med eneret for JP
den 8. juni 2010 - ikke indrykket
Hvem skal nu betale?
Per Clausen's (EL) indlæg i JP, den 31.5 om dagpengereformens asociale status, kører igen på melodien: Åh, det er så synd!
Ja, det er ærgerligt for dem, der mister deres arbejde. Man føler let, at ens identitet forsvinder imellem hænderne på en. – Der er kun et at gøre, op på hesten igen og søg nye udfordringer, også udenfor egen branche eller kompetenceområde. Bevar selvrespekten og gå i gang med at søge nyt job med det samme. Er man vågen overfor for andre jobmuligheder end dem der ligger lige for – så er en to års dagpengeperiode ikke så ussel endda, som mange gerne vil gøre den til.
Jeg taler af egen erfaring - og jeg skal ikke trætte læserne med detaljer i min historie, men jeg måtte for ca. 16 år siden lukke en virksomhed med økonomisk tab til følge. Jeg søgte arbejde, primært indenfor min egen branche og i mit eget kompetenceområde, men i en alder på 47½ dengang, var jeg allerede "for gammel" og jeg fik ikke andet end "Sølvmedaljen" ved jobsamtaler, og det er der ingen lønkroner i. Samtidig med dette søgte jeg også arbejde som sælger og eller indkøber i alle andre tænkelige og utænkelige brancher. – Mit motto er: nyt kan læres, hvis viljen er der.
Det lykkedes mig faktisk indenfor de første 9 måneder, at finde mig et arbejde som sælger i en for mig helt ukendt branche. Efter datidens regler kunne jeg have gået ledig på forskellige ordninger frem til efterlønnen - ialt *12½ år i mit tilfælde. Arbejdsledigheden i 1995 var for kvinder 11,7% og for mænd 9,0% - det var ikke let at finde arbejde!
Jeg måtte rejse med tog til Sydvestjylland hver søndag aften og tage toget hjem fredag eftermiddag i de første tre måneder, for at lære om produkterne. Jeg kan ikke – men ville godt – arbejde fysisk hårdt. Havde jeg kunnet det, havde jeg endnu hurtigere fundet et hvilket som helst arbejde, og formodentligt et der lå tættere på min bopæl end i Sydvestjylland.
– For vis regning rejste jeg med toget? For min egen regning – bil var der ikke penge til, og min løn var i de første 6 måneder ikke højere end at jeg kunne oppebære højeste dagpengesats, hvis det ikke gik – men det gik godt. Jeg fastholdt min kontakt til arbejdsmarkedet. Jeg har haft et godt arbejdsliv efterfølgende, og de sidste 12 år som selvstændig, igen i en helt tredie branche.
Den er altså ikke asocial, den nye dagpengereform. – Det der er asocialt er, at lokke folk på S–SF–EL modellen "Fair forandring" der blot karamelliserer overfladen her og nu, for senere, når alle lånemuligheder til finansieringen er opbrugt, at udskrive nye skatter og afgifter. – Det er deres eneste mulighed – regningen skal betales før eller siden, og jo senere jo dyrere – også for dig! Dagpengereformen burde, som den røde stue hyler op, ved evt. regeringsskifte naturligvis rulles tilbage i den nuværende længde – men det tror vist ingen på vil ske, ikke engang PC! Børnechecken kan måske rulles tilbage – ja måske, efter forhøjede skatter og afgifter så det hele passer igen – hykleri på højeste plan.
Ja, det er synd for dem der "kun" har en dagpengeperiode på to år – 730 dage inkl. julehelligdagene – og som ikke får startet op med jobsøgning med det samme – for dem kan tiden hurtigt løbe ud. – Men det kan en fire års periode altså også.
Det er også synd for alle de andre, der også skal spare og beskære og miste. – Tænk på dem der nu "kun" får de sølle 35.000 skattefrie kroner til børnene om året – tænk på de unge der skal til at uddanne sig lidt hurtigere – tænk på dem der får deres sidste skattenedsættelse udsat. Er det ikke også synd for dem? De får da heller ikke det, de havde regnet med. Ja sådan kunne vi blive ved og ved – det er så synd.
Vi kender nok alle sammen sangen: "Hvem skal nu betale, hvem har råd til mer……………". Vi skal alle tage ansvar og yde lidt. Det vil sige skære lidt hist og pist – hellere først som sidst.
Mange af os kan blot springe én af vore ferierejser om året over, så er den hjemme. Jeg er godt klar over, at det for en del familier ikke er så enkelt som bare én ferie mindre – men 100% retfærdighed er en svær en – dog burde børnechecken helt klart være indtægtsbestemt, det ville hjælpe lidt på retfærdigheds procenten.
*1. dagpengeperiode 4 år + 2. dagpengeperiode 3 år, hvor man dog skulle være aktivt jobsøgende. Derefter kom man på en overgangsydelse frem til det 60. år og så på efterløn til det 67. år. Det var tider dengang! Fuldstændig socialdemokratisk hul i hovedet.
Aksel Nielsen (DF)
Damgaardsvej 96
8660 Skanderborg
