Grundloven sætter med sine 89 paragraffer rammerne for det danske demokrati. At den er yderst langtidsholdbar illustreres af, at den kun er blevet ændret ganske få gange – senest i 1953. Den nok vigtigste ændring fandt sted i 1915, hvor kvinder fik valgret. Men selv nu findes paragraffer, som er identiske med dem i 1849-udgaven.
Ja, nogle siger så, at man da ikke
kan have sådan noget gammeldags noget i det 21. århundrede. Vi skal have en ny og meget mere detaljeret forfatning. Vi skal have noget mere med menneskerettigheder og den slags. Ikke overraskende lever tanken om en grundlovsændring først og fremmest i partierne på venstrefløjen og Det Radikale Venstre. Men selv Folketingets tidligere formand, Ivar Hansen, var overbevist om, at grundloven skulle ændres.
Men hvorfor egentlig det? Netop grundlovens enkelhed gør den langtidsholdbar. Og sådan SKAL det være. En grundlov er ikke noget, der må være underlagt tilfældige modeluner og strømninger i tiden – eller ”diskurser”, som akademikerne elsker at tale om. En grundlov er ikke alene ”lovenes lov” – den er også borgerens værn mod staten – og tilfældige overgreb.
Grundloven er netop LOV – ikke ”idé”. En lov er noget helt konkret. I grundloven defineres blandt andet danskernes rettigheder – retten til at stemme, retten til at lade sig vælge, retten til at forsamles. Retten til at vælge og være valgbar i forhold til Folketinget tilfalder udelukkende borgere med dansk ”indfødsret”. Læg her mærke til, at grundloven ikke er bange for at gøre forskel – den skelner mellem danskere og ikke-danskere. Og jeg tror i virkeligheden måske, at det er det, der falder mange såkaldte ”progressive” for brystet. De bryder sig nemlig ikke meget om grænser eller begrænsninger.
Men Grundloven er snævert forbundet med indfødsretten. Allerede Ove Høegh-Guldberg sagde - da han gav loven om indfødsret i 1776, at ”billigheden selv vil, at landets børn skal nyde landets brød og fordelene i staten falde i dens borgeres lod”. Og Danmarks salmekonge N.F.S. Grundtvig, der også var politiker, talte i 1850 om, at ”landets børn skal nyde landets brød”.
Hvad menes der med dette? Der menes naturligvis folkets førstefødselsret til et land – i dette tilfælde danskernes naturlige førstefødselsret til Danmark. Det er respekt for folket som et historisk givent fællesskab, der gør forskel på landets egne børn og andre landes borgere. Det er ligesom med en familie i et hus – der er forskel på værter og gæster.
Helt indlysende, naturlige ting.
En kontrast til grundloven finder vi i EU’s Lissabon-traktat.
Kan nogen i øvrigt fortælle mig, hvordan jeg egentlig finder originalteksten? Altså jeg mener, Grundloven, den er jo skrevet på dansk og af danskeren. Den
kan jeg læse og forstå.
Jeg
kan også forstå og læse engelsk, men hvilket sprog er Lissabon-traktaten egentlig oprindeligt skrevet på? Jo, jeg ved godt, at jeg
kan læse den i en dansk oversættelse - men en oversættelse er jo netop bare en oversættelse. Hvem ved, hvilke nuancer, der i grunden går tabt, når man oversætter noget fra ét sprog til et andet? Et sprog er ikke bare noget, der
kan sættes på formler, eller som
kan oversættes af en maskine. Sprog er følelser og kultur. Det er ikke tilfældigt, at vi omtaler dansk som vores "modersmål" - som "det sprog, vores mor taler".
Internet-giganten Google har udviklet noget, der hedder "Google Translate". Det er sådan et program, hvor man
kan oversætte fra dansk til fransk eller fra russisk til polsk. Og man
kan også oversætte til arabisk. Sidste år var der nogle spøgefugle, som oversatte "Der er et yndigt land" til arabisk - og så tilbage til dansk igen". Resultatet var helt fantastisk. Hør engang:
"Der er et smukt land
Der er et smukt land
Det står med bøg og store
Salt strand i nærheden af østers
Salt strand i nærheden af skaldyr
Og bugter sig i bakke dal
Det hedder gamle Danmark
Freya er ordet
Freya er gulvet"
Ja, nogen mening giver det ikke - og jeg ved også, at det er at stille sagen på spidsen. Ikke desto mindre viser det, at sproget er noget levende og organisk, som en maskine har meget svært ved at håndtere.
I EU, hvor omkring 80 procent af vores lovgivning skabes, bliver alt oversat. Hvad enten det drejer sig om det skrevne ord i dokumenter eller det talte ord i udvalg eller parlamentssalen. Nu er det gudskelov ikke maskiner, der oversætter, men levende tolke. Men alligevel: Hvor mange nuancer går ikke tabt undervejs? Når vi danskere står over for hinanden og taler sammen, er der så meget, som slet ikke udtrykkes sprogligt - fordi vi ganske enkelt "forstår hinanden" og
kan "læse hinanden".
