Det er et stort privilegium at sidde i Folketingets sundhedsudvalg, men det er samtidig også en stor udfordring. Jeg modtager mange henvendelser for interesseorganisationer, lobbyister og helt almindelige danskere, der alle er fyldt med gode ideer og råd. Jeg har selv valgt at blive politiker, så jeg skal ikke klage over mine udfordringer, men jeg ønsker at dele et af mange dilemmaer med dig, kære læser, så du kan overveje, hvordan du ville have grebet dilemmaet an.
For nyligt præsenterede forebyggelseskommissionen sin rapport om fremtidens udgifter til sundhed, som risikerer at stige voldsomt bl.a. fordi flere danskere bliver overvægtige og rygningen koster mange års indlæggelser på sygehuset. Kraftig overvægt fører til nedsat livskvalitet i form af diabetes 2 (sukkersyge), slid på knoglerne og derved mindre mobilitet, hjertekarsygdomme og en række andre ubehagligheder. Som sundhedsordfører har jeg så valget mellem at løfte den moraliserende pegefinger og blande mig i danskernes valg af livsstil, hvis det står til forebyggelseskommissionen. Endvidere kan vi hæve afgifterne på søde sager, alkohol tobak etc. Det er ikke nødvendigvis populært og rammer alle, også de, der fint kan styre deres sukker, alkohol og tobaksindtag. Endvidere fører øget brug af afgiftsvåbnet uundgåeligt til øget grænsehandel.
Alternativet er at lade stå til og blot bede finansministeren om at sætte flere penge af til sundhedsområdet. Den strategi vil uundgåeligt føre til, at manglen på sundhedspersonalet vil blive forøget og mange mennesker, der i et eller andet omfang selv har valgt en uhensigtsmæssig livsstil, risikerer stærkt nedsat livskvalitet, der som sagt vil lede mange af dem ud i et behandlingskrævende sygdomsforløb. Samtidig skal pengene komme fra andre steder i det offentlige sektor i en situation, hvor antallet af ældre stiger, hvilket igen nedsætter antallet af skatteydere.
I Dansk Folkeparti har vi forsøgt at ramme en midterposition i denne sag. Det betyder, at vi ikke har kunnet og villet støtte et totalt rygeforbud, men har tilladt en vis grad af rygning bl.a. på små værtshuse. Samtidig har vi ikke ønsket at forøge sukkerafgifterne for voldsomt i erkendelse af, at det primært vil føre til højere skatter og mere grænsehandel, men næppe vil forhindre mange mennesker i at spise slik.
Til gengæld har vi stillet forslag om at gøre det obligatorisk at lade skolebørnene få en times idræt om dagen. Samtidig er sund og velsmagende kost vejen frem både for skoler og offentlige institutioner, men også i de mange private kantiner. Det skal endvidere gøres nemmer og mere attraktivt at lade medarbejderne træne i og omkring arbejdstiden eventuelt via bedre firmaidrætstilbud. Endelig har vi sikret cykelsagen et milliardbeløb til nye og bedre cykelstier samt parkeringsfaciliteter for cyklisterne ved omstigningspunker som togstationer.
Jeg tror på, at vi skal gå i dialog med danskerne om, hvordan vi får indrettet tilværelsen på en måde, så det bliver mere attraktivt at holde sig sund og undgå indlæggelser og ubehagelige sygdomsforløb. Jeg tror langt de fleste danskere hellere vil forebygge end at opereres. Derfor skal vi sammen med sundhedspersonalet indgå i en løbende dialog med danskerne, så vi får forebygget flere sygdomme og derved skabt forudsætningerne for, at sundhedssektoren ikke overbebyrdes, og at vi selv trives i dagligdagen.