Folketingsmedlemmer
Folketingskandidater
Regionsrådsmedlemmer
Ordførerposter
Byrådsmedlemmer
Europa-Parlamentet
Aftaler og forlig
Politiker-billeder
TV fra salen
 
Bragt i Berlingske Tidende den 13. januar 2012
Magt for magtens skyld
 
Af PIAKJÆRSGAARD MF, partiformand ( DF)

AFLYSTE LØFTER. Ærlighed. Det er forskellen på Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti - og forskellen på dette indlæg og den kronik, som Villy Søvndal serverede 7. januar her i Berlingske.

Folketingsvalget ligger ikke mere end fire måneder tilbage i tiden. Alligevel forsøger Søvndal nu at fremmane et billede, der står i diametral modsætning til virkeligheden omkring tiden op til valgkampen.

Heldigvis er danskernes hukommelse ikke så kort, som Søvndal tror.

Før 15. september kunne vælgerne bede om en rejse til Månen, og Villy Søvndal ville have svaret: På hvilken klasse? Intet valgløfte var for stort til, at S-SF ville udstede det.

Der er ikke spalteplads nok til at gennemgå alle S-SFs løftebrud - men her er blot et par stykker: Fortsat stram udlændingepolitik, 5.000 kr. ekstra til folkepensionisterne, to lærere i de små klasser i folkeskolerne, maksimum 24 elever i klasserne, to milliarder ekstra til folkeskolen, fem milliarder ekstra til sundhedsområdet, 200 nye ghettobetjente, lavere priser på kollektiv transport - ja, jeg kunne blive ved og ved.

Nu har virkeligheden så ramt S-SF.

En virkelighed, som partierne kendte alt til, inden man overtog regeringsmagten, men som man behændigt undlod at besvære vælgerne med inden valget.

Valgløfterne er aflyst, fordi S-SF ikke fik flertal alene, hedder det sig ( hvem havde mon forestillet sig det?), og fordi den tidligere regering skulle have formøblet pengene væk via ufinansierede skattelettelser, ligesom det er Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard , der har ansvaret for, at krisen har ramt Danmark så hårdt, lyder besværgelserne fra Villy Søvndal.

Meget vil jeg tage skylden for, men at en verdensomspændende finanskrise rammer, det er hverken mit eller den tidligere regerings ansvar. En stribe sydeuropæiske lande er hårdt ramt, fordi de ikke har haft orden i økonomien. Krisen har derimod ramt Danmark mindre hårdt.

Hvorfor det? Jo, fordi VK-regeringen og Dansk Folkeparti traf de nødvendige beslutninger på de rigtige tidspunkter og siden 2001 førte en ansvarlig økonomisk politik - i øvrigt samtidig med at Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet fra sidelinjen råbte op om, at vi skulle bruge flere penge. Havde vi fulgt det råd, havde Danmark været ilde stedt. Så havde tilliden til Danmark på de internationale kapitalmarkeder også været på retur, og så havde det været meget dyrt for regeringen at varsle den kickstart, som den nuværende røde regering jo betaler med lånte penge. Men takket være et VOK-flertal til en væsentlig lavere rente end de fleste andre EU-lande.

Dansk Folkeparti havde da gerne været forringelserne af efterlønnen og den forhøjede pensionsalder foruden, men det var nu engang nødvendigt, og vi var ærlige over for vælgerne før valget og sagde, at vi ville stemme for tilbagetrækningsreformen også efter valget, og det var det, vi bad vælgerne om mandat til - modsat S og SF, der efter folketingsvalget stemte for hele tilbagetrækningsreformen, hvor man forinden havde lovet det modsatte! For SF og S endte køreplanen med valgsejren. Efter valget anede partierne ikke, hvad de skulle stille op med magten, for opfyldelsen af de mange valgløfter var umulig. Nu famler man sig frem på uskøn vis, og valgløfterne er parkeret i papirkurven! Man havde kun set frem til valgdagen og brugt alle midler for at vinde valget, men da magten var der, havde S-SF intet forberedt, og det er derfor regeringen er i den situation, den står i i dag! Magt for magtens skyld.
 
 
 
 
 Tilbage