Christiansborg 2009
 
 

33. Migration, udvikling og frihed - DF´s svar på globaliseringen

Globalisering er et samlet udtryk for de ændringer i den internationale økonomi, militære magtbalance og kultur, som er tæt forbundet med ændringerne i teknologi, herunder ikke mindst informationsteknologi, videnskab og uddannelse, folketal og politiske strukturer.

Disse ændringer påvirker tilværelsen verden over mere omfattende og hurtigere end i nogen tidligere periode i historien. Forandringerne er ikke entydige, deres virkninger er forskellige i forskellige lande og samfundslag, og det populære udtryk ”den globale landsby” er ikke udtryk for, at vi alle lever ens, men mere, at vi kloden over i stigende omfang har adgang til de samme informationer og påvirkes – om end forskelligt - af de samme udviklinger i økonomi, teknologi, folketal, kultur og politik.

Globaliseringen har således både positive og negative sider. Den høje økonomiske vækst, verden har oplevet siden afslutningen af Den Kolde Krig, kan i vid udstrækning tilskrives globaliseringen. Danmark har været god til at udnytte de positive sider ved globaliseringen. Danske virksomheder sælger deres produkter i hele verden og er gode til at vinde markedsandele på nye markeder. Dette skyldes bl.a., at grænserne for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital i stor udstrækning er blevet nedbrudt. Dansk Folkeparti vil til stadighed arbejde for, at disse faktorer kan bevæge sig lettest muligt, hvilket er til gavn for den økonomiske vækst i Danmark og dermed en forudsætning for en fortsat udvikling af velfærdssamfundet.

Indvandringen af udlændinge uden kvalifikationer til at bidrage til det danske samfunds udvikling er en af globaliseringens triste sider, og den har Dansk Folkeparti forsøgt at modarbejde siden partiets stiftelse i 1995. Siden systemskiftet i 2001 har vi haft væsentlig indflydelse på dansk udlændingepolitik, og det er lykkedes os at begrænse tilgangen af personer fra ikke-vestlige lande samtidigt med, at vi har været med til at gøre det nemmere for personer med kvalifikationer, der efterspørges af danske virksomheder, at komme ind i landet.

Den fortsatte befolkningstilvækst i de fattige lande udgør en af tiden største udfordringer. De områder i verden, hvor befolkningstallet vokser hurtigst er samtidig præget af lav økonomisk vækst, manglende frihed og politisk ustabilitet. Sammenhængen er ubestridelig. Det er en meget stor udfordring for den globale økonomiske, økologiske og politiske stabilitet, og det har også konsekvenser for Danmark.

Danmark er et af de lande i verden, der giver mest ulandsbistand per indbygger. Det er isoleret set sympatisk, selvom indsatsen ikke altid synes at give det afkast, som den milliardstore investering kunne berettige.

Det er derfor nødvendigt at revurdere den overordnede strategi for ulandsbistanden. Formålet med den er at fremme økonomisk og menneskelig udvikling, men denne udvikling bremses ofte af strukturer, som ikke direkte berøres af den danske ulandsbistand. Således vil det som udgangspunkt være nyttesløst at give penge til udviklingen i et land, hvor en politisk elite udplyndrer befolkningen politisk og økonomisk. Uden frihed til at udskifte eliten og investere i en økonomi befriet for vilkårlige indgreb fra stat eller mafia, vil hjælpen givetvis ikke gavne mange andre end den lokale magtelite.

Men også andre faktorer har betydning for om ulandsbistanden virker. Uddannelse af hele befolkningen er en afgørende faktor i et lands udvikling og det gælder uddannelse af begge køn. Alt for mange lande forsømmer den folkelige uddannelse, som vi i Danmark kender fra den grundtvigianske tradition, og i mange ulande er kvindernes stilling helt uacceptabel, hvilket er roden til meget ondt.

