Så løftede Skattekommissionen sløret for en blandet buket af forslag på skatteområdet. Statsministeren har flere gange understreget, at regeringen ikke vil fremlægge forslag, der øger grænsehandelen. Alligevel forslår Carsten Koch og medlemmerne i kommissionen at forhøje læskedrikafgiften med 1,8 pct. om året.
Anders Fogh Rasmussen er heldigvis særdeles ordholdende. I 2007 sænkede regeringen og Dansk Folkeparti afgiften på sodavand. Det skete for at komme grænsehandelen og et voldsomt voksende illegalt kiosksalg til livs. Det vil være uforståeligt og i strid med alle intentioner, hvis regeringen nu - ikke engang to år senere - sætter afgifterne op, og endda med årlige, faste stigninger. Man må spørge sig selv, hvordan dette hænger sammen med et skattestop?
I forlængelse af finanskrisen har detailhandelen det sidste halve år konstateret, at en stadig større del af salget af øl og læskedrikke flytter syd for grænsen. Toldere og skattefolk ser frustrerede til, mens danskerne fragter store mængder drikkevarer over grænsen. Men der er ikke kun drikkevarer i indkøbsvognene. Ifølge de handlende i specielt den sydlige del af Danmark, ryger der stadig flere almindelige dagligvarer som f.eks. ost med i købet. Mange dagligvarer er billigere i Tyskland, og når man nu alligevel er af sted, er det fristende at fylde vognen.
Staten risikerer altså at opnå den stik modsatte effekt af den ønskede. I stedet for at indkassere indtægter, der kan finansiere skattelettelserne, er den i overhængende fare for at miste indtægter i form af moms og afgifter. Men lad os nu se, hvor galt det går. Statsministeren har allerede vendt tommelfingeren nedad. Lad os håbe, at også resten af regeringen holder fast!