Men hvad har det med Grundloven og demokratiet at gøre? Faktisk RIGTIG meget. Jeg tror ikke, at demokrati og folkestyre er noget, der
kan indføres "fra oven" eller presses ned over hovedet over folk. Folkestyre er noget, der vokser UD AF folket. Folkestyre begynder hos folket og slutter hos folket. Den danske Grundlov blev til som følge af et ganske kompliceret spil mellem magthaveren (den enevældige kongemagt) og den danske befolkning.
Grundloven blev ikke indført pr. dekret fra den ene dag til den anden. Vejen gik fra adelsvælde til enevælde. Og videre over rådgivende stænderforsamlinger til de to parlamentariske kamre, vi havde indtil den sidste grundlovsændring i 1953, da vi afskaffede Landstinget.
Uanset hvad man mener om EU – for eller imod – må det konstateres, at EU ikke er et resultat af et folkeligt krav. For nyligt var der i tysk TV en rundspørge blandt almindelige tyskere på gaden. Spørgsmålet gik på, hvorvidt man foretrak euro eller den gamle D-mark. ALLE adspurgte ønskede D-marken tilbage - og deres rationale var ikke udelukkende økonomisk, men også følelsesmæssigt. Nu er det klart, at den aktuelle euro-krise har en stor betydning - men resultatet havde været det samme to eller tre år tidligere. Tyskerne er aldrig blevet spurgt om noget - deres politikere har truffet beslutningen for dem.
Og så er der sproget. Hvis drømmen om et succesfuldt forenet Europa skal udleves, skal vi alle tale det samme sprog. For uden fælles sprog er det svært at skabe demokrati og folkestyre. En dansker skal kunne blande sig aktivt i debatten i Spanien og omvendt. Det er naturligvis en utopisk tanke. I Belgien er der valg den 13. juni. Belgien består af to store - vidt forskellige - nationaliteter og kulturer: Et hollandstalende flertal - flamlænderne i nord - og en fransktalende befolkning, vallonerne, i syd. Midt i det hele ligger EU-hovedstaden Bruxelles, som har to-sproget status, men hvor kun 15 procent taler hollandsk, og hvor flamlænderne er på tilbagetog - godt hjulpet på vej af de mange EU-embedsfolk, som hælder mest til at tale fransk eller engelsk.
Årsagen til udskrivningen af valget - som den belgiske konge i begyndelsen nægtede at acceptere - skal findes i sprogenes status. Hollandsk befinder sig under et konstant pres fra fransk. Det er svært for en dansker at forstå, for her har vi jo altid bare talt dansk - eller har vi nu også det? Da Holsten var dansk indtil tiden omkring Grundlovens tilblivelse i 1849, blev tysk mange steder set som en trussel mod det danske. Inden for Kongerigets grænser havde vi en stor tysktalende befolkningsgruppe, og inden for centraladministrationen i København blev der talt mere tysk end dansk. Det siger sig selv: tysk er et større sprog end dansk, ligesom fransk er større end hollandsk.
Grundloven kastede os på mange måder ud i de krige, som endte med at koste os HELE Holsten og Slesvig, indtil vi vandt en
del af det tabte tilbage ved folkeafstemningen i 1920. Hvad fortæller det os? Det fortæller, at demokrati er tæt forbundet med nation og sprog. Er Belgien et demokrati? Ja, hvis man synes, at en føderal model, hvor et fransktalende mindretal bestemmer over et hollandsktalende flertal er demokratisk, så er det måske - men ellers ikke. Hvis Belgien bliver splittet, vil det være en kæmpe falliterklæring for hele EU-tanken. Det er måske ikke tilfældigt, at EUs "fædreland" er det dybt splittede Belgien - kunne man forestille sig en anden by end Bruxelles, hvor befolkningen uden videre ville finde sig i, at store dele af byens gamle kvarterer blev jævnet med jorden for at gøre plads til anonyme kontorkomplekser i glas og stål? Netop derfor giver splittelsen i Belgien anledning til stor undren blandt EU-politikere og embedsmænd - hvad er det dog, der sker lige uden for hoveddøren?
Men jeg forstår sådan set godt disse. For DEM er det europæiske projekt, den europæiske drøm, jo gået i opfyldelse. De har deres stillinger i et "internationalt miljø" sammen med politikere og embedsmænd fra andre lande, der tænker som dem selv. Befolkningerne uden for - med alle deres besværlige dagsordener og bekymringer, ja, dem ser man kun i små doser.
Den amerikanske filosof og forfatter, Christopher Lasch, skrev for godt 15 år siden en bog med den fængende titel "Eliternes oprør". Den handler om præcis dette fænomen: En global elite, som er løsrevet fra de almindelige befolkningers hverdag, og som ikke længere deler skæbne med deres befolkninger - en elite, som hverken er bundet af tid eller sted, men som færdes som "turister" overalt - selv i deres egne lande. Tilhører man denne elite, så er befolkningen i Hvide Sande lige så eksotisk og fremmed som lokalbefolkningen på Kreta. Det stik modsatte af det folkelige fællesskab, som Grundloven er rammen om.
På sådan en Grundlovsdag er der også al mulig grund til at runde Rigsfællesskabet – eller det, der er tilbage af det – for det er ikke meget, hvis det skal være op til Færøerne og i særdeleshed deres medlem af Folketinget Høgni Hoydal, der er så opsat på at få mere at bestille, at der nu sendes en færøsk forfatning til afstemning på Færøerne, som karambolerer direkte med Grundlovens bestemmelser.
Det fremgår af Grundloven, at udenrigspolitikken alene er et anliggende for Rigsfællesskabet. Ikke desto mindre fremgår det af udkastet til en ny færøsk forfatning, at Færøerne
kan indgå i andre unioner end Rigsfællesskabet indgår i.
Og dermed har Færøerne kastet Rigsfællesskabet lige lukt
ind i det, der ligner en statsforfatningsmæssig krise.
Alt imens har Folketinget vedtaget at en selvstyrelov for Grønland og sikret Grønland 3,2 mia. inflationsregulerede kroner – og indtægten fra et eventuelt oliefund tilfalder til fulde Grønland. I 2007 anslog De Amerikanske Geologiske Undersøgelser, at der i Nordøstgrønland ville være olie for mere end 10.000 milliarder kroner i undergrunden.
10.000 milliarder kroner. Det er jo et ufatteligt højt tal.
Og alle de 10.000 milliarder kroner ryger lige ned i de grønlandske lommer uden at Danmark ser så meget som skyggen af en flad femogtyve ører af dem.
Det virker ikke, som om vore færøske og grønlandske venner ønsker sig som en del af vort fællesskab og med større og større selvstændighed bliver det sværere og sværere at argumentere for grønlandsk og færøsk repræsentation i Folketinget, som Grundloven jo ellers sikrer dem.
Men ét er Rigsfællesskabet – noget andet er fællesskabet i Danmark: Læg mærke til italesættelsen af "den rådne banan" - et afskyeligt og uendeligt nedvurderende udtryk for de områder i Danmark, der geografisk befinder sig længst fra København og de store byer, og som økonomisk har måttet bløde mest. Hvem har egentlig defineret udtrykket "den rådne banan"? Prøv en gang at spørge jer selv, hvor mange unge mennesker, der har lyst til at fortælle eller skilte med, at de kommer fra "den rådne banan" i sociale sammenhænge? De unge har ét valg: de
kan flytte til en storby eller blive i deres udkantsområde som "tabere".
Og hvordan skildres udkantsområderne så i medierne, bøger og film? Ja, det er sådan nogle frygtelige steder, der minder lidt om "road movies" fra USAs mest tilbagestående sydstater - områder fyldt med misbrugere, unge mødre, alkoholikere og andre ubehagelige eksistenser. Tænk bare på forfatteren Erling Jeppesens bøger om Sønderjylland og filmatiseringen af "Kunsten at græde i kor" med Jesper Asholt i hovedrollen som en pædofil far. Befolkningen i hovedstaden og de større byer
kan nu sidde og gyse og tænke "Puha, hvor er det godt, at vi ikke bor derude, hvor kragerne vender. Hvor må det være et frygteligt liv.
Men er det en måde at få et land til at hænge sammen på? Og er det ikke dybt problematisk, at man i et
lille land som Danmark i det hele taget har noget, man kalder udkantsområderne?
Vi har brug for en helt ny dansk selvsikkerhed. Ikke alene i forhold til EU og det øvrige udland, men også inden for landets grænser. Det er udtryk for en gal tankegang, når man kun accepterer én enkelt eller få store byer som omdrejningspunkt for livet i et helt land. Det er udtryk for en gal tankegang, når man ser ned på andre mennesker, fordi de enten ikke er højtuddannede eller ikke bor det rigtige sted.
Nu ved jeg godt, at tidens "modeluner" bevæger sig frem og tilbage. I en tid med højkonjunktur vil befolkningen ofte søge mod de store byer – og omvendt. Vi skal ikke længere tilbage end til 1980´erne, da jammeren over Københavns elendighed ikke ville få ende. Det var en krisetid - og blandt mange kom det pludselig på mode at realisere sig selv i landlige omgivelser. Men så kom højkonjunkturen og bevægelsen i den modsatte retning.