Kvinderne i den tredje verden sidder med nøglen til udvikling

Veluddannede og uafhængige kvinder er en af de vigtigste forudsætninger for, at befolkningseksplosionen i den tredje verden bremses. Når en kvinde bliver undervist i de mest basale sider af sundhedspleje, familieplanlægning, børnevelfærd etc. vil hun bedre blive i stand til at sige fra overfor de ofte alt for mange børnefødsler og andre negative konsekvenser af familieorganiseringen mange steder i den tredje verden.

Uddannede kvinder vil kunne bidrage massivt til opbygning af fattige lande, og via deres ansvarlighed overfor familien ofte være garanter for, at familien trives. Samtidig er det stærkt medvirkende til den massive underudvikling i den tredje verden og ikke mindst den muslimske del af den, at kvinder kun i lille omfang inddrages i økonomien via en plads på arbejdsmarkedet. I Danmark arbejder kvinder næsten i samme omfang som mændene. Det er oplagt, at det betyder meget for den danske velstand og samtidig medfører, at befolkningstilvæksten er blevet nedsat til et mere bæredygtigt niveau end før industrialiseringen. Samtidig har kvinders stærke position i det danske samfund bidraget afgørende til udviklingen af Danmark til et moderne samfund.

Ulandsbistanden har det indbyggede problem, at den ofte gives som passiv støtte, hvilket ikke altid medfører, at modtageren føler sig ansporet og forpligtet til at gennemføre vedvarende ændringer. Derfor er nye former for ulandsbistand som mikrolån til kvinder en god mulighed for at udvikle tredjeverdensfamilierne i en ansvarlig retning. Hjælp til selvhjælp bør være målet i stedet for kortsigtede markedsforvridende projekter.

Befolkningseksplosion truer den globale bæredygtighed

Befolkningseksplosionen i den tredje verden er en udfordring af hidtil usete dimensioner. Hvis jorden bliver befolket med omkring to milliarder mennesker yderligere omkring år 2050, som mange prognoser lægger op til, vil jordens økosystemer og klima møde en udfordring af enormt omfang. Når der med en befolkning på 6,5 milliarder allerede er en massiv bekymring over udslippet af C02, vil denne udfordring alt andet lige være voldsomt meget større med en befolkning på 2 milliarder yderligere på kloden.

Lande og områder præget af en voldsom befolkningstilvækst vil ofte være ekstremt ustabile, og der vil derfor i hælene på dette fænomen følge krige, intern uro, folkevandringer og lokale sammenbrud af økosystemerne etc., der igen vil starte en ny negativ spiral. Den danske ulandsbistand bør i høj grad målrettes en human forebyggelse af dette problem via hjælp til tredjeverdens kvinder og udvikling af undervisning og familieplanlægningen i den tredje verden. Det skal naturligvis ske i tæt dialog med de berørte regioner og befolkninger.

Forebyggelse af folkevandringer

Den nok største politiske udfordring i den moderne Danmarks historie, er det voldsomme indvandringspres fra underudviklede egen af kloden, hvor efterspørgslen på at flytte til den udviklede del af verden, herunder Danmark, nærmest er umættelig.

Det har ført til, at mange mennesker er kommet hertil fra områder, hvis kulturelle hovedværdier står i skarp kontrast til de danske. Det har endvidere medført en uhørt høj økonomisk, kriminalitetsmæssig, kulturel og social belastning af det danske samfund. Selvom denne udvikling er blevet sat i bero med systemskiftet i 2001, vil presset på igen at åbne grænserne for massiv fattigdomsindvandring stige i takt med, at overbefolkningen tager til i en verden, hvor det bliver stadig nemmere at rejse fra en konfliktzone til et mere stabilt og veludviklet samfund som det danske.

