|
|
|
|
Danmarks grænser igen på vej til at blive sikre |
|
|
|
Den 11. maj 2011 blev en milepæl for Dansk Folkeparti.
For efter at vi i Dansk Folkeparti igennem 10 lange år har bedt om, tryglet om og presset på for at forandre den helt forkerte beslutning om - gennem Schengen - at åbne Danmarks grænser på vid gab - så er vort ønske nu en realitet: Danmarks grænser er atter på vej til at blive sikre.
Dansk Folkeparti har - gennem en aftale med Regeringen og Kristendemokraterne - sørget for en genindførelse af en permanent - 24 timer i døgnet - toldkontrol ved Danmarks grænser.
Vi etablerer fysiske kontrolsteder såvel ved grænserne til Tyskland og Sverige - samt i alle danske havne og ved alle danske lufthavne.
Udover fast bemanding ved grænserne med et stort antal toldere - med politiet i baglokalet - bliver der tale om, at helt nye, smarte redskaber bliver opsat - med eksempelvis scannere, der kan "se ind i” såvel personbiler som lastvogne og containere.
For alle i Dansk Folkeparti blev den 11. maj, godt 10 år efter Danmarks indtræden i de piv-åbne grænser, men kun få uger efter at vi indledte vores landsdækkende kampagne: "Der skal være en grænse”, derfor en stor og dejlig dag.
For det har jo grænsemæssigt været ganske forfærdeligt i 10 år, siden EU sendte tolderne og politiet hjem. Men til gengæld har det været dejlige 10 år for alle mulige suspekte typer: Våbensmuglere, narkosmuglere, illegale indvandrere, kriminelle hjemme-røvere, som i store, lukkede kassevogne i lynfart frit kunne drøne ind over Danmarks grænser. Det er slut nu!
Beløbet 150 millioner kroner er nu bevilget til de fysiske anlæg, så vi igen kan få etableret Danmarks sikre grænse. Samtidig er der bevilget 120 millioner kroner til de ekstra toldere og politifolk, som nu for alvor skal i arbejde ved grænserne.
Her er grænseaftalen:
• 150 millioner kroner til nye kontrolanlæg og nyt it-udstyr
• 35 millioner kroner i 2011, som stiger til 119 millioner kroner i 2015, til flere toldere og politibetjente
• Nye kontrolanlæg ved motorvejen i Frøslev med seks vejbaner og på landevejene ved Padborg, Krusaa og Sæd
• Kontrollen styrkes med mobile kontrolteams ved de mindre grænseovergange Vilmkjær, Sofiedal og Bøgehus
• I internationale tog og Øresundstogene styrkes kontrollen med mobile teams
• På Øresundsbroen kommer dansk toldkontrol i Lernacken på den skånske side
• I havnene Rødby, Gedser og Helsingør retableres synlige kontrolbygninger med teams
• I Rønne styrkes kontrollen i færgehavnen med ruterne fra Ystad i det sydlige Skåne og Sassnitz i Tyskland
• I efteråret 2011 køber "Skat" en ekstra skanner til containere, så Aarhus Havn fast får en skanner
• Toldkontrollen styrkes i danske farvande med støtte fra Søværnet og Marinehjemmeværnet
• I danske lufthavne styrkes kontrollen i samarbejde mellem Skat, politiet og udenlandske toldmyndigheder.
|
|
|
|
|
|