Kristian Thulesen Dahls tale 5. maj i Skarrild
 
I 1944 styrtede en britisk bomber med syv besætningsmedlemmer ned ved Skarrild. Borgerne sørgede for, at de fik en kristen begravelse, og hvert år er der en mindehøjtidelighed, hvor lokale og særlige udenlandske gæster, blandt andre efterkommere til flyverne og veteraner, deltager.
 
Ved årets arrangement var Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl taler, og du kan læse hele hans tale nedenfor.
 
 
Tale ved 5. maj-arrangementet i Skarrild

Kære alle,

Tusind tak for invitationen. Det er en stor ære for mig at tale her i dag. Jeg har set meget frem til dette arrangement. Det er en tradition, I har, som bør vække genlyd og respekt langt omkring. I holder et minde i hævd, som er værd at holde i hævd. I sørger for, at generation på generation får viden om noget afgørende vigtigt i Danmarkshistorien. En viden, der ikke må gå tabt. For dét skylder vi Jer tak og respekt. Og jeg vil rigtig gerne være med til at give Jer den tak og yde Jer den respekt!

I wish to extend a special thank you to all the guests who have travelled far to be here today.

Your presence makes this day a very special one indeed.

It reminds us all of our common values and the strong bond that we all share.

We owe you and your countrymen so much. Thank you!

Det er i år 70-året for befrielsen. Det skal både fejres og mindes. Fejres fordi vi blev frie igen. Blev ”herre i eget hus”. Mindes fordi det var 5 hårde år. Fordi mange liv gik tabt. Fordi så meget ondt skulle gennemleves.

For Danmark var det 5 år som besat land. Men for andre lande var det længere. Når jeg kommer på besøg hos min mor i Nørre-Snede, kan jeg godt finde på at gå på jagt i hendes store bogreol. Der er mange spændende bøger – ofte ikke helt nye af dato. For eksempel fandt jeg på et tidspunkt en bog fra 1965 om Winston Churchill. ”En statsmand og hans epoke”, hedder den. Den fortæller bl.a. om tiden op til 2. verdenskrig.

Der står således om perioden i slutningen af 30'erne:

”Europa og hele verden gled nu hastigt mod afgrunden. Østrig blev besat af nazisterne, og Tjekkoslovakiet veg tilbage for Hitlers begærlige blik. Neville Chamberlain, som havde efterfulgt Baldwin som premierminister, fløj til München med sin paraply og sin forfjamskede optræden: og da konferencen var overstået, blev Sudeterlandet taget fra Tjekkoslovakiet og overgivet til Tyskland. Da Chamberlain blev budt velkommen hjem af jublende menneskemasser, råbte han: Jeg tror, det betyder fred i vor tid!”

Men nej – for som bogen fortsætter:

”I marts 1939 besatte Hitler kynisk resten af Tjekkoslovakiet og vendte derefter blikket mod Polen.” ”Den 1. september 1939 stormede de nazistiske panserdivisioner ind i Polen og den anden verdenskrigs ragnarok indledtes”. To dage senere erklærede England Tyskland krig!

------

Vi har i Danmark helt berettiget haft store diskussioner om samarbejdspolitikken under besættelsestiden. Og selvom det altid er svært at se med nutidens øjne på datidens handlinger, har mange danskere det svært med, at der ikke blev ydet tyskerne større modstand. I bogen om Churchill, som jo er en engelsk bog blot oversat til dansk, står der da også følgende:

”Danmark kapitulerede. I Norge fandt der kampe sted. Nordmændene bekæmpede invasionsstyrkerne og det lykkedes de allierede at sænke nogle tyske krigs- og troppetransportskibe…”

Netop disse to ord som står og blinker. ”Danmark kapitulerede”, har gjort ondt på mange. Ingen tvivl om at der var frygt for, at Danmark ville blive set som tysklands-venlig. Et land der ikke var parat, når det gjaldt.

At dette var en overvejelse allerede på dagen for besættelsen, står klart, når man læser i den store flotte bog af Knud V. Jespersen om Kong Christian den 10. Her refereres Kongens dagbogsoptegnelse for den 9. april 1940:

”9. april 1940 blev jeg kaldt kl. 5.15, da ministrene ønskede foretræde. Kl. 5.30 mødte Statsminister Stauning, Udenrigsminister Munch, Forsvarsminister Alsing Andersen, General Prior, Viceadmiral Rechnitzer. Rico kom lidt efter. Statsministeren berettede suppleret af minister Munch, at den tyske Gesandt Renthe Fink var kommen til og meddelt, at Tyskland for egen sikring måtte bemægtige sig Danmark og Norge mod engelsk og fransk besættelse og derfor havde de passeret landegrænsen, gået i land ved Middelfart samt Kastellet og Holmen var besat. Skydning her på Amalienborg var begyndt og flere tyske flyvemaskiner overfløj byen.

General Prior meldte, at flyvepladsen ved Høvelte var beskudt og benzinbeholdningen i brand, men fandt ikke, vi skulle bøje os for Tyskerne. Jeg foreslog, at for Europas Øje måtte vi kraftigt bide fra os.”

