdag. Det Dansk Folkeparti var ene om at sige for få år siden, og som vi igen og igen var udsat for hadefulde angreb for, det siger nu alle fornuftige mennesker - alle kan se, at det var sandt, og selv en enlig, socialdemokratisk svale kan skrive en glimrende bog om verden efter 11. september.
Socialdemokrater og socialister kalder den europæiske bevægelse væk fra socialdemokratismen for højrepopulistisk. Hvad er det at være højrepopulist? Ja, hvis man ikke er enig i de korrekte venstreorienteredes verdensopfattelse, er man til højre eller som det hedder i den rødternede presse overalt i EU: højre-ekstremistisk. Det tillader en lang række useriøse journalister sig at kalde Dansk
Folkeparti, selvom enhver normalbegavet iagttager kan se, at Dansk Folkeparti er et centrumsparti. Og populist er et særligt skældsord, som betegner, at et synspunkt er letkøbt, useriøst, noget det dumme folk mener, men som vidende og dannede oplysningstænkere, som de kalder sig selv på Weekendavisen, må tage afstand fra.
Det er selvfølgelig et forsøg på selvforsvar, der får venstrefløjen til at bruge et udtryk som højrepopulist - om alle fra antisemitter som Le Pen og Jörg Haider, over den begavede og frisindede Pim Fortuyn, til moderne, socialt bevidste politikere som Pia Kjærsgaard. Det er forsvar for mangel på egne løsninger - et noget primitivt selvforsvar kan man sige - at råbe racist efter enhver, som tillader sig at påpege, at det er bedre, at Europa er demokratisk, frit og rigt end diktatorisk, korrupt og fattigt.
Bag selvforsvaret ligger en mangel på forståelse for, at forandringer af verden i vores tid sker hurtigere end nogensinde før. De teorier, der blev udtænkt i det 20. århundrede duer ikke mere. De er historie. Den socialistiske forestilling om at tvinge mennesker til at indordne sig under en broget, multietnisk kultur er hjernespind. Det mærker almindelige mennesker i Europa - det er dem, der føler deres førhen stabile tilværelse truet, og de kræver deres frihed, deres sikkerhed, deres arbejde, deres gennem årtusinder udviklede kultur beskyttet. Det er de holdninger, den bedrevidende, intellektuelle venstrefløj tillader sig at kalde højrepopulisme - og derfor fravælger europæerne venstrefløjen.
Det danske samfund står i de nærmeste år overfor nødvendigheden af en lang række reformer af den socialdemokratiske model.
* Arbejdsmarkedspolitikken skal fornys, så vi opnår større fleksibilitet, så flere kan komme fra passiv understøttelse til aktivt arbejde.
* Undervisningen skal reformeres - vi har verdens dyreste folkeskole, men den uddannelse eleverne får, placerer dem på et middelmådigt niveau, målt med andre lande. Mobning og urolige børn er et utåleligt problem for undervisningen. Den højere uddannelse hænger fast i 1970´ernes venstreorienterede filosofi. Der må omfattende omprioriteringer og forbedringer til.
* Socialpolitikken skal gennemanalyseres og fornys. Det er en meget omfattende opgave og vi bør nedsætte en bred, sagkyndig socialreformkommission, som kan fremlægge forslag til ny lovgivning. De stadig mere åbne grænser og EU´s forsøg på indgreb i medlemslandenes socialpolitik kan udhule danske borgeres rettigheder. Dele af socialpolitikken holder mennesker borte fra arbejdsmarkedet. Klientgørelsen er skadelig og kostbar. Den stigende levealder kan ikke finansieres med stadig tidligere pensionsalder. Danmark kan ikke fortsætte med at være alverdens socialkontor.
* Sundhedsvæsenet fungerer ikke tilfredsstillende - uanset at Danmark har et af de højeste antal læger i forhold til befolkningens størrelse, har vi akut lægemangel og lange ventelister. Det er i bund og grund et spørgsmål om forkerte overenskomster og forkert organisering. Vi skal have en sygehusstyrelse og amterne skal nedlægges, for de magter ikke sygehusopgaven.