Det er ikke en holdbar løsning for Danmark at skulle sætte den politiske og økonomiske stabilitet over styr i et forsøg på at aflaste en udvikling, der primært skyldes valg af helt forkerte udviklingsstrategier i den tredje verden. De lande, der i realiteten eksporterer deres overskudsbefolkning til Danmark og resten af Vesten er nærmest alle præget af fravær af demokrati, undertrykkelse af stort set alle frihedsrettigheder, berøvelse af kvindens ret til valg af partner, seksualitet og identitet og et generelt fravær af økonomisk frihed, hvilket ellers er nødvendige forudsætninger for, at et land kan udvikle sig.

I erkendelse af, at presset på Danmark vil tage til for folkevandringer i den tredje verden grundet ovenstående faktorer, er det nødvendigt at søge indflydelse på brugen af ulandsbistanden fra dansk hold. Ulandsbistanden skal målrettes udvikling af sunde levedygtige demokratier, hvor der er en fri økonomi til gavn for landenes indbyggere, og presse de modstræbende regimer til at vælge frihedens vej. En sådan udvikling skal tilstræbes overalt, hvor Danmark kan øve indflydelse, uanset om det er gennem FN, EU eller gennem vores egne bilaterale bistand.

Nærområdeindsats

Danmark og resten af Vesteuropa har ikke formået at integrere fattigdomsflygtningene fra den tredje verden i tilfredsstillende grad og åbning af grænserne for disse gennem de seneste 30-40 år har skabt nogle massive integrationsproblemer, der vil vare ved langt ud i fremtiden og medføre intern uro og destabilitet i Vesteuropa og Danmark som følge deraf. Muhammed-krisen i 2006 er blot et eksempel på, at betydelige dele af de store muslimske befolkningsgrupper i Danmark og i resten af den vestlige verden har et ønske om at indføre hele eller dele af sharialovgivningen i denne del af verden.

Ulandsbistanden bør derfor målrettes til at gavne den tredje verden og Danmark på én gang. Fra dansk side må vi insistere på, at hjælpen målrettes begrænsninger i flygtningestrømmen, eftersom den tredje verden ingen glæde har af, at Vesten og Danmark bukker sammen under presset fra den potentielle tilstrømning af fattigdomsflygtninge. Målet er, at flygtninge fastholdes i nærområderne i fremtiden i langt højere grad end i dag. Til gengæld kan vi målrette ulandsbistanden til investering i og udbygning af flygtningelogistikken i nærområderne, samtidig med at vi målretter en indsats massivt mod at forebygge problematikken.

De fleste konflikter i den tredje verden, der genererer flygtningestrømme, er centreret i bestemte regioner og lokalområder. Lande som Afghanistan og Irak er domineret af en kultur, som bærer præg af stamme- og klantænkning med ganske særprægede normer for konfliktløsning og generel adfærd. Disse normer gør det yderst vanskeligt at integrere mennesker derfra, mens de langt nemmere vil kunne integreres i andre områder af hjemlandet eller i nabolande.

I Danmark har vi heldigvis en lang tradition for at træde til med nødhjælp og assistance til folk, der bliver ramt af ulykkelige omstændigheder pga. krige og naturkatastrofer.

Denne form for assistance skal optimeres og målrettes midlertidige såvel som mere langsigtede genhusningsstrategier overfor internt fordrevne flygtninge, samt eksternt fordrevne.

Nærområdeindsatsen skal gradvist gøres til et kerneområde i ulandsbistanden med det formål at minimere den menneskelige lidelse og sende et klart signal til den tredje verden om, at befolkningsoverskud såvel som flygtningestrømme, der udspringer af kynisk magtpolitik i den tredje verden, ikke blot kan eksporteres til Danmark og resten af Vesten.

En del af ulandsbistanden bør også bruges til at bekæmpe børnearbejde. Det kan ofte være svært at vide, hvilke produkter der er produceret ved børnearbejde. Heldigvis har mange danske virksomheder nogle etiske principper på dette område. Desværre er der flere millioner børnearbejdere på verdensplan. Dansk Folkeparti mener derfor, at kampen imod børnearbejde i vid udstrækning skal føres gennem internationale organisationer som FN.

 Tilbage
 Print