Kongen skriver altså i sin dagbog, at han sagde: ”Jeg foreslog, at for Europas Øje måtte vi kraftigt bide fra os”!!

Det skete som bekendt ikke. Selv om der var danske tab. Følelsen var, at det var en håbløs militær situation og at modstand var nytteløs. Og konklusionen blev – med Kong Christian den 10's egne ord: ”Så jeg anså det for håbløst at kæmpe mod en sådan overmagt og gav ordre til at holde inde med skydningen.” Danmark var besat. Herfra kunne vi kun håbe, at andre kom os til hjælp!

------

Brydningerne var der selvfølgelig undervejs. Men det endelige brud med samarbejdspolitikken skete som bekendt den 29. august 1943, hvorunder regeringen gik af. Herefter øgedes den kontante modstand imod tyskerne og Danmark fik understreget, hvor vi stod. Naturligt sammen med de allierede i kampen imod nazi-tyskland.

At Danmark fandt sin rette hylde, kan vi i særlig grad takke de mænd og kvinder, som ydede modstand. På hver sin måde men alle med sit uvurderlige bidrag til, at Danmark gjorde det rigtige. Og på grund af disse mænd og kvinders gerninger, er dagen i dag fuld af store følelser.

Mange har nok set filmen om Hvidsten Gruppen. Og måske endda genset den i søndags på tv2. Den er en gribende beretning om en flok danskere, som hver bidrog med det, de havde mulighed for. Men for hver og en med livet som indsats. Og at det rent bogstaveligt var med livet som indsats, ses af, at hovedparten blev skudt i Ryvangen i København. Jeg besøgte Mindelunden i aftes sammen med tusinder af andre – og hvert år virker det ligeså uforstående, at der lige dér – lige dér hvor pælene står, blev danskere dræbt for at have kæmpet for et frit Danmark. Men det skete!

Men vore modstandsfolk kunne jo kun vise tyskerne trods, fordi der var hjælp udefra. Og derfor er arrangementet her særligt. Fordi her mindes vi de faldne flyvere, der den 27. august 1944 gav deres liv for friheden ogfor det gode.

Befrielsen for 70 år siden var jo et resultat af års hårde kampe. Befrielsen og freden kom ikke på én dag. Den kom på baggrund af mange mænd og kvinders indsats. Mange som endte som sårede eller døde. Og nogle af de, der ikke klarede den hjem, og som vi skylder vores frihed, er de syv Royal Air Force-flyvere, vi hylder her i dag. Dem skylder vi en særlig stor tak. Derfor er det også helt specielt, at vi har nogle af deres efterkommereog flere veteraner til stede her i dag. Det betyder rigtig meget, at netop I er her – det sætter det hele i den rette sammenhæng. Tak!

Og det vi mindes her i dag, er jo også brave Skarrild-borgere, der turde sætte sig op imod besættelsesmagten for at give de nedskudte en værdig begravelse. I dag kan vi se, hvor meget det har betydet. Men at det dengang var en risikabel affære med stor risiko, er der ingen tvivl om. Alligevel gjorde de det rigtige – og i dag kan vi derfor hædre og mindes vores allierede ved graven.

Jeg tror, vi alle bliver dybt berørt, når vi hører om historien om de syv flyvere og deres begravelse.Styrtet var voldsomt, og tyskerne ville grave dem ned på stedet, men sådankomdet ikketil atgå! Gode og gæve borgere fra Skarrild tog affære og fik i al hast sørget for en kristen begravelse med salmer og det hele.Landbetjenten forhandlede med tyskerne, og aftalen blev, at sognets beboere havde to timer til at foretage en begravelse. Denne skulle dog være uden ceremoni.Men sognepræsten rystede ikke på hånden og fik forrettet en kort ceremoni, og der blev sunget et par salmer. Dette irriterede besættelsesmagten i skikkelse af de tyske officerer, der overværede begravelsen. Landbetjenten fik da også efterfølgende en kraftig påtale, men heldigvis blev det ved det.

Historien om de syv flyveresbegravelse eren lille perle i dansk besættelses-historie. Det er en historie om lokalessammenhold,mod og trods, men det er så sandelig også enhistorie om medmenneskelighed.

En dybfølt og særlig tak skal i dag lyde til Royal Air Force og deres tapre flyvere. Der er i sandhed meget, som vi, der idag lever i frihed takket være tapre mænd og kvinders indsats, skylder disse. Jeg siger til jer: I og jeres indsats vil aldrig nogensinde blive glemt! Aldrig.

Meget af læren om 2. Verdenskrig og såmænd også begravelsen i Skarrild, er, at når uvejret er over os, når mørket truer, så står gode kræfter sammen. Det lyder i ”Soldatens bøn”: ”Styrk vores kammeratskab og sammenhold”.

