|
|
|
Her gik alle og troede at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti var imod udlicitering i den kommunale verden. Men vi tog åbenbart ganske fejl da det kom frem, at fagbevægelsen i skikkelse af LO, mod kontant betaling naturligvis, havde fået lov til at være pennefører på partiernes lokale valgprogrammer i en række danske kommuner. Eksempelvis i Aarhus hvor den politiske samarbejdsaftale med bla. SF blev underskrevet på LO-papir. Men bedre er det bestemt ikke i Odense hvor Socialdemokraterne direkte lod LO´s konsulent skrive valgprogrammet.
I Dansk Folkeparti er vi mildest talt forundret over at både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten nu ta´r sig kontant betalt for til gengælde at varetage LO´s politiske arbejde i kommunerne. Det er direkte usmageligt at der er indgået en politisk aftale imellem LO og venstrefløjspartierne. For medlemmernes penge går LO nu ud i valgkampen og køber sig til indflydelse i de danske kommuner. Det er ikke blot hamrende useriøst, men også en grov tilsidesættelse af medlemmernes ret til at sige nej til politiske sponsorater. Hvorfor går LO ikke til alle partier og søger indflydelse via dialog istedet?
Det bør aldrig være klingende mønt som skal sætte den politiske dagsorden i kommunerne, men derimod politisk arbejde til gavn for landets arbejdspladser og ikke mindst befolkningen.
Med venlig hilsen
Hans Kristian Skibby MF
|
| |