DANSK FOLKEPARTIS 7. ÅRSMØDE

Vejle, 12. – 13. oktober 2002

FOLKETINGSVALGET 2001

( det talte ord gælder...)

Lad det være sagt uden forbehold: Folketingsvalget 20. november 2001 var en befrielse, en lykke og en kilde til stolthed over det danske folk. Når vi nu ser, hvordan det lykkes for det ny-totalitære Sverige – Olof Palmes ensrettede og ensrettende tropper – at kue svenskerne og kujonere dem til at følge i hælene på den politiske korrekthed ligesom køerne følger røgteren, så bliver man glad for at være dansker. Her tør vi sige tyrannerne imod. Her har vi ikke ladet os kule ned af en ideologisk overklasses fordomme. Her tør vi sige, hvad vi mener, og vi tør mene, hvad vore øjne og vort hjerte fortæller os er sandt.

Der var tale om en folkelig manifestation. Der var tale om, at det danske folk kastede det åg af sig, som stadig ligger tungt på svenskernes nakke. Der var tale om en frihedshandling – en nødvendig reaktion imod en falsk tankegang og en livsfarlig udvikling, og reaktionen trækker lange linier tilbage i Danmarks nyere historie. Der var en sammenhæng, som blev synlig. Det var slet ikke nogen tilfældighed.

Og det er denne sammenhæng, jeg vil prøve at trække op.

Jeg vil gøre det med udgangspunkt i det sogn, hvor jeg i 37 år har været sognepræst. Fra 1843 til 1856 hed sognepræsten i Seem og den residerende kapellan ved Ribe Domkirke Dines Pontoppidan. Han flyttede fra Seem til Fredericia, og her fødte hans kone ham i 1857 en søn, der fik navnet Henrik. Med sin familie flyttede Henrik Pontoppidan i 1863 til Randers, hvor han som dreng kom til at opleve den sørgelige krig i 1864, i hvilken vi mistede hele Sønderjylland, og da han i slutningen af 1870’erne rejste til København for at studere, var han som den øvrige del af landets studerende ungdom præget af to ting: Dels den sørgelige krig, der lå som et lammende tungsind over befolkningen, dels af den kulturkamp imod kristendom og danskhed, som under navn af det moderne gennembrud var startet af litteraten Georg Brandes.

Og det første stimulerede det andet. Når man er deprimeret, er man mere udsat for at falde for nemme og billige opskrifter på menneskelig lykke. Danskernes dybe depression efter 1864 gav Georg Brandes let spil, da han fortalte dem, at de skulle kvitte deres fortid og indrette sig efter den ideologi, han kaldte moderne, og som gik ud på at dyrke de guder, der hedder det abstrakte, frigjorte menneske og den fra historie og nationalitet løsrevne humanitet.

Den holdning vi i dag kalder for kulturradikalisme. Eller den tankegang, der på det seneste kaldes for politisk korrekthed. Den blev i Danmark grundlagt med det moderne gennembrud i 1870’erne, og Henrik Pontoppidan var en af de deprimerede unge danskere, der faldt for kulturradikalismens nemme opskrift på lykke og fremskridt. Derfor vendte han sig imod sine forældres generation, som han kaldte reaktionær. Derfor vendte han sig imod det kristne og grundtvigske Danmark, som han kaldte indsnævret. Derfor ville han i det hele taget bryde broen til den danske fortid af, fordi han i lighed med Georg Brandes ville skabe et nyt menneske i en ny verden, hvor man ikke var bundet af sin gamle nationalitet og sit lille land, men kun levede med tanke på abstrakte idealer vedrørende menneskeheden og retfærdigheden.

Henrik Pontoppidan blev forfatter, og hans forfatterskabs begyndelse er præget af kulturradikalismens målestokke. Men langsomt begyndte det at gå op for ham, at denne kulturradikale paradis-drøm var falsk. Tilværelsen var ikke så nem. Virkeligheden var ikke så flad. Da Georg Brandes i 1912 fyldte 70 år, skrev Henrik Pontoppidan et digt om ham, hvor det hedder:

Det kundskabens træ, han har plantet i landet,

Som favned så vidt over fjorde og bugter,

Forgifter nu folket med ormstukne frugter.