Og videre i ”Soldatens bøn”: ”Jeg takker dig for mit land, for familie og venner og alle, der holder af mig”. Og det er jo nok især dem, der elsker en, som man tænker på, når man er soldatog ser faren, ja måske endda døden, i øjnene. En af dem, der mistede livet den 27. august 1944, var den unge australier William John Carrier. I 1991 blev urne med aske med hans tvillingebror, George Victor Carrier, nedsat ved sidenaf flyverens sten. Det var tvillingebroderens sidste ønske. Se - dét er kærlighed. Dét er sammenhold.

-----

Den britiske indsats er selvsagt særlig betydningsfuld for udfaldet af 2. verdenskrig. Og man kan med gru overveje, hvad der var sket, hvis det havde været en russisk general og ikke Montgomery, der var nået til Danmark først. Så var Danmark måske blevet en del af østblokken, og vores lands skæbne været en anden. Gudskelov skete det ikke!Gudskelov endte vi ikke på den forkerte side af jerntæppet, hvor vi i årtier så havde måttet leve under diktaturets åg. Danmark kunne være blevet Sovjet-vasalstat, men de allierede vestfra nåede gudskelov frem først til det meste af Danmark. Undtagelsen var Bornholm, som russerne tog. Russerne forlod først klippeøen i 1946. Inden da, havde russerne ikke ligefrem været milde overfor bornholmerne.

At briterne nåede først frem til hovedparten af Danmark betød,at vi endte det rigtige sted og slap for den skrækkelige sovjetkommunisme. Følgen blev, at viefter de 5 forbandede år igen kom i fælles flok med USA, Storbritannien, New Zealand, Australien og mange andre frihedselskende nationer er vores nære allierede og gode venner. Sådan er det. Sådan skal det blive ved med at være.

For vi stod sammen dengang mod mørket. For fred og frihed.For lyset som symbolsk skinnede så flot ud fra mange vinduer i aftes. Og budskabet skal da også være klart: I skal vide, at I kan regne med os. Som vi véd, at vi kan regne med jer. Det er derfor, at NATO har som en helt afgørende grundregel, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på hele forsvarsalliancen! Vi står sammen!

-------

Hvis en og anden i de sorteste stunder under den grufulde krig fortvivlede og følte, at det hele aldrig ville blive godt igen, så er det fuldt forståeligt. Men dengang som i dag må vi huske hinanden på, at lyset er stærkere end mørket, og at lyset altid skal vinde til sidst.

Der er dem, der siger, at Danmark slap nådigt fra Anden Verdenskrig. Og det gjorde vi jo sammenlignet med en række andre lande. Men jeg vil alligevel minde om, at der skete mange frygtelige ting under krigen. Danskere, for eksempel vores politifolk, kom i KZ-lejre, cirka 600 døde. Nogle blev myrdet af nazistiske terrorgrupper, andre blev skudt under de store strejker i 1943 og 1944, og cirka 2000 krigssejlere mistede livet. Vi blev forskånet for et drabeligt ogødelæggende slutspil på dansk jord. Havde det stået til Hitler, skulle der jo kæmpes til sidste blodsdråbe og med tanke på, at der i 1945 var omkring 170.000 tyske soldater i Danmark, så må man sige, at det var godt, at briterne fik den kapitulation, som det endte med.

Krigen ændrede meget for altid. Hvis man skal drage en lære ud af krigen, er det måske to ting:

For det første, at der er situationer, hvor man ikke kan lade stå til. Hvor snak og dialog hører op. Hvor eftergivenhed ikke længere er en mulighed. Chamberlains tro på ”fred i vor tid” viste sig at være naivt. Det nazistiske tyskland forstod kun væbnet modstand.

For det andet, at vi må stå sammen imod ondskab. Kun ved at stå sammen er vi stærke nok. Hvis vi vil sikre ikke kun fred, men også frihed – demokrati – ret til at ytre sig – skal vi gøre det i fællesskab med de nationer, der vil det samme. Der er steder nok på kloden, hvor diktaturet raser. Hvor mennesker ikke kan ytre sig frit. Hvor de mest basale rettigheder undertrykkes. Her står en kamp mellem de frie og ufrie nationer. Der må ikke være tvivl om, i hvilke lande tingene skal laves om.

------

Jeg indledte med at sige, at dagen i dag både skal fejres og mindes. Mindes af hensyn til de sårede – de faldne. Fejres på grund af at det er årsdagen for den genvundne frihed. For den tyske kapitulation.

Lad mig derfor afslutte med Kong Christian den 10's egne ord i dagbogen om forløbet af den 5. maj 1945:

”Danmark fri for Tyskland fra kl. 8. Klokkeringning 8-9. Hele byen flagsmykket – mange på gaden. Kabinetssekretæren her kl. 7.30. Professor Haxthausen og Dr. Fenger. Rico og Ingrid her samt Axel og Margaretha – radiotale – stærk skydning. Margaretha til frokost og Knud til the. Kl. 3.30 fremstilling af ministerium. Thyra og Bibs (prins Haralds yngste datter Louise Alexandra) til the. Forhenværende statsminister Scavenius kl. 5 middag… Gud ske lov for den dag.”

Ja – siger jeg også – Gud ske lov for den dag! Tak for ordet!
 
 
 
 
 Tilbage