Pia Kjærsgaard ugebrev

- mandag den 10. maj 2010

Grækerne har kun varmen at glæde sig over

Det hele begyndte med gyldne løfter. I slutningen af 1990´erne var medierne fulde af dem. Hvis blot Danmark tilsluttede sig euroen, så ville alt blive godt. Så ville der komme turbo på væksten og der ville blive skabt i tusindvis af arbejdspladser. Hvis vi derimod sagde nej, så ville det gå lige omvendt. Så ville Danmark blive hægtet af udviklingen. Som et lille udkantsområde ville vi komme til at henslæbe vores tilværelse i fattigdom. Ja, og så var der naturligvis også al den ”indflydelse”, som vi pludselig ikke ville få noget af…

Det gik som bekendt anderledes. Danskerne sagde ja til kronen og nej til euroen i september 2000. Dommedagsscenarierne lagde ikke vejen forbi Danmark. Tværtimod buldrede aktiekurserne i vejret. I Tyskland bed krisen sig derimod fast, og ved flere lejligheder viste det sig, at ikke en gang dette store land, hvor Den Europæiske Centralbank endda har til huse, var i stand til at overholde reglerne for budgetunderskud. Blandt almindelige tyskere – som aldrig var blevet spurgt, om de ville skrotte deres D-mark – fik euroen hurtigt øgenavnet ”Teuro”, fordi mange benyttede omskiftningen til at skrue priserne i vejret.

Når mindre lande overskred grænserne for budgetunderskud, fik de imidlertid læst og påskrevet af de store. Men lige meget nyttede det. For hvad kunne man gøre, hvis et medlem præsenterede stærkt pyntede budgetter? Det var præcis, hvad Grækenland gjorde. I stedet for at vise et realistisk billede, bød man de øvrige eurolande på et skønmaleri af landets økonomiske situation. I dag skal regningen betales. Den bliver betalt af den græske befolkning i form af gennemgribende og smertefulde økonomiske reformer og velfærdsforringelser, og den bliver af de øvrige europæere, som har spændt et sikkerhedsnet svimlende 110 milliarder euro ud under Grækenland. Ellers var landet gået bankerot.

Men her slutter historien ikke. Også Spanien og Portugal samt de øvrige såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien), EU´s ”rådne banan”, døjer med gigantiske budgetunderskud, og det fik her i weekenden EU´s finansministre til at vedtage oprettelsen af en hjælpefond på ca. 500 milliarder kroner under indtryk af det kaos, som efterhånden truer hele verdens finansmarkeder. Her må ikke alene landene i Eurozonen holde for. Nej, Danmark kommer ligeledes til at hæfte for en lånegaranti på 10,5 milliarder kroner. Men det betaler sig, forsikrer både regeringen og økonomerne os. For kronen er jo bundet til euroen. Ja, visse dele af regeringen mener endda, at det ikke kan gå hurtigt nok med en dansk tilslutning til den kuldsejlede valuta. Kun den britiske finansminister Alistair Darling har haft modet til at sige klart NEJ – det er et anliggende for euro-landene.  

Hjælpefonden skal bruges til at hjælpe lande, der ligesom Grækenland har ført en økonomisk uansvarlig politik. Men når man ser på det kæmpebeløb, der måtte stables på benene for at redde Grækenland – mere end 800 milliarder kroner – så virker hjælpefonden ganske utilstrækkelig. Hertil kommer hele det moralske aspekt. Hvorfor skal skatteyderne i et ikke-euroland som Danmark betale for uansvarlige politikeres omgang med budgetter i andre lande? Jeg indrømmer, at det ser sort ud. Selv USA´s præsident Barack Obama kræver handling.

Men hvorfor skal EU-tilhængernes svar på problemer altid være mere EU, mere euro, mere kontrol og mere bureaukrati? Aldrig har jeg hørt de magiske ord ”Vi tog nok fejl”. Nej, uanset hvad der sker, vil man aldrig kunne få blot en eneste tilhænger til at indrømme, at den fælles valuta var en fejl, at den blev indført i lande på vidt forskellige udviklingsstadier, med vidt forskellige økonomier og med vidt forskellige politiske udgangspunkter.

Nej, i virkeligheden har jeg tilhængerne mistænkt for at gnide sig i hænderne. For nu kan de endelig få det, som ingen af dem turde fortælle de europæiske befolkninger om, da euroen blev indført, men som er den eneste forudsætning for en fælles valuta: Total EU-kontrol og ensretning af medlemslandenes finanspolitik og dermed også af landenes arbejdsmarkeds- og velfærdspolitik. De vidste, at når først eurotoget kørte, ville det være umuligt at slå bak uden at skabe et totalt økonomisk kaos.

Vi skal prise os lykkelige for, at vi beholdt kronen, uanset at den er knyttet til euroen, hvilket vi selv kan afbryde når og hvis vi vil, og uanset tilhængernes anstrengte lovprisninger af euroen. Kronen eksisterer stadigvæk som en selvstændig fysisk kendsgerning. I Grækenland er det gået op for befolkningen, at de ikke længere er herre i eget hus, men nu reelt styres fra Frankfurt og Bruxelles. Euroen virkede som en spændetrøje, fordi grækerne ikke havde nogen redskaber til at imødegå krisen – dermed er euroen den egentlige årsag til den suppedas, landet befinder sig i.

I Danmark kan vi glæde os over, at vi ligger relativt lunt i svinget – i Grækenland kan de kun glæde sig over varmen.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard