Dansk Folkepartis ugebrev

v./ næstformand Peter Skaarup

- mandag den 14. november 2011

Kontrollen, der aldrig fik lov at virke

Én af den forgangne weekends avisartikler bød på en historie om, at grænsekontrollen ikke var til nogen nytte. Der blev ikke fanget væsentligt flere kriminelle. Med andre ord var den grænsekontrol, som Dansk Folkeparti og den daværende regering indførte i sommer uden effekt. Men er det nu så simpelt? Kan man ud fra mindre end tre måneders arbejde vurdere effekten af grænsekontrollen?

Dels har den massive omtale af grænsekontrollen haft en stor præventiv effekt på menneske - og narkosmuglere. Dels nåede grænsekontrollen aldrig at blive implementeret fuldt ud.

Den røde regering afskaffede grænsekontrollen med et pennestrøg, og den nye udenrigsminister Villy Søvndal lappede rosen i sig, da en lettet tysk udenrigsminister, Guido Westerwelle, klappede ham alfaderligt på skuldrene. Westerwelle var nemlig ved at blive godt nervøs, fordi mange tyskere begyndte at efterspørge lignende foranstaltninger ved den tysk-polske grænse, hvor især lokale beboeres klager over kraftigt stigende kriminalitet tog til efter Polens indlemmelse i Schengen-samarbejdet.

Også kommissionsformand Barroso havde det brede smil fremme, da statsminister Helle Thorning-Schmidt aflagde sit først besøg i Bruxelles. Danmark havde rettet ind. Det var næsten som den fortabte søn, der vender hjem til flokken. Nu kunne Barroso atter koncentrere sig om redningen af euroen i stedet for at beskæftige sig med det lille genstridige land mod nord.

Naturligvis var det glemt, at Helle Thorning-Schmidts eget parti så sent som i valgkampen til Europa-Parlamentet i 2009 sprang ud som helhjertede tilhængere af grænsekontrollen. Det var uden tvivl medvirkende årsag til, at Socialdemokratiet trods alt gik mindre tilbage, end de ellers ville have gjort. Umiddelbart efter valget var det hele glemt igen. Endnu et løftebrud, der efter folketingsvalget er druknet i et ocean af andre løftebrud.

I sommer faldt hele EU-Kommissionen over Danmark, fordi tolderne ved grænsen blev anset for et angreb på de åbne grænser og dermed på hele EU-ideologien, hvor netop de åbne grænser spiller en stor rolle som del af EU-symbolpolitikken – på linje med den fælles valuta, euroen. Danskerne blev stemplet som ”dårlige europæere”.

Ja, husker nogen i øvrigt debatten i sommer? Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet så megen ståhej for så lidt. Det var en debat helt ude af proportioner. Den handlede ikke om virkeligheden, men om ideologi. Da grænsekontrollen officielt blev indført den 5. juli, blev krydsende bilister omringet af et europæisk presseopbud. Trafikken blev ikke bremset af toldere, men af journalister og kamerahold. Historien var skrevet på forhånd: Det lille selvtilstrækkelige smørhul, Danmark, var i færd med at opføre en ny Berlin-mur.

Men det eneste grænseløse var hykleriet. I Sverige findes der alene i den sydlige del af landet tyve gange så mange toldere som på den danske side af Øresund, og mon ikke de fleste har bemærket, at svenskerne ved Øresundsbroen har etableret faste anlæg, hvorfra tolderne kan kontrollere trafikken? Lignende anlæg har tyskerne etableret ved grænsen til Frankrig. Det var Dansk Folkepartis ønske, at Danmark på tilsvarende vis skulle kontrollere grænserne for at forhindre og forebygge den grænseoverskridende kriminalitet.

Tallene taler for sig selv. Den grænseoverskridende kriminalitet er tiltaget drastisk i omfang. Alene fra 2006-2010 er antallet af straffelovsovertrædelser, begået af borgere fra udvalgte østeuropæiske lande, steget fra 2.879 til 6.029. Med andre ord er der tale om mere end en fordobling. Forbrydelserne rækker fra simpelt tyveri til grove hjemmerøverier begået mod sagesløse borgere. Samtidig har organiserede østeuropæiske kriminelle specialiseret sig i tyverier fra virksomheder, hvor de stjæler alt fra reservedele og dæk til kobberrør.

Desværre måtte vi i Dansk Folkeparti hen ad vejen konstatere, at heller ikke Venstre og Konservative var særlig begejstret for grænsekontrollen. De syntes faktisk, at det var en smule pinligt og gjorde, hvad de kunne for at bagatellisere den over for deres europæiske kolleger. Heller ikke i valgkampen hørte man et ord om grænsekontrollen hos de to partier. Jeg tror, at det er medvirkende årsag til den dom, der blev fældet over grænsekontrollen i weekenden. Det var udelukkende Dansk Folkepartis projekt.

Jeg er overbevist om, at fremtiden vil vise, at vi havde ret. At fælde en dom over grænsekontrollen, før den overhovedet blev gennemført, er et dumdristigt forehavende. Etableringen af grænsekontrollen var opdelt i tre faser, og vi nåede aldrig længere end til fase 1 – øget kontrol i form af 50 ekstra toldere. Fase 2 havde indebåret indsættelsen af yderligere 48 toldere og etableringen af fysiske kontrolanlæg, og fase 3 ville have betydet endelig ibrugtagning af anlæggene.

Først i 2013/2014 ville grænsekontrollen have været færdigetableret – og først her ville det være relevant at måle den fuldstændige effekt.

I øvrigt er det ironisk, at regeringen netop i weekenden aftalte med Enhedslisten at bruge 65 millioner kroner på at forebygge skattesnyd blandt østeuropæiske arbejdere. Med aftalen om grænsekontrollen ville de planlagte nummerpladescannere have kunnet afsløre netop den slags snyd. Men det viser, at regeringen på grund af sin ideologiske tilgang til EU-samarbejdet endnu en gang skyder sig selv i foden.

 

Men kampen om grænsekontrollen er langt fra død. Dansk Folkeparti vil fortsat arbejde for sagen, og jeg er overbevist om, at virkeligheden i årene frem vil overbevise de fleste om, at vi havde ret.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup