Månedens DF´er - juni 2010
Månedens DF´er - juli 2010
Månedens DF´er - august 2010
Månedens DF´er - september 2010
Månedens DF´er - oktober 2010
Månedens DF´er - november 2010
Månedens DF´er - december 2010
Månedens DF´er - januar 2011
Månedens DF´er - februar 2011
Månedens DF´er - Marts 2011
Månedens DF´er - april 2011
Månedens DF´er - maj 2011
Månedens DF´er - juni 2011
Månedens DF´er - juli 2011
Månedens DF´er - august 2011
Månedens DF´er - september 2011
Månedens DF´er - oktober 2011
Månedens DF´er - november 2011
Månedens DF´er - december 2011
Månedens DF´er - januar 2012
Månedens DF´er - Februar 2012
Månedens DF´er - Marts 2012
Månedens DF´er - April 2012
Månedens DF´er - Maj 2012
Månedens DF´er - Juni 2012
Månedens DF´er - Juli 2012
Månedens DF´er - August 2012
Månedens DF´er - September 2012
Månedens DF´er - Oktober 2012
Månedens DF´er - November 2012
Månedens DF´er - December 2012
Månedens DF´er - Januar 2013
Månedens DF´er - Februar 2013
Månedens DF´er - Marts 2013
Månedens DF´er - April 2013
Månedens DF´er - Maj 2013
 

 

Månedens DF´er februar 2011
 
Navn: Vita Jensen

Alder:
63 år

Status:
Gift med Tommy i 43 år. Har 3 børn og 7 børnebørn.

Erhverv:
Uddannet sygehjælper. Nu førtidspensionist.

Medlem af DF siden
: Januar 2000.
 

Hvorfor er du medlem af DF?
Fordi DF har den bedste politik og er det mest troværdige parti.

Hvad er dine politiske mærkesager?
Ældrepolitikken. Rets- og udlændingepolitik.

I december kunne du fejre tiårs jubilæum som formand for Dansk Folkeparti Morsø Lokalforening. Hvad er det, der driver lysten til et sådan engagement?
At det stadig er vigtigt at være med til at formidle DF’s politik ud til vælgerne. Det er en fælles interesse for min mand og jeg. Tommy har siddet i bestyrelsen alle årene, og vi snakker meget politik på hjemmefronten. Vi har en god bestyrelse, der bakker op. Det gode samarbejde med øvrige DF’ere i vores region (Region Nord, red.) og med tillidsfolkene på Christiansborg. Den gode tone der er overalt hvor mange DF’ere mødes, som for eksempel på årsmøderne.

Du er formand for DF’s lokalforening i Morsø kommune. Hvad indebærer det?
Først og fremmest en god medlemspleje. At holde lokalforeningen aktiv og synlig i vores område. At holde regelmæssige møder i bestyrelsen, vi holder mellem otte og ti møder om året. At holde bestyrelsen opdateret med meddelelser fra DF på Christiansborg. Det mest spændende er opstilling af kandidater, og alle opgaver omkring valgene.

Dansk Folkeparti fik et meget flot kommunalvalg i Morsø Kommune i 2009 med en fremgang på over 30 procent i forhold til sidste valg. Hvordan førte I valgkamp?
Vores store fremgang ved kommunevalget i 2009 skyldtes først og fremmest, at vi fik Meiner Nørgaard fra Fremskridtspartiet til at skifte til Dansk Folkeparti og at han blev valgt til vores spidskandidat. Han sad i kommunalbestyrelsen for Z i perioden 2001 til 2005, og jeg havde i flere omgange talt med ham om, at han skulle gå over til DF. Vi førte også en meget aktiv valgkamp. Mors er lidt speciel, fordi alle landsbyers beboer/borgerforeninger holder valgmøder i forsamlingshuse eller skoler. Det trækker altid fulde huse, sådan mellem 100 og 150 deltagere. Vi har den regel, at DF’s stol ikke må være tom, så vi deltog i alle møder. Bestyrelse og øvrige kandidater mødte op til møderne og delte brochurer og andet valgmateriale ud og bakkede paneldeltageren op. Samtidig holdt vi mange gadekampagner i Nykøbing, hvor vi alle deltog. Vi lavede en ”Tour de Mors”, hvor vi kørte rundt til alle landsbyer med en kampagne campingvogn og holdt ved de små købmænd og Brugser i nogle timer. Vi fik trykt 11.000 flotte fællesbrochurer med alle seks kandidater, som blev husstandsomdelt. Vi satte plakater op overalt på øen. Vi havde fem store fællesannoncer i aviserne, og hver kandidat havde mange små personlige annoncer. Vi fik præsentationer i Radio Limfjord, i TV-MidtVest og i Morsø Folkeblad. Det gav stemmer nok til to pladser i kommunalbestyrelsen, hvor vi har plads i Økonomiudvalget, i Teknik- og Miljøudvalget, samt Børne- og Kulturudvalget.

Jeg kan se, at din lokalforening går meget op at fejre Grundlovsdag. Hvad betyder Grundlovsdag for dig?
Grundloven er for mig selve grundlaget for vores demokrati. Den må fejres for den frihed, som den giver os danskere. Og vi skal kæmpe for at bevare den intakt, både mod udefra kommende elementer, som EU og muslimsk påvirkning, og mod indefra kommende angreb fra visse politiske grupper, der ønsker det fuldkomne multietniske samfund.

På lokalforeningens hjemmeside har I lagt nogle billeder fra lokalområdet. Det ser ud til at være smukke omgivelser, du befinder dig i?
Ja, der er naturskønt overalt på Mors. Det er også hovedårsagen til, at vi i 1989 rykkede teltpælene i det midtjyske op og flyttede her til. Der satses meget på turisme på Mors, og der er lavet en kystrute for kano og kajaksejlere, lige som der er oprettet vandre- og cykelruter ved kysten hele øen rundt, hvor der så er placeret shelters, hvor man kan overnatte. Der er mange nye initiativer fra lokale ildsjæle i lokalområderne. Blandt andet bygges der på to nye havne, hvor mange frivillige giver en hånd med. Samtidig har vi vores vigtigste attraktion, Jesperhus - Feriecenter og Blomsterpark, der trækker rigtig mange turister til området.

Du er en del af et forsøg med akuthjælpere. Hvad går det ud på?
Vores område er et af de såkaldte ”yderområder” med cirka 40 kilometer til nærmeste sygehus, og med en responstid på mindst 15-20 minutter. Derfor blev der via vores lokale beboerforening Assels-Sillerslev, hvor jeg er næstformand, startet et pilotprojekt op, hvor lokale frivillige kan blive uddannet som lokale akuthjælpere. Akuthjælperne kan være fremme på 2-4 minutter, og hurtig hjælp kan betyde liv eller død, hvis man bliver ramt af for eksempel en blodprop. Vi har haft cirka 25 udkald i de ni måneder, som projektet har kørt. Vi har tavshedspligt, men jeg kan fortælle om en opgave, da familien selv har deltaget i et indslag på DR, hvor de fortalte om deres oplevelse af akuthjælpen. Det var en lille dreng på fire år, der en tidlig morgen kom for tæt på et stearinlys, så der gik ild i hans pyjamas. Moderen fik selv ilden slukket og ringede 112. To minutter efter var tre akuthjælpere fremme og begyndte at yde førstehjælp. Drengen kom på Rigshospitalets brandsårsafdeling med en tredjegrads forbrænding på underarmen. Lægerne har efterfølgende sagt, at drengen takket være den hurtige indsats ikke får varige mén. Det er vores indtryk, at folk føler sig trygge ved ordningen, og jeg håber, at konceptet tages op i mange flere udkantsområder.

Har du en profil på Facebook? Og hvis ja, hvad bruger du Facebook til? Hvis nej, hvorfor ikke?
Ja, jeg har en profil på Facebook, men mine oplysninger er kun tilgængelige for de venner, som jeg selv har godkendt. Jeg har hørt så meget dårligt om Facebook, så jeg bruger den med stor forsigtighed, Egentlig bruger jeg den kun til at holde daglig kontakt til børn og børnebørn, da de alle stadig bor i Midtjylland.

Hvilke interesser har du udover politik?
Familien. Lokalsamfundet. Kreativt PC arbejde.

Hvad betyder mest for dig?
Helt privat er det min familie. At de alle har det godt, og at jeg er så privilegeret, at jeg kan gøre og deltage i de ting, jeg har lyst til. Og så holder jeg meget af mennesker med humor.

Hvis der er plads til det, vil jeg gerne slutte med en lille sød historie: Det var præsten, der var på vej hjem fra kirken søndag formiddag. På turen møder han to små drenge, der sidder på fortovet med en papkasse, hvorpå der står: ”Hundehvalpe 50 øre”. Præsten taler lidt med drengene, og får at vide, at hvalpene er socialdemokrater! Præsten lover at tænke lidt over, om han vil købe en hvalp. Der går 14 dage, og præsten møder drengene igen, men nu står der: ”Hundehvalpe 50 kroner” på kassen. ”Hvordan kan det dog være, at de er steget så meget?”, spørger han drengene. ”Jow, ser du”, svarer drengene, ”de er ikke socialdemokrater længere. De har fået øjne, så nu er de DF’ere”.