Hvorfor er du medlem af DF?
Jeg har i mange år været aktiv i organisationer som De Samvirkende Invalideorganisationer og Gigtforeningen. For en del år siden var jeg så til et møde på Hotel Trinity, hvor det blandt andet blev diskuteret, at betalingen for håndsyede sko til handicappede skulle stige. Jeg synes, jeg ville gøre noget ved problemet og henvendte mig derfor til Mogens Camre. Han var jo sådan én, man kendte. Men det var så ikke Camres område, så han henviste mig til Birthe Skaarup, der var fantastisk sød og hjælpsom. Det var én af grundene til, at jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti.
For først og fremmest er jeg medlem af DF, fordi jeg ikke kan se mig selv i andre partier. Dansk Folkeparti er det eneste parti, der kæmper for at holde Danmark på det rette spor. Vi må jo sige, at Danmark havde set ud ad Pommern til, havde det ikke været for DF. Nu har DF jo også fået grænsekontrollen tilbage, og det er altså kanon. Også her i Holstebro og Struer oplever vi problemer med kriminalitet begået af østeuropæere. Jeg kan også godt lide, at DF kæmper for de danske værdier, altså for at bibeholde vores kristendom, morgensang i skolerne og sørger for, at vi danskere ikke bare retter ind efter krav udefra.
Du brænder for handicap-området. Hvorfor?
Vi har mange syge, som vi kalder svage, men de er tvært i mod de stærke, fordi de klarer en svær tilstand og klarer sig gennem svære perioder. Men det er vigtigt, at der er nogen, der taler deres sag. For der er mange ting, der for andre kan virke som småting, for eksempel sådan noget som de håndsyede sko, men som altså er vigtige for den enkelte. Håndsyede sko betyder nemlig, at skoene både passer til fødderne, men også til øjnene, altså at de også er pæne at kigge på.
Du fik selv 500 personlige stemmer til kommunalvalget og fik en plads i byrådet. Hvordan føles det at få så stor opbakning fra vælgerne?
Det var den største opbakning, jeg har fået i mit liv. Jeg har overlevet brystkræft og tager hvert år, jeg får, som en gave, men det her var altså stort. Der var mange, der opfordrede mig til at stille op, og det gjorde jeg så, selv om jeg ikke troede, at jeg ville blive valgt. Men det gjorde jeg jo, og det er dejligt. Også fordi at det er en tillidserklæring til min person, fordi folk jo ellers godt ved, at jeg førtidspensionist og ikke har så meget uddannelse bag mig. Men jeg blev jo valgt til kommunalbestyrelsen, og det var faktisk også tæt på, at jeg blev valgt til regionsrådet. Jeg er formand for Sundhedsudvalget, sidder i Arbejdsmarkedsudvalget og sidder også i Det Kommunale Handicapråd. Desuden sidder jeg også for Struer Kommune i en skolebestyrelse og i bestyrelsen for vores lokale fritidscenter. Jeg er glad for at gøre en forskel lokalt, som for eksempel da jeg sidste år fik afsat penge til at fortsætte med en hjerneskadekoordinator, hvad der tidligere blot havde været en forsøgs ordning. Fra 1. januar skaffede jeg ekstra frit valg inden for vederlagsfri fysioterapi. Det betyder, at folk med for eksempel sclerose eller hjerneskader kan bruge en neurofysioterapi-klinik i Holstebro. Det koster det samme for kommunen, men det giver folk mulighed for at vælge, hvad der er bedst for dem, og den slags betyder meget for mig. I hele Struer Kommune har jeg sat fokus på, hvor vores hjertestartere befinder sig, Hjertestarterne skal redde liv, men det kan jo være svært, hvis borgerne ikke ved, hvor de kan finde dem. Det kan man for resten se på kommunens hjemmeside.
Tilbage i november 2010 kunne man læse i lokalavisen, at du er meget glad for at lave julekonfekt. Artiklen indeholdt blandt andet nogle lækre opskrifter. Men nu er det jo varmt og sommerligt, hvad laver du så af lækkerier?
Det bliver nu ikke så meget til deciderede sommerting. Men jeg laver da forskelligt hjemmebag så som kransekonfekt og Napoleonshatte.
Og hvad bruger du ellers tiden på?
Jeg er meget glad for akrylmaling, og jeg tog billedkunst på VUC for nogle år siden og fik faktisk en meget fin karakter. Desuden elsker jeg at lave blomsterdekorationer og nisser og trolde i træmasse, det er noget, jeg former med som ler. Som du nok kan høre, så er jeg glad for det kreative, selv om det ikke bliver til så meget lige i øjeblikket på grund af det politiske arbejde.
Deltager du i årsmøderne?
Det plejer jeg at gøre, men jeg var desværre forhindret sidste år.
Ærgerligt, men hvad synes du om årsmøderne?
Det er en glædesdag, hvor vi viser, at vi står sammen. Her møder man dem, man kender, men også helt nye mennesker på kryds og på tværs. Det er jo også sådan, at man kan tale med alle i partiet, om det så er formanden eller én, der lige har meldt sig ind. Man kan vel sige, at vi fejrer os selv på en god måde. På årsmødet ser vi tilbage på året, og glæder os til året, der kommer. Jeg kan også godt lide de forskellige foredrag, vi har. Der var for eksempel det år, hvor Kurt Westergaard og Farshad Kholghi (2009, red.) talte. Jeg synes, at de begge var meget gode og spændende.
Har du hørt ”Dit land – dit valg”?
Ja da. Den er så fin. Men jeg kan ikke finde ud af at lægge den ind på min mobiltelefon, det kunne være fantastisk at have den som ringetone.
Nå, så må vi da se, om vi ikke kan finde ud af at hjælpe dig med det!
Jamen, det ville da være dejligt!