* Hele udlændingeområdet har nu fået ny lovgivning. Det skyldes dansk Folkepartis indsats, at denne lovgivning er strammet op. Vi skal nøje følge, hvordan den kommer til at virke, så vi kan følge op med yderligere initiativer. Det skal være slut med særbehandling og særrettigheder. De som ikke vil integreres og ikke vil underkaste sig dansk lov og orden skal ikke blive i Danmark.
I en ny opsigtsvækkende rapport slår EU-Kommissionen fast, at indvandring ikke kan løse EUs såkaldte aldringsproblem og ejheller arbejdsmarkeds- og pensionsproblemerne. Indvandring som vi nu ser den i Europa er en belastning for vore samfund – den gør alle vore problemer vanskeligere at løse: de sociale problemer, beskæftigelsesproblemet, uddannelsen, boligproblemerne, kriminaliteten.
Det er befriende, at det nu endelig bliver slået fast, at indvandring ikke løser, men skaber problemer, præcis som Dansk Folkeparti hele tiden har sagt.
* Skattelettelser er et bredt ønske i befolkningen - Danmark har verdens højeste skattetryk og det er uholdbart. Men skatterne kan ikke bare sættes ned. Forestillingen om at lavere indkomstskat øger arbejdsindsatsen så meget, at der ikke bliver noget provenutab, er en særlig konservativ ønsketænkning, som ikke holder i dagslys. Lavere skatter forudsætter lavere offentlige udgifter, og det kræver detaillerede reformer på mange områder, for at undgå, at følgerne bliver, at borgerne får ringere ydelser. Danmark har en større andel af de 16-65 årige ansat i den offentlige sektor end noget andet frit land. Der må være mulighed for reformer.
* Børns vilkår i vores samfund er på en række områder truet. Ændringer i familiestrukturen har skabt ustabile vilkår i mange hjem. Det hensynsløse udbud af narkotiske stoffer og alkohol påvirker mange børns hverdag. Internettets kommercielt bestemte udbud af alt fra vold til hård pornografi skaber sygelige forestillinger i mange børns hoveder. Vi skal hverken lade kyniske kommercielle interesser eller ekstremistiske politiske holdninger præge børns og unges liv. Der er behov for en kompleks indsats for at betrygge børns og unges liv.
* Kriminalitetsbekæmpelse bliver et stadig vigtigere område i et samfund, hvor alverdens forbrydere rejser frit omkring. Vi ser såvel voldskriminalitet som berigelseskriminalitet brede sig i en række lukkede miljøer, især rockermiljøet og indvandrermiljøet. Det er katastrofalt for vores samfund, når voksende grupper er i stand til at sætte sig udenfor lov og orden, og vi må konstatere, at samfundet er svagt, når det gælder om at tage det nødvendige opgør med kriminaliteten. Vi må med bekymring se på, at de frihedsrettigheder, vi har bygget vores demokrati på, ikke kan holde til nutidens udfordringer - vi må kontrollere og registrere og overvåge, og får et samfund, vi i virkeligheden slet ikke ønsker. Vi må skabe midler til at bremse mafiaagtige miljøer i at udvikle sig og vi må se i øjnene, at det kræver en meget stærkere kriminalitetsforebyggende og -bekæmpende indsats.
Oppositionen bebrejder regeringen, at den samarbejder med Dansk Folkeparti og ikke med oppositionen. Men hvis regeringen skulle samarbejde med oppositionen, ville regeringen intet få igennem. Det er jo oppositionen, der har skabt de problemer, danskerne slås med: Det alt for høje skattetryk, det overadministrerede samfund, de alt for mange indvandrere, den åbne skattefinansierede gavebod for alle mulige og umulige formål.
