Pia Kjærsgaards ugebrev

- mandag den 9. november 2009  

 

 

Mod til frihed 

 

I dag samles de alle i Berlin for at mindes Murens fald for præcis tyve år siden. Både nuværende og daværende statsledere fra en lang række lande - og ikke mindst de store aktører, først og fremmest den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, den gamle præsident Bush og forhenværende kansler Kohl samles i dag i det genforenede og nye Berlin.

 

Men i virkeligheden kan æren for de historiske begivenheder den 9. november 1989 ikke tilskrives de store statsledere - måske bortset fra Mikhail Gorbatjov, som med sin Glasnost- og Perestrojka-politik ønskede at reformere kommunismen. Men det var et ønske om at reformere for at bevare. Gorbatjov var og er kommunist - og han blev taget lige så meget på sengen af begivenhederne som alle andre.

 

Nej, Murens fald var en folkelig opstand - en fredelig revolution. DDRs faldt sammen med den øvrige kommunistiske østblok stille og roligt sammen som det utopiske sandslot, det havde været lige fra begyndelsen. En ideologi baseret på grænseløst hykleri og den dybeste foragt for den folkelige virkelighed.

 

Polakkerne påbegyndte allerede i begyndelsen af 1980´erne undermineringen af kommunismen med dannelsen af den uafhængige fagforening Solidaritet, hvis karismatiske og modige leder Lech Walesa dristigt talte Moskva imod - og dermed risikerede en sovjetisk invasion som i Ungarn 1956 og Prag 1968. Frihedens flamme blev tændt i Polen, og bålet bredte sig stille og roligt - og frem for alt: ubemærket.

 

Så sent som i sommeren 1989 kunne ingen gæst i Østberlin forestille sig, hvad der ville ske få måneder senere. Når man krydsede den umenneskelige grænses pigtrådsspærringer, når man betragtede de spanske ryttere, vagttårnene og de glammende schæferhunde, var forandring ikke den første tanke man fik. Situationen virkede fastfrosset, og alle mente med den tidligere østtyske diktator Erich Honecker ord, at "Muren ville stå der de næste 100 år".    

 

Men signalerne var der: Da Ungarn afviklede det fysiske jerntæppe ved grænsen til Østrig samme sommer, genoplivede det den østtyske flugtbølge, som Muren havde sat en stopper for den 13. august 1961. Kommunisterne kaldte Muren for "den antifascistiske beskyttelsesvold" - et værn mod kapitalisme og imperialisme. I virkeligheden var det den største fængselsmur, der nogensinde har eksisteret. Skabt til at holde mennesker indespærret. Skabt til undertrykkelse af frihed. Det eneste grænseløse var kommunisternes hykleri...

 

De frihedshungrende østtyskere belejrede den vesttyske ambassade i Prag, hvor udenrigsminister Hans Dietrich Genscher lovede dem udrejse til Vesttyskland - men han måtte bøje sig for det ydmygende østtyske krav, at togtransporterne til Vesttyskland skulle ske gennem østtysk territorium, hvilket skabte panik blandt mange af de flygtede østtyskere, som havde lidt under systemet.

 

Imens opførte det østtyske styre sig som besætningen på Titanic. 7. oktober 1989 fejrede DDR sit 40 års - jubilæum. Glade ungpionerer og systemtro partifolk var udkommanderet til at skabe de perfekte kulisser for den obligatoriske militærparade i Østberlin - og for at overdøve demonstrationerne. Det var det sidste desperate og latterlige forsøg på en kommunistisk teaterforestilling - ved siden af Honecker stod en skeptisk og tavs Gorbatjov.

 

Lidt længere væk stod den til lejligheden slipseklædte danske kommunistleder Ole Sohn og beundrede Den Nationale Folkehærs preussiske strækmarch. Også han valgte at tro på illusionen og klamre sig til ideologien lige til det sidste. Først da Muren faldt, fandt han vendekåben frem og begyndte at skrive kritiske bøger om Sovjetunionen.

 

I dag findes der på venstrefløjen stadig mange, som bilder sig ind, at "kommunismen er rigtig, men den blev forvaltet forkert". Det er det rene sludder og vrøvl. Sandheden er, at kommunismen aldrig vil kunne udvikle sig til andet end den umenneskelige ideologi, som hjælpeløst faldt sammen med Muren. Undertrykkelsen af mennesker og undertrykkelsen af friheden er den helt centrale forudsætning for gennemførelsen af det kommunistiske manifest.

 

Den fredelige revolution i DDR bør hvert år mindes, fordi den om noget er beviset på, at mennesker ikke i længden lader sig undertrykke af et løgnagtigt og undertrykkende system. Mange gammelkommunister og andre drømmere på venstrefløjen vrænger i dag foragtende, at østtyskerne blot ønskede materiel velstand og ville blæse på friheden - og at de blev snydt ved genforeningen.

 

Til disse glædesløse mørkemænd kan man kun sige, at de bør se eller gense billederne fra den 9. november 1989. Den grænseløse glæde og jubelscenerne i de sene frostklare aftentimer, de mange omfavnelser og glædestårerne lader sig bedst sammenligne med modtagelsen af befrielsesbudskabet fra BBC i Danmark om aften den 4. maj 1945.

 

Den 9. november 1989 er historisk påmindelse til alle sværmere, drømmere og ideologer om, at mennesker i længden ikke lader sig undertrykke eller adskille på grund af en ideologi. Den fredelige revolution var ikke alene et ønske om frihed fra overvågning og undertrykkelse, den var også et ønske om, at det gennem en hel generation adskilte tyske folk igen skulle være ét. Genforeningen af Tyskland fandt sted mindre end et år efter Murens fald, den 3. oktober 1990.

 

Murens fald er dermed også en påmindelse til alle de drømmere, som i dag prøver at ignorere nationens betydning, og dem er der rigtigt mange af for tiden. Nationalstaterne er blevet lagt for had som roden til alt ondt - men Murens fald kunne aldrig have fundet sted uden en følelses af fællesskab og solidaritet. Det fællesskab og den solidaritet, som er forudsætningen for virkeligt demokrati og frihed.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Kjærsgaard