Jeg elsker gamle Morten Korch-film og Far til Fire, Matador, og hvad de alle sammen hedder. Det er så hyggeligt at sidde og se. Men samtidig skal hverken Morten Korch eller - i den modsatte grøft - Erling Jeppesen gøres til hovedkilder for, hvordan livet på landet og i de tyndt befolkede områder leves. Folk i udkantsområder skal hverken gøres mere lykkelige eller ulykkelige, end de egentlig er - og de skal hverken ynkes eller nedvurderes. Nej, det er ikke noget frilandsmuseum, men derimod områder befolket af ganske almindelige mennesker med en ganske almindelig hverdag, som står over for en række konkrete udfordringer, det blandt andet er vores opgave at løse - jeg kender det, for jeg bor selv i en
lille by mellem Vejle og Herning, hvor de fleste butikker for længst er lukket.
Blandt disse udfordringer er, hvordan vi sikrer arbejdspladser, velfærd og tryghed for mennesker i HELE landet. Ingen må føle, at de er dårligere stillet, fordi de bor i Thy eller på Omø - men omvendt siger det også sig selv, at ethvert valg er forbundet med fravalg. Eksempelvis er det begrænset, hvad der findes af udstillinger på Omø, ligesom antallet af fredede naturområder og stilhed er begrænset på Vesterbro i København.
Når politikere og mediefolk taler om befolkningssammensætningen i Danmark eller om vores forhold til EU, får man let indtryk af, at der er tale om nogle naturlove, som ligger helt uden for menneskers påvirkning. Det er naturligvis ikke rigtigt. Vi har det Danmark, vi selv ønsker - vores værste fjende
kan derfor aldrig være EU eller fremmede magter, men derimod os selv, fordi ingen andre
kan gøre noget ved tingene.
Men denne lidt måske forlegne holdning til egne værdier og manglende selvtillid gør også vores møde med indvandrere problematisk. Hvad
kan vi egentlig tillade os at kræve af indvandrere, spørger mange. Hvor meget skal de integreres, og skal vi kræve, at de bliver "danske". Mit svar er krystalklart: Hvis man har valgt at opholde sig i Danmark,
kan man kun vælge en "hel pakke" - ikke en halv. Det vil sige, at det ikke er nok eksempelvis at have et arbejde. Nej, man skal deltage aktivt i fællesskabet - og her er sproget igen en helt afgørende faktor. I sproget ligger nøglen til det danske samfund. Det er sproget, der giver identitet. Det er sproget, der skaber sammenhængskraft.
Jeg har tit fået det underlige spørgsmål stillet ”Hvad vil det sige at være dansk?” ”Findes der noget særligt dansk?” Hvis man havde stillet spørgsmålet for 50 år siden, ville folk have kigget underligt – simpelthen fordi det danske ikke var noget, man ”talte” om. At være dansk var ligeså indlysende som at spise, sove og trække vejret. Man spørger heller ikke fodgængeren ”hvordan føles det at gå?” – spørgsmålet bliver først relevant, hvis man ikke
kan gå mere. Og sådan er det måske også med danskheden, som har været under pres fra mange sider. Det har altid været eliternes – i dette tilfælde den danske kulturradikale elites – særlige kendetegn at være utilfreds med det ”bestående” – det allerede givne og selvfølgelige. De ideologisk prægede vil i stedet skabe et ”nyt samfund” og et ”nyt samfund” –
kan efter deres opfattelse ikke finde sted inden for rammerne af de gamle demokratiske nationalstater.
Men er nationen bare en ”konstruktion”? En historisk tilfældighed? Jo…. Men i så fald er det den eneste konstruktion, der har muliggjort frihed og demokrati. Og det var også det, krigene i det 19. århundrede handlede om: at indførelsen af demokratiet var uløseligt forbundet med en homogen og sammenhængende befolkning. Et to-sproget land var muligt under en enevældig og udemokratisk kongemagt, men ikke under et demokrati.
I den sidste lange tid har værdidebatten ligget noget underdrejet på grund af den aktuelle økonomiske krise. Men det betyder ikke, at vi har hørt det sidste til værdidebatten. Jeg mener ikke, at værdidebatten
kan adskilles fra diskussionen om økonomi og velfærd. Vi står over for en række store udfordringer i fremtiden, og vi er presset på økonomien. Men fremtidens velfærd og økonomi afhænger i høj grad af værdier og sammenhængskraft - for uden en bevarelse af sammenhængskraften og solidariteten vil der i længden ikke være vilje til at opretholde velfærdssamfundet. Den danske omfordeling af goder
kan kun lade sig gøre, så længe folk føler samhørighed - at "ydere og nydere" føler et fællesskab med hinanden. Det bliver en af fremtidens helt store udfordringer.
Og med dette vil jeg gerne sige tak for ordet. Fortsat god Grundlovsfest.
