Dansk Folkepartis ugebrev

v./ næstformand Peter Skaarup

 

- mandag den 7. november 2011

 

Kommunismen spøger i den nye regering

 

”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse”. Sådan indledes Det Kommunistiske Partis Manifest, som af Karl Marx og Friedrich Engels blev udgivet i London i 1848. Siden denne udgivelse er meget sket, og mon de to forfattere kunne forudse, at deres ideer ville komme til at koste ca. 100 millioner mennesker livet?

Et spøgelse går også gennem den røde regering – Ole Sohns spøgelse. Heldigvis er den nye erhvervs- og vækstminister sprællevende og ved godt helbred, men det store spørgsmål er, hvorvidt han personligt havde kendskab til pengeoverførsler fra Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i sin tid som formand fra 1987 til 1991.

Det er værd at minde om den rolle, de kommunistiske partier spillede i Vesteuropa under den kolde krig. De stod i nær kontakt med fjenden og udleverede oplysninger til landene i Warzawapagten. Samtidig arbejdede de kommunistiske partier sammen med dele af den øvrige venstrefløj for en ensidig vestlig afrustning, manifesteret i Fredsbevægelsen. Med andre ord: Ole Sohn befandt sig på den forkerte side i den kolde krig.

Den sidste KGB-chef i Danmark, Nikolaj Sjatskikh, har til Jyllands-Posten fortalt, at han afleverede hård valuta fra Moskva til den daværende formand Jørgen Jensen, og at denne praksis fortsatte under Ole Sohns formandskab. Pengene blev enten givet til Sohn personligt eller til en ”autoriseret person”. Men Ole Sohn benægter at have modtaget penge.

Det virker overordentligt usandsynligt, at en partiformand skulle have været uvidende om pengestrømmen fra Moskva. Omvendt rasede der i slutningen af 1980´erne en fløjkrig i DKP mellem ”traditionalister” og fornyere. Ole Sohn blev regnet til sidstnævnte fløj, selv om han så sent som i forbindelse med DDRs 40 års jubilæum den 7. oktober 1989 kindkyssede med Europas sidste stalinist, Erich Honecker, der som generalsekretær for det østtyske kommunistparti brillerede med at holde sin egen befolkning indespærret bag pigtråd, og som tillod nedskydninger af ubevæbnede flygtninge.

 

Historikeren Morten Thing, forfatter til værket ”Kommunismens Kultur”, peger på, at kommunister fra den mere ”ortodokse” fløj såsom Ib Nørlund og Poul Emmanuel kan have været modtagere af pengene uden om formanden, der af Poul Emmanuels kone, Bodil Emmanuel, blev anset for at være for ”blød”.

Sagen er pinlig for både Ole Sohn og den nye regering. Enten lyver Sohn ud fra en forhåbning om, at sandheden nok aldrig kommer for dagen, eller også forsøger han at dække over, at han reelt ikke havde kontrol over sit eget parti – og den slags er jo altid lidt pinligt at indrømme.

Flere eksperter fra USA, Storbritannien og Danmark påpeger, at sagen kan blive en udenrigspolitisk belastning for den nye regering, og at Ole Sohn kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Hvilke oplysninger ligger Rusland inde med, og hvad kan de eventuelt bruges til? Findes der en ”rygende pistol” et sted dybt nede i de russiske arkiver, som kan bruges til at lægge pres på Ole Sohn og den nye regering?

Danmark satser i denne tid stort på det russiske marked. Hvis Ole Sohn i egenskab af erhvervs- og vækstminister skal forhandle en aftale på plads med Rusland, kan russerne lægge pres på ham med deres hemmelige viden. Det sætter danske interesser i en dårlig position på det russiske marked og kan resultere i mindre fordelagtige aftaler.

Dansk Folkeparti kræver derfor, at sagen bliver undersøgt til bunds af en uvildig instans. Ole Sohn har siden 1991 været overordentligt tavs omkring tiden i DKP. Ganske vist har han som forfatter udført et prisværdigt arbejde i forhold til at afdække nogle af kommunismens forfærdelige forbrydelser mod menneskeheden, men han er påfaldende tavs omkring sit personlige engagement og har aldrig afsværget kommunismen som ideologi.

Helle Thorning-Schmidt gav for nogle uger siden Henrik Sass Larsen det røde kort som minister, fordi han ifølge Politiets Efterretningstjeneste kunne udgøre en sikkerhedsrisiko - tilsyneladende på grund af sin tætte kontakt til rockere. Flere eksperter anser Ole Sohn-sagen for langt mere alvorlig. Sagen indeholder flere aspekter. Dels er der selve sikkerhedsrisikoen ved at lade en mand som Ole Sohn repræsentere Danmark på højeste niveau, dels er der et moralsk aspekt omkring DKPs rolle som femte kolonne for det kommunistiske diktatur i Moskva.

Den danske regering bør i egen interesse medvirke aktivt til at få vendt hver en sten i sagen og om nødvendigt lægge pres på den russiske regering for at få sagen belyst. Ole Sohns fortid har fået fornyet aktualitet og er med hans udnævnelse om minister ikke længere kun en akademisk diskussion mellem historikere. Nu drejer det sig om danske erhvervsinteresser, forholdet til Rusland samt ikke mindst Danmarks anseelse uden for landets grænser.

Helle Thorning-Schmidt må som statsminister og chef for regeringen træde i karakter og skabe tillid til sine ministre. Så længe fortiden spøger, kan denne tillid ikke tilvejebringes. Enten undersøges Sohn-sagen til bunds, eller også bør Helle Thorning-Schmidt se sig om efter en erhvervs- og vækstminister uden skeletter i skabet.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup