København, fredag den 27. januar 2011/kwo
PRESSEMEDDELELSE
Messerschmidt: Ingen ACTA-aftale uden fuld offentlighed om indholdet.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt udtrykker dyb skepsis overfor såvel Danmarks som EU's tiltrædelse til den internationale ACTA-aftale, der har til hensigt at forhindre rettighedskrænkelser på internettet.
”Det er grundlæggende problematisk, at vi som parlamentarikere ikke har kunnet få fuldt kendskab til den indgåede aftale. Når det handler om den frie adgang til internettet og om grundlæggende ret til information samt ytringsfrihed, må der ikke kunne rejses spørgsmål. ACTA-forhandlingerne har været præget af hemmelighedskræmmeri ud over det sædvanlige og vi kan stadig ikke få fuldt overblik over, hvad der reelt er vedtaget. På den baggrund bør hverken EU eller Danmark indgå en aftale og ud fra det foreliggende vil jeg stemme nej til EU's tiltrædelse i EU-parlamentet”, siger Morten Messerschmidt.
”Efter forlydender indføres der en three-strikes model, hvor der ikke sondres mellem alvorlige og ikke-alvorlige rettighedskrænkelser. Det gør rettighedsbeskyttelsen på internettet hullet som en si og betyder, at en internetbruger, som af vanvare kommer til at downloade rettighedsbeskyttet materiale, pludselig kan få lukket sin internetadgang. Det er afgørende, at der indføres regler om forsætlig adfærd med økonomisk vinding for øje. Hvis det ikke er tilfældet, er der tale om skred væk fra grundlæggende frihedsrettigheder”, uddyber Morten Messerschmidt.
”Ud fra det foreliggende fokuserer aftalen alene på rettighedshaverne – ikke på internetbrugerne og deres rettigheder. Således opereres der med private retshåndhævelse i forbindelse med DNS-blokeringer, idet man først i anden række vil få prøvet afgørelsen i de offentlige myndigheders hænder. Det giver selvsagt pengestærke it-virksomheder en privilegeret status, som strider imod internettets natur. Dette må tages dybt alvorligt. Jeg har for over et år siden underskrevet et dokument i EU-parlamentet, hvor de grundlæggende frihedsrettigheder blev fremhævet som vigtige i forbindelse med ACTA-forhandlingerne. Det er tydeligt, at dette ikke er lykkedes. Så længe dette er tilfældet og vi ikke har fuld klarhed over indholdet, vil jeg derfor fraråde alle mine kollegaer at stemme for det indgåede forlig. Vi kan ikke ofre frihedsrettighederne på internettet for en aftale, vi reelt ikke kender indholdet af”, afslutter Morten Messerschmidt.