For at ville foragte sin historie – sin nationalitet, og at ville hæve sig over sit folks liv og skæbne for i stedet at drømme om en global menneskehed – det er at forgifte folket. Det var Henrik Pontoppidan kommet til at forstå. I sit forfatterskab gjorde han nu op med kulturradikalismen – bl.a. i romanen med den karakteristiske titel De dødes Rige. Han blev en virksom deltager i den folkebevægelse, der i et opgør med radikalismen ville styrke landets forsvar. Og da Danmark efter første verdenskrig får Nordslesvig tilbage, er det Henrik Pontoppidan, der skriver det digt, hvor hjertet taler fuldt og frit og siger:

Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage,

En røvet datter dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.

Du kommer klædt i hvidt og rødt, og smiler os i møde,

Hil dig, vor moders øjesten, i nytids morgenrøde!

Her kommer det inderste i Henrik Pontoppidans sjæl til udtryk, hans bundethed til hans fædreland og folk, og en halv snes år senere siger han ligeud, hvad der har båret ham og hans forfatterskab. Det sker i et digt til de svigtede sydslesvigere i Flensborg Avis i 1931, og Henrik Pontoppidan slutter digtet Tilståelse således:

Ved dag og nat som lynilds-glimt

Det spøger mig i hoedet.

Tilgiv det! Undergangens angst

Er gået mig i blodet.

Han dør i 1943 – dybt fortvivlet over den tyske besættelse af Danmark.

Og hvorfor fortæller jeg nu dette om Henrik Pontoppidan?

Fordi det forekommer mig, at det danske folks skæbne i vor nyere historie minder om Henrik Pontoppidans. Han gennemlevede den udvikling og brød sig vej til den sandhed, som danskerne på det seneste har erkendt og som netop folketingsvalget 20. november 2001 var vidnesbyrd om.

For ligesom den unge Henrik Pontoppidan var den offentlige mening i Danmark indfanget af kulturradikalismens moderigtige fraser. Ikke sandt, man måtte ikke være reaktionær og indsnævret. Man skulle være åben og fremskridtsvenlig og måtte ikke tænke på sig selv, men skulle først søge menneskehedens og humanitetens evige rige. Dette var kulturradikalismens evangelium, der lå som en giftsky over Danmark i hele det 20. århundrede. Derfor blev landets forsvar lagt for had. Derfor blev enhver national selvhævdelse mistænkeliggjort. Derfor svigtede man sydslesvigerne i 1920 og Danmark i 1940.

For naturligvis var den tyske besættelse – det sorteste og mest usle kapitel i Danmarks historie – en konsekvens af kulturradikalismen. Og naturligvis var samarbejdspolitikken med tyskerne, hvor Danmark lagde sig på ryggen som en hund og logrede for besættelsesmagten et andet udslag af kulturradikalismen. I hundrede år har den kulturradikale virkelighedsforfalskning forgiftet forholdene i dette land og arbejdet på at gøre danskerne fremmede for sig selv.

Og indvandrerpolitikken – den frygtelige trussel mod danskernes førstefødselsret til Danmark, hvor vi slet og ret er ved at forære landet væk til fremmede – også indvandrerpolitikken er til syvende og sidst den modne frugt af den tankegang, der systematisk har villet ofre sig for menneskeheden ved at ofre menneskene, de levende og virkelige.

Men der er med danskerne sket, hvad der også skete med Henrik Pontoppidan: At de har besindet sig på deres virkelighed og har vendt sig imod de kulturradikale løgne. Under pres af dén fortvivlede situation, vi har oplevet i de seneste tyve år, hvor døren til landet har stået på vid gab, og den moderne folkevandring fra den tredje verden er strømmet ind i Danmark og har gjort danskernes tilværelse utålelig, er befolkningen i dette land begyndt at kaste den politiske korrektheds åg af sig. Vi forstår nu, at det kan koste os livet og landet, hvis vi fortsætter med at lade kulturradikalismen kujonere os. Vi er akkurat ligesom Henrik Pontoppidan blevet grebet af undergangens angst, og det er – siger jeg – denne eksistentielle oplevelse, der var årsagen til, at befolkningens flertal for et lille års tid siden satte de politisk korrekte magthavere fra styret.

