Christiansborg 2009

26. Landbrugspolitik

Det danske landbrug skal have mulighed for at udvikle sig i takt med erhvervet i de lande, vi konkurrerer med. Med en eksport på næsten 80 pct. af landbrugsproduktionen er det meget vigtigt, at der ikke indføres konkurrenceforvridende foranstaltninger, der forringer landbrugets konkurrencevilkår.

Dansk Folkeparti støtter den omfattende forsknings- og forsøgsvirksomhed, der udfoldes for at reducere gødningsforbruget og brugen af pesticider. Vi er tilhængere af oprettelse af flere biogasanlæg, som kan aftage produktionen af husdyrgødning til videre forarbejdning, så den kan anvendes andre steder end i landbruget.

Genmanipulerede organismer og fremmede arter, hvis virkninger i naturen er ukendte, bør ikke introduceres på dansk grund.

Opdyrkede arealer skal have en velafbalanceret næringstilstand, og den genetiske variation hos dyr og planter bevares. Gennem ansvarlige dyrkningsformer skal det sikres, at søer, vandløb og havmiljø ikke belastes af næringssalte.

Danmark har altid haft tradition for mange uafhængige landbrug. Vi skal støtte, at små og mellemstore gårde også i fremtiden kan overleve, så alle bedrifter ikke samles på få hænder i industrialiserede storbrug.

Dansk Folkeparti støtter vikarordninger, som kan give unge mulighed for at prøve erhvervet, så flere unge får lyst til at blive landmænd.

Husdyr skal have gode levevilkår. Som udgangspunkt skal dyrene have mulighed for at bevæge sig frit og ikke være placerede i båse hele deres liv.

Koncentrationen af husdyrholdet skaber særlige miljøproblemer, fordi dyrenes gødning udledes på et areal, der ikke kan optage udledningerne. Dansk Folkeparti ønsker, at der gennemføres en lovgivning, som løser landbrugets miljøproblemer gennem tilpasning af husdyrproduktionen til jordens økologiske bæreevne.

Dansk Folkeparti støtter den økologiske udvikling, som både betyder sundere fødevarer og bedre dyrevelfærd. Derfor støtter Dansk Folkeparti initiativer, der fremmer økologi, såvel som forskning inden for dette område.

EU og landbrugspolitikken

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at dansk landbrug skal kunne producere på frie markedsvilkår uden store offentlige tilskud (landbrugsstøtte). EU bruger hen imod halvdelen af sit budget på landbrugsstøtte, hvilket forvrider markedskræfterne og kunstigt holder liv i ineffektive - især Sydeuropæiske – landbrug, der ikke ville kunne klare sig på et frit marked. EU's landbrugsstøtte medvirker til at opretholde en overproduktion af landbrugsvarer af lav kvalitet i EU og til at skade tredjeverdenslandes udviklingsmuligheder, når EU-støttede landbrugsvarer sælges til dumpingpriser til den tredje verden. Dansk Folkeparti vil via EU arbejde for, at EU´s landbrugsstøtte afvikles på en hensigtsmæssig måde. Afviklingen af landbrugsstøtten skal ske samlet i EU, så vi ikke risikerer en situation, hvor danske landbrug stilles ringere end de andre EU landes.

Dansk Folkeparti er bevidst om, at retslige afgørelser i EU-systemet truer med at undergrave den særlige danske måde at indrette lovgivningen på landsbrugsområdet på, hvormed man traditionelt har sikret, at de, der driver landbrug, også bor i lokalområdet, og dermed har sikret bibeholdelsen af lokal beskæftigelse og af et levende nærmiljø på landet.

Dansk Folkeparti vil arbejde for at sikre, at danske landområder fortsat skal være præget af et levende og dynamisk nærmiljø og ikke af store, mennesketomme landbrugsproduktionscentre.

 Tilbage
 Print