Dansk Folkeparti ser også gerne, at partierne til venstre går aktivt ind i den reformpolitik, som Danmark behøver, men oppositionen modarbejder enhver reform og ser det som sin opgave at forhindre det, befolkningsflertallet stemte for i november. Oppositionen må til at tænke nyt, hvis den vil have indflydelse, kan den ikke det, må vi andre gøre arbejdet alene.
Talrige krævende opgaver trænger sig på. Vi kan ikke få forbedringer uden at få forandringer, men vi mennesker er af natur mistænksomme mod forandring. De reformer vi skal gennemføre, er politisk langt mere krævende end blot at dalre videre som før.
I den sammenhæng er det et stort problem, at den vigtigste nyhedsformidler, Danmarks Radio, ikke er politisk neutral, og ikke engang pluralistisk. Det er uforståeligt, at en radio og TV, der drives for en tvangslicens på befolkningen, kan få lov til overvejende at drive venstreorienteret propagandavirksomhed.
Teknisk set er det let at forstå: Radio og TV har en socialdemokratisk-radikal-socialistisk ledelse, som ikke er undergivet nogen form for demokratisk kontrol. Formelt hedder det, at Danmarks Radio er et led i den frie presse, men det betyder kun, at institutionens ledelse og ansatte selv bestemmer, hvordan den vil tolke ethvert politisk spørgsmål, indenlandsk eller udenlandsk. Da ledelsen i årevis altovervejende har ansat medarbejdere til venstre for midten - og de fleste heraf endog til venstre for Socialdemokratiet - og da de ansatte ser det som deres opgave at forsvare egne politiske synspunkter og nedgøre andres, har man sikret en ensidig virksomhed.
Politisk er det derimod svært at fatte, at vi bliver ved med at finde os i, at Danmarks Radio er et værktøj for venstrefløjen, hvor bestyrelsen er reduceret til et budgetudvalg og hvor landets politiske flertal er sat uden for indflydelse.
Det er uacceptabelt, at DRs nyhedsformidling i så vidt omfang bygger på, at de venstreorienterede journalister interviewer andre venstreorienterede journalister, indkaldte eksperter, som har de korrekte meninger, NGO-repræsentanter, som ikke repræsenterer nogen folkelig bevægelse, og som uimodsagt får lov at fremlægge egne, ensidige synspunkter, som var det den højere sandhed.
Når man lukker op for P1s orienteringsprogrammer får man fornemmelsen af, at det var Sovjetunionen, der vandt den store konfrontation mellem øst og vest, og at historiebøgerne var blevet skrevet om i overensstemmelse dermed. Det var som bekendt den frie verden, der vandt - bare ikke i Danmarks Radio.
De seneste eksempler på ensidigheden er leveret i behandlingen af konflikten i Mellemøsten, der dækkes af de gamle USA-hadere, som på forhånd har besluttet, hvem der er helt og hvem der er skurk.
Indenrigspolitisk giver ensidigheden sig udslag i, at de fleste analyser af vores samfunds omstillingsproblemer tager udgangspunkt i, at den socialdemokratisk-socialistiske model er den eneste rigtige, og forsøg på reformer derfor af det onde. De konstante forsøg på at dels at latterliggøre dels at dæmonisere Dansk Folkeparti skal blot nævnes for fuldstændighedens skyld. De politiske forandringer i Europa bliver i Danmarks Radio til højreekstremisme, racisme og fascisme, uden skygge af analyse af, hvilke holdninger, der ligger bagved de politiske ændringer.
VK-regeringen må vågne op og forstå, at den kun holder i denne ene valgperiode, hvis den ikke griber ind overfor Danmarks Radios propagandavirksomhed. Det er meget dygtige og politisk bevidste folk, regeringen og Dansk Folkeparti har imod sig. De er langt dygtigere til at få deres budskab igennem end Poul Nyrup, Holger K. Nielsen og Marianne Jelved.
Der må skabes balance i Danmarks Radios programvirksomhed, og det kræver ny lovgivning om Danmarks Radios styrelse og en omfattende udskiftning af en dem, der så tydeligt har demonstreret, at de ikke respekterer alsidigheden.
Jeg begyndte med at sige, at der kun er få lande i denne verden, der kan fejre, at de har haft en fri forfatning så længe som vi. Jeg kan ikke slutte min grundlovstale uden at tale om EU´s udvikling og om forsøgene på at skabe en EU-forfatning, som nogle ønsker skal være overordnet for vores egen grundlov.
Det er åbenbart, at der er spørgsmål om handel og økonomi, om miljø og trafik og bekæmpelse af kriminalitet, som EU-landene har fordel af at samarbejde om. Men stærke kræfter i EU vil skabe en samordnet superstat med så meget central myndighed som muligt. De har fået fælles mønt, fælles flag, fælles nationalhymne, de ønsker fælles økonomisk politik, fælles beskatning, fælles sociallovgivning, fælles justitsvæsen, fælles udenrigspolitik, fælles præsident - men de glemmer, at de ikke har et fælles folk.
Det er uhyre interessant, at medens det for 30 år siden var socialdemokrater og andre på venstrefløjen, der var skeptiske overfor EU-projektet, så er den fløj i dag varme tilhængere af mere integration, - altså af at fjerne magten mere fra den enkelte borger - socialdemokraterne ser helst enevælden - de korrektes enevælde - genindført, medens borgerlige kræfter i hele EU er begyndt at sige nej til at afgive deres nationale selvbestemmelse. Et voksende antal europæiske borgere ser ud til at forstå, at kun sammenholdet om ens eget land kan sikre demokratiet.
Det er i dag helt usikkert, hvad der bliver slutresultatet fra det konvent, som er nedsat til at fremlægge forslag til en europæisk forfatning - som vi her i landet helst kun må kalde en ny grundtraktat.
Det er Dansk Folkepartis mål at forhindre en udvidelse af EU´s beføjelser. Den holdning har vi, fordi vi tror på, at ethvert folk er bedst til at regere sine egne forhold.Der er ikke ét europæisk folk, der er 15 i EU med 11 sprog og 12ansøgerlande med næsten lige så mange. Demokratiet kan kun fungere, når mennesker kan tale sammen på baggrund af en fælles viden, og det kan
Europas borgere ikke. Der vil aldrig med vore stemmer blive vedtaget nogen traktat eller nogen europæisk grundlov, som sætter sig over Danmarks Riges Grundlov.
EU fungerer ikke demokratisk. EU fungerer heller ikke hensigtsmæssigt eller med den nødvendige retssikkerhed. Landbrugspolitikken burde afvikles og strukturfondspolitikken reduceres til en støtte i korte perioder til nye lande. EU-Kommissionen skulle have meget færre penge at jonglere med, kun sådan kan der blive færre økonomiske svindelaffærer.
Jo mere vi undersøger EU´s administration, jo mere svig og uregelmæssigheder finder vi. Korruptionens negative virkninger er krøbet ind i EU sydfra, og problemerne bliver kun større, når EU udvides mod øst.
Senest har vi set, hvordan Spaniens kommissær i strid med EU-traktaten har kunnet presse landbrugs- og fiskerikommissæren til at tage en fiskerireform af bordet og fyre den danske generaldirektør, som havde ansvaret for denne nødvendige reform. Den spanske regering har lagt pres på kommissionsformand Prodi og han har pareret ordre, i strid med alle traktater.
I tusind år har vi kunnet styre vore egne forhold. Vores udvikling har været præget af hårdt slid i et land, hvor intet kom af sig selv, af krig for at forhindre, at andre erobrede vores lille territorium, af offervilje og opfindsomhed. Der kom ingen udefra for at gøre arbejdet for os, eller for at fortælle os, hvordan vi skulle udvikle landet. Vi ønsker ikke, at fremmede skal fortælle os, hvordan vi skal indrette vores land, og vi ønsker ikke at bytte vores befolkning ud med en anden.
Derfor står vi vagt om vores grundlov og derfor holder vi denne Grundlovsfest.