Det kan lyde patetisk og højtideligt, men det er efter min erfaring sandt. Undergangens angst – den følelse, der fyldte Henrik Pontoppidans sind – har i den sidste menneskealder hjemsøgt danskerne i takt med, at de politiske magthaveres ligegyldighed med Danmark som danskernes land blev stadig tydeligere, og til sidst er angsten vokset til en højde, som bragte den til at skylle hen over landet og skylle de gamle magthavere i rendestenen. Den menige danske befolkning har længe været grebet af fortvivlelse over landets situation. Mange, mange danskere har de sidste årtier siddet med en sorg i sindet – en forfærdelse over, hvad der skete med Danmark, som i november sidste år fortættede sig til den massebevægelse, der sagde og stemte nej.

Sådan fortolker jeg situationen. Sådan ser jeg sammenhængen i det, der skete og er sket siden november. Og jeg vil være så frimodig at påstå, at jeg har en vis baggrund for at sige det. Fra indvandrerpolitikkens begyndelse i slutningen af 1970’erne har jeg søgt at tage til orde mod den virkelighedsforfalskning og selvdestruktion, der ligger i den, og siden midten af 80’erne var jeg med i et direkte forsøg på at standse ødelæggelsen. Det bragte mig naturligvis i forbindelse med utallige af de stille eksistenser, der med gru oplevede deres fædrelands forvitring og forvandling til en multietnisk smeltedigel. Jævne, hæderlige danskere på Nørrebro i København, i Brabrand i Århus, i Vollsmose i Odense – de fortalte mig, hvordan de blev fremmede i deres eget kvarter, deres egne gader, deres egne opgange, hvor dansk skik og brug blev sat til side til fordel for orientalske traditioner, som sprængte den kultur, de hidtil havde levet i.

Kulturradikalismens politikere – indvandringens fortalere – oplevede naturligvis ingenting, for de boede trygt og godt i villaerne i Hellerup og Risskov og Sct. Clemens, og hvis enkelte boede på Vesterbro og havde Gasværksvejens skole som deres folkeskole – som Birthe Weiss – så satte hun sine børn i privatskole. Danskerne blev virkelig trængt af indvandringen. Deres selvfølgelige oplevelse af Danmark som deres hjem er virkelig blevet udfordret.

Undergangens angst er vågnet – og har den ikke haft kun al for megen grund dertil?

Uden for nationaliteten er der hverken kunst, sandhed eller liv – der ingenting, slet ingenting, har den russiske digter Turgenjew sagt, og kulturradikalismen vil straks modsige det, for netop det nationale er blevet tidens store skræmmebillede – den ondskab, som EU-politik og indvandrerpolitik vil udslette. Men naturligvis har Turgenjew ret. Uden for nationaliteten er der hverken kunst, sandhed eller liv – der er ingenting, slet ingenting. For nationaliteten er et andet ord for det levende liv, den personlige eksistens. Ordet nationalitet kommer af det latinske ord for at blive født, og dermed taler ordet nationalitet om, at mennesket altid fødes ind i en bestemt tilværelse med bestemte forældre, en bestemt historie, et bestemt sprog og et bestemt land. Det nationale er det medfødte – det, vi er børn af.

