05-10-2006

Den varme sommer har gang på gang budt på både læserbreve og tv-udsendelser, hvori den ene socialdemokrat efter den anden har bekræftet Dansk Folkepartis politik. Det var også meget interessant at se Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard debattere velfærden i Deadline på DR2 d en 13. august. Helle Thorning-Schmidts udmelding var klar: Dansk Folkeparti burde gøre noget for de ældre i stedet for blot at tale om det, og Dansk Folkeparti burde tage noget ansvar.

Det interessante var at se, hvordan Helle Thorning-Schmidt kan puste sig op for derefter at ende som en lille, rynket ballon uden luft. Hver eneste gang, der har været et stort og vigtigt forlig på bedding, har Socialdemokraterne trådt ud af forhandlingerne i mens de stampede i jorden over ikke at få deres vilje på alle områder. Jamen, kære Helle, det er jo dét, et forlig går ud på. Man finder frem til et kompromis, som alle forligspartier kan stå inde for og være tilfredse med. Man må trods alt have respekt for, at alle partier i Danmark repræsenterer en befolkningsgruppe. Socialdemokraterne burde gribe i egen barm og forsøge at gøre sig klart, hvad partiet egentlig står for. Det er jo tydeligt, at de pludselig er begyndt at markedsføre centrale elementer i Dansk Folkepartis politik – nemlig social ansvarlighed, bedre forhold for de ældre og en stram udlændingelovgivning.

Jeg vil modstå fristelsen til at tvære mere i Socialdemokraternes klovnerier på Christiansborg og i stedet blot sige: Jeg er hamrende stolt over, at vi i Dansk Folkeparti både kan sige, at vi gør noget for de socialt udsatte, og faktisk også gør noget for de socialt udsatte.