Man kan som kulturradikalismen godt lege, at vi slet ikke er levende mennesker af kød og blod, fordi vi i stedet er abstrakte størrelser i en tænkt verden af idéer og begreber, men løgn er det jo, og opdager man det ikke før, så opdager man det, når undergangen truer. Det var denne opdagelse, Henrik Pontoppidan gjorde. Det var samme opdagelse, modstandsbevægelsen under den tyske besættelse gjorde. Det er det samme, danskerne i dag har opdaget, og derfor kan kulturradikalismen i Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF huje og hetze – det hjælper dem ingenting, for de er oppe imod virkeligheden, og denne virkelighed er dansk i Danmark. Det er simpelthen danskerne – det levende danske folk, der er disse ideologiske politikeres modstander, og langsomt – ganske langsomt – bliver de tvunget til at forstå det. Se blot hvor de vrider sig under erkendelsen. Hør blot hvorledes de forsøger at snakke sig udenom den virkelighed, der Gud ske lov er afgørende i en situation, hvor vi lever i et folkestyre med frie valg. Mennesket eksisterer i skyld og ansvar, og de, der vil konstruere sig et papirmenneske i en papirverden, ender med at tabe ikke blot ansigtet, men også magten.

For så vidt kan vi sige til vore ideologiske modstandere, hvad den sønderjydske fører H.P. Hanssen sagde til de tyske undertrykkere ved det danske årsmøde i juni 1914:

I kæmper en kamp imod tusinde år,

Og i den har I visselig tabt.

Sådan har det sig med det nationale: Det er menneskets virkelighed, det er den levende menneskeligheds identifikation. Og i Danmark er nationaliteten knyttet sammen med kristendommen, for det er kristendommen, der fra vores histories begyndelse har formet danskhedens indhold. Ikke sådan, at dét at være dansk er noget særligt kristent. Ikke sådan, at man kan sætte lighedstegn mellem kristendom og danskhed. Men sådan, at det er kristendommen, der har sat danskerne til at leve deres konkrete danske liv på disse historiske betingelser i dette bestemte land med disse bestemte grænser, for kristendommen skiller mellem Gud og kejseren, mellem religion og politik og siger til det enkelte menneske og det enkelte folk: Du har ikke anden opgave end din næste og din nære virkelighed! Du skal ikke frelse verden, for Kristus har frelst dig, og så skal du gå ind i din givne dagligdag og være den tro.

Sådan får et folk sat sin virkelighed for som sit ansvar og sin forpligtelse, og sådan er danskheden i en dyb modsætning til den religion eller den ideologi, der udfra ideologiske og religiøse idéer vil omforme og nyskabe virkeligheden. Nej, vær virkeligheden tro! Dette er evangeliets fordring til enhver. Og således er et dansk folk i modsætning til ikke blot alle totalitære ideologier, hvad enten de hedder socialisme eller nazisme, men også til en religion som islam, der møder frem med en hellig lov for at frembringe et helligt samfund og vil føre hellig krig for at opnå det.

Noget af det mest tankevækkende i nutidens situation er den afstand, der er imellem den politiske korrektheds Danmark og det virkelige, folkelige Danmark, hvis kultur og hele tilværelse er betinget af kristendommen. De aner intet om deres folks tro, disse radikale og socialdemokrater, der nu meddeler, at der er ingen forskel på kristendom og islam, og at det er oplysningstidens idéer, der er det grundlæggende og konstituerende for Danmark. Hvilken uvidenhed! Hvilken blindhed! Nej, forskellen på dansk kultur og islam er sat af kristendommens sondring imellem Gud og kejseren, og så gælder det videre, at samme sondring er forudsætningen for retssamfundet, for kun dér, hvor den lovreligiøse hellighed er holdt ude af samfundet, kun dér er der respekt for den verdslige, gældende lov – i Danmark for grundloven. Ellers er koranen grundlov. Ellers møder de hellige frem med deres sharia og vil tyrannisere folket. Ellers bliver ayatollahen og imamen den enevældige hersker og vil underkue alle i hellighedens navn.

Kristendommen vil ikke vide af hellighed i det verdslige. Kristendommen er det absolutte nej til enhver religiøs og ideologisk fundamentalisme, der vil lægge friheden i lænker for at fremme helligheden. Kristendommens tale om mennesket og det verdslige samfund er og bliver den danske virkeligheds grundvold.

Men de aner det ikke – disse politikere, der vil være det danske folks vejledere. Da Jens Otto Krag i sidste halvdel af 1930’erne forvandledes fra en jysk student til en kulturradikal stud.polit., meldte han sig straks ud af folkekirken. Sådan demonstrerede han sin nye tro. Konsekvensen af denne illoyalitet over for den danske tradition var hans foragt for modstandsbevægelsen og siden hans forsøg på at forvandle Danmark til et EU-land. Det er menneskeforagten, der er det mest slående ved disse ideologiske politikere, foragten for deres eget folk og for den tro, der har formet folkets virkelighed. En Ritt Bjerregaards hovne overfladiskhed, en Mogens Lykketofts arrogante nedvurdering af det menige Danmark og dets kultur. De aner intet om substansen i det folk, de vil være førere for. De kunne for den sags skyld have hjemme i Sverige.

Men vi siger om dem:

De kæmper en kamp imod tusinde år,

Og i den har de visselig tabt.

For dette er jo det glædelige, det befriende, det herlige: Danskerne har skyllet dem i rendestenen, og deres hovmod og menneskeforagt sidder nu som den forladte prinsesse i H.C. Andersens eventyr og synger: Ach, du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk …………

Ja, folketingsvalget 20. november 2001 var en lykkelig begivenhed, og vi har ikke blot grund til at være glade, men også til at være stolte. Sandheden er jo, at Danmark er et foregangsland i Europa. Her har de ikke kunnet kule os ned, alle disse hovne, menneskeforagtende politikere og ideologer, som altid kaldte deres landsmænd for racister og fremmedhadere, hjemsøgte af indre svindehunde. Med sprogets mest nedsættende gloser har de søgt at lukke munden på os og tvinge os til at benægte den virkelighed, vi så for vore øjne og fornægte den følelse, vi bærer i vort hjerte. Igennem år har vi været forfulgt af den herskende klasse i dette land. Men danskerne har ikke ladet sig kue, og folketingsvalget var vidnesbyrdet herom.

Jeg husker, da jeg 17. november var på gågaden i Sønderborg til valgkamp. Jeg blev da opsøgt af Norddeutscher Rundfunk, den nordtyske TV-kanal, som ville interviewe mig om den skrækkelige danske valgkamp. Syntes jeg ikke også, at det var forfærdeligt, hvad danskerne tillod sig at sige om indvandringen? Jeg svarede, at den danske frimodighed var vidnesbyrdet om et fribårent folk, der turde sige, hvad det mente, og jeg spurgte den tyske kvindelige journalist, om hun ikke så noget opløftende i et sådant mod hos almindelige vælgere. Hun smilede forlegent, og da jeg opfordrede hende til at bringe denne besked videre til et tysk folk, der i sin neurotiske flugt fra sin egen fortid trængte til at lære folkelig fribårenhed at kende, blev hendes forlegenhed nærmest panikagtig, og jeg har en tydelig fornemmelse af, at ikke et ord er sluppet igennem til tysk publikum.

Sådan er Europa indspundet i ideologiske fordomme og en massiv politisk korrekthed, og EU-Europa opretter overvågningscentre i Wien og indretter multietnisk inkvisition for at arrestere forkerte ytringer og forbyde fri tale. Men i Danmark blæser vi på det. I Danmark har vi turdet sige sandheden og sætte vore Beate Winkler’e og Göran Persson’er på plads. I Danmark tør danskerne tale dansk og stå ved den virkelighed, som de lammefromme i Bruxelles og Wien og Stockholm vil forbyde os at holde af og forsvare.

På den måde er danskerne blevet foregangsmænd i Europa, og vi ser jo også, hvordan europæerne følger efter os. I Sverige skal der nok et par valg til, før svenskerne tør vedkende sig virkeligheden. Men i det øvrige Europa vokser virkelighedserkendelsen med hver dag, og vi kan glæde os og ranke os, for det var os, der begyndte.

Det skete 